Det tegner godt

 dag 71

Det er ikke altid det er sjovt at skrive blogindlæggene, Af og til er det endda bare noget, der skal overståes. Heldigvis er der også de andre dage, de dage hvor oplevelserne bare venter på at blive nedskrevet. Det er de dage, hvor skrivningen går som en leg. Dagen vi har haft i dag er klart en af disse, en dag, hvor det næsten fra start var klart, at det ville blive et langt indlæg, der nærmest skrev sig selv.

Vi startede tidligt, kl. 5 ringede vækkeuret, og vi stod hurtigt op til den fjerne rytme af en veloplagt munketromme. Vi er så heldige, at der er en eller anden vigtig buddistisk fest, så almisseparaden om morgenen ville være stor ifølge vores guide fra gårsdagens vandretur. Altså måtte vi op og ud for at se, hvad der foregik. Da vi kom ned i hotellets underetage så vi atter, hvor heldige vi selv er; den helt igennem fantastiske unge mand, der står i receptionen, lå og sov under et tæppe bag disken. Det må være receptionistens svar på en 24 timers vagt, han er på. Utroligt at han kan være så imponerende glad og smilende, når vi kommer forbi dernede. Da vi kom ud på gaden skete der ikke alverden, heldigt nok, for det var stadigvæk mørkt. Vi gik hen for at se om vi kunne finde et godt sted at stå, og lidt henne af vejen så vi, at der var stillet små stole op, det tog vi som et tegn på, at vi ville have noget stort i vente. Vi fik også tilbudt at købe noget til munkene, men dagens forfatter har det lidt anstrengt med ideen om, at unge mænd tages ud af samfundsligningen og i stedet danderer den med meditation og youtube kiggeri. Vi har set adskillige munke, der sidder klistret til deres mobiltelefon, og gårdsdagens guide havde i hvert fald også lært at kigge på den i de 8 år, han havde været munk. Klostrene gør givetvis også meget godt, såsom at tage sig af fattige drengebørn fra landet og give dem en uddannelse. Det er dog tankevækkende, at der i hotellets reception er en brochure for et firma, der forsøger at sluse tidligere munke ud i det virkelige liv efter de har forladt templerne, noget der åbenbart er svært for mange. Så godt nok får de unge en uddannelse, men åbenbart ikke for alvor en der ruster dem til at stå på egne ben i den virkelige verden. Som I nok har regnet ud kommer vi ikke hjem som ny-udsprungne buddhister.

Omkring kl. 6 kom den første række af de sultne, orangeklædte munke gående hen mod de ventende, især kvinder, der sad klar med almisser. Også almissegiverne var i uniform, som tegn på, at man havde noget at give skulle man have et tørklæde over skulderen. Hvis man som turist ville være med i legen kunne man heldigvis også leje et sådant de steder, hvor man kunne købe almisser. Vi så nogle enkelte turister, der deltog, men for dem handlede det tilsyneladende mest om selv at blive fotograferet mens de delte ud til munkene. Det fandt vi ærlig talt ikke særligt anerkendende overfor de troende buddhister.

Munkene havde en festdag, nogle få havde en vogn med til alle deres almisser, og nogle af novicerne (drengebørn) havde deres familie med til at bære rovet med rundt. Det skal her dog nævnes, at munkene også havde mulighed for at give tilbage, og mange børn sad ved siden af deres forældre med tomme skåle, forældrene gav til munkene, som derefter kunne give noget af det modtagne videre til børnene. Vi så i alt 3 processioner af munke, og de snu små-børn tømte naturligvis deres skåle efter hver procession. Vi så endda en mor komme kørende med 3 børn på en scooter, hun overhalede den sidste munkeprocession og fik placeret de 3 børn taktisk godt så de fik så meget som muligt. 

som det ses på billedet herunder var der i hvert fald en dreng der var mere end glad for udbyttet.

Efter munkene havde forladt scenen trak vi os også tilbage, sengen kaldte inden morgenmaden. Vores dagsprogram var såre simpelt, vi ville sørge for busbilletter til Phongsali, en lille, åbenbart ikke ret besøgt by oppe i det nordlige Laos. Vi havde af gutten på hotellet fået at vide, at vi kunne købe billetter på den nordlige busstation, men vi spurgte alligevel en af sælgerne af busbilleter på vejen, men fik bare en rysten på hovedet som svar. På turistbureauet gjorde vi endnu et forsøg, der stod der også en pris på 240.000 KIP til Phongsali, men ak, de solgte dem ikke, og han henviste også til den nordlige busstation. 

Den nordlige busstation ligger ikke overraskende mod nord, og vi skal således krydse en flod for at komme dertil. I tørtiden kan man krydse på en ret direkte linje ad 2 bambusbroer, men nu her i regntiden, hvor der er klart mere vand, og dermed en stærkere strøm i floderne er der ingen bambusbroer. Derfor målte vejen til busstationen små 4 kilometer, men hvad, det kan vi jo sagtens gå. 

Vi ankom da også, og blev glade for at se et skilt med Phongsaly (den anden stavemåde) 230.000 KIP. Ikke alene gik bussen fra stationen, men den var også blevet en anelse billigere. Vi fik vækket billetkontorets bestyrer, og var dermed klar til at handle billetter. Det var han derimod ikke, meget engelsk kunne han heller ikke, men "No Phongsali", samt "tuk-tuk" forstod vi dog. Heller ikke en gang pegen på skiltet med Phongsali og et par hævede øjenbryn fik ham på andre tanker. Ved de ord vågnede den sovende tuk-tuk chauffør op, og var klar til at sætte køretøjet i gear. Han tilbød at køre os til den anden busstation for 50.000 KIP hver. Hvorfor prisen afhænger af antal passagerer fatter vi ikke, men vi begik naturligvis den fejl at stige ind begge to.

Skulle man tro at dette skilt indikerer, at man her kan får billetter til Phongsaly, må man belave sig på en skuffelse

Stationen lå noget udenfor byen, og vi glædede os over, at vi ikke var kommet på den ide at gå derud selv. Det viste sig heldigvis også at de rent faktisk solgte billetter til Phongsali, men desværre at prisen nu var blevet 260.000 KIP pr. person. Vi fik handlet, og har nu en billet, hvor vi kan læse vores egne navne, se at vi har (de velkendte) sæde 1 og 2, samt at bussen afgår kl.16.00 d. 30/9. Hvor bussen har tænkt sig at køre hen fremgår desværre ikke af den lille lap papir. 

Vender man billetten om er der en del skrift på Laotisk, hvilket jo er ganske naturligt eftersom vi befinder os i Laos, noget af denne skrift er så efter bedste evne oversat til engelsk, og lad det være sagt, det er af tvivlsom kvalitet.

Vi kan således læse følgende : Come in time, no return your ticket,  Seat on your seat number

Korrekt engelsk er det jo ikke, men vi forstår følgende, vi skal komme til tiden, hvilket er en time før kl. 16, hvis vi ikke gør det er pengene tabt. Vi skal rent faktisk sidde på sæde 1 og 2 (lad os se om det holder).

3 linje på billetten er mere ildevarslende, sølle 2 ord er der oversat, og de lyder således : Good luck, altså held og lykke. Vi skal nok sende en besked, når vi kommer helskindet til Phongsali, for det kunne tyde på, at vi kan komme ud for en overraskelse eller 2.

Tuk-tuk chaufføren var så flink at vente på os, og han kørte os også tilbage til bus station nord. Vi var lidt usikre på om prisen på de 100.000 KIP havde været en retur billet, men da vi blev sat af gjorde han en lille diskret bevægelse, hvor han strøg tommelfingeren over fingrene, og så hostede vi op med yderligere 100.000 KIP. 

Tilbage ved busstation Nord gik vi efter et frokost sted. Vi fandt et helt nede ved Mekong floden, maden var god, udsigten forrygende, og vi var trods besværlighederne glade for at have skaffet billetter til den 16 timer lange bustur. Vi gik også tilbage, denne gang langs floden, og Solveig fik handlet lidt lokalt håndværk, således blev gåturen ikke kun brugt til transport, vi fik også både set og handlet lidt. Tilbage i byen kom vi om ved en vej, vi endnu ikke havde gået på og her fandt vi, af alle steder, en butik, der udbød billetter til Phongsali, endda med afhentning på hotellet. Godt nok var prisen 350.000KIP, altså højere end det vi har betalt, men med tuk-tuk regningen kommer vi af med klart mere, for vi skal jo også have fat i en af de røvere, når vi skal til stationen i morgen. Lidt slukørede satte vi os kort efter på en bar, hvor drikkevarerne både var dyre og kolde. Vi var heldigvis næsten igennem vores bestilling, da en meget lidt talentfulde sangerinde åbnede op for repertoiret på den overfor liggende karaokebar. Flere turister gik forbi med et kæmpe smil på læberne, så vi kan godt med rimelig sikkerhed sige, at det var et enigt dommerpanel, der vendte tommelfingeren ned. Vi skyndte os at tage sidste slurk og stemte så med fødderne.

Efter en tur tilbage på hotellet, hvor især airconditionen trak, bevægede vi os atter ud. Ikke langt fra vores bopæl er der et lille bjerg, hvorfra det skulle være populært at se solnedgangen. Et hurtigt blik på skyerne afslørede, at vi nok måtte nøjes med en flot udsigt, for skyerne var tætte. Bjerget er på ca. 100 højdemeter, og det gjorde, at Peters trøje for anden gang denne dag var gennemblødt, da vi nåede toppen. Her var vi ikke alene, adskillige turister tog billeder af udsigt, sig selv og hinanden. Det er sjovt at følge med i forskellen på generationer og kulturer, når man opholder sig på et såkaldt selfiespot.

Vores tur ned fra bjerget foregik af bagsiden, dette havde flere grunde, dels kunne vi så lige geolokalisere butikken, der solgte de spændende busbilleter, så manden i receptionen kunne give andre kunder en bedre besked, dels kunne vi se et lille tempel med Buddhas fodspor, og sidst, men absolut ikke mindst, kunne vi lige tjekke, om vi havde afleveret vores vasketøj langs den vej, der førte mod øst fra byen, sikre på hvor vi skulle hente tøjet, var vi desværre ikke.

At dømme efter størrelsen på Buddhas fodspor må han have vejet ikke så lidt over gennemsnittet. Vi har moret os en del over sneglehåret på mange af statuerne, men her var der også et par, hvor han så at sige var høj i hatten. Han har dog ikke gået i små sko, Lonely Planet mener, at han må have haft en størrelse som en Bracchiosaurus med det fodspor, og vi må give dem ret, fodsporet dækker et imponerende areal, og dybden i klippen tyder på at han har kunne generere lidt af et akseltryk.

Vi kom også forbi butikken med busbilletten, og Peter kunne ikke dy sig, han spurgte om det kunne være rigtigt, at de solgte billetterne, jeps var svaret, og prisen, ja, den var så faldet til 330000 KIP. Nogle gange er det bare bedre IKKE at spørge!

Vasketøjet var IKKE ud af den østlige vej, men stedet ud af den sydlige. Vi var dog bare tilfredse med, at vi fandt stedet, så nu er vi blevet genforenet med vores tøj. Aftensmaden fik vi ved en lille gadebod, og nu er vi så klar til at se fremad. Normalt har vores busture været fulde af mærkværdige oplevelser, og med de genvordigheder vi har haft med at købe 2 billetter, kan vi næste ikke forestille os, at morgendagens tur bliver en kedelig en af slagsen.