I bad med kæmperne

Dag 46

I dag var en stor dag – vi skulle nemlig se hvalhajer – faktisk var hele ideen med at tage til Philippinerne min, fordi jeg så gerne ville se “Chocolate Hills” og så hvalhajer. Hvalhajerne kan du (blandt andet) se ved Oslob, som er den by, vi har boet i de sidste dage. Det er “Big Business” her, og årsagen til, at den lille by har så mange turister.

Vi havde via vores hotel fået arrangeret turen, og vi ville blive hentet kl. 04.00, og så ville vi rulle afsted i den tre-hjulede motorcykel ca. 6-7 km op af kysten. Det var bælgragende mørkt, da vi iført badetøj smækkede døren til hotellet og gik ud til chaufføren, der kører denne tur næsten hver dag. Peter havde lidt problemer med at være i sidevognen på grund af hans højde så chaufføren lovede at han ville få sat en forhøjning på til vi kom igenJ Solen står op ca. klokken 06.00 men vi var nogle af de første som kom ned til den store port, som førte os ind på selve området, hvor det hele foregår. Det siger sig selv, at vi skulle vente til det blev lyst, og så var det bare at vente den næste halvanden time. Man kunne selvfølgelig have valgt at komme senere, men de første ture er de bedste, og det vidste chaufføren. Tiden gik nu meget hurtigt, og vi stod i køen sammen med et hollandsk ægtepar og ventede, de var meget hyggelige og tiden gik hurtigt. Samtidig voksede køen bag os hurtigt, og uden vi så os om var der mange hundrede mennesker, som ventede på at komme ind og se hvalhajerne.

Vi har læst en del om hvalhajerne og også denne turistindustriens, hvilket jo altid deler vandene fordi det kan diskuteres om det er dyre-etisk forsvarligt, det der foregår. I Oslob har fiskerne i mange år været trætte af hvalhajerne fordi de åd deres fangst især af småfisk, rejer og krebsdyr. Det betød så, at fiskerne jagtede og indimellem også dræbte hvalhajerne lige indtil en fisker fandt på at fodre dem, for at holde dem væk fra hans fisk. Det betød så, at hvalhajerne langsomt blev vænnet til at blive fodret og dermed holdt sig tæt på fiskerbådene. På et tidspunkt fik turisterne øjnene op for, at man kunne se kæmperne her, og dermed var en ny industri startet. Det betød både et levebrød til mange af de lokale og samtidig et godt forhold til fiskerne, der nu ikke længere jagtede hajerne. Hvalhajerne er verdens største haj, den kan blive op til 20 meter lang, men er som regel 10-12 meter og kan veje op mod 20-30 tons. Den har en meget bred mund med små tænder og øjnene ude på siden. Den har en grålig farve med hvide prikker. Hvalhajerne er truet, mest på grund af påsejlinger, når de søger føde i farvand med skibstrafik. Hvalhajerne lever mange steder, hvor der er tropisk hav.

Nu var klokken ved at være 06.00 og det var blevet lyst. Porten gik op og så var der en forholdsvis okay organisering dog var vi glade for, at vi havde vores chaufførens, for han viste os vej til briefing området, købte vores billetter og var opmærksom på, hvornår det var vores tur til at komme ud i en båd. Vil skulle have redningsveste på, når vi sejlede ud, men måtte gerne lade den ligge i båden, når vi skulle i vandet for at se hajerne. Det blev hurtigt vores tur og vi kom med ud i det første hold af både. 10 turister og 4 ansatte hvis opgave var, at ro båden ud ca. 30 meter og sørge for, at vi ikke rørte ved hajerne, hvilket kunne udløse en bøde.

Bådene placerede sig i en hestesko også var der ellers nogle meget små joller med en fisker i hver, der sejlede rundt og smed mad ud til hajerne. Vi hoppede i vandet med vores snorkler og kunne se de kæmpe store dyr svømme helt tæt op ad os. Havde vi rakt en arm eller et ben ud, kunne vi røre dem. 

Peter havde taget sin telefon med (vi havde lavet en risikovurdering og hans telefon var ældst) og købt et vandtæt etui til 12,50 mens vi stod i kø. Vi var ikke helt overbeviste om, at det holdt tæt, men det gjorde det overraskende nok, og han fik nogle fine film af de store kæmper.

Det var en helt vild stor oplevelse at se så stort et dyr så tæt på. Vi er stadig helt høje over oplevelsen. Forstår lige nu godt vores nevø Mads, der kan få et kick af at dykke og være i vandet med sådan nogle krabater. 

Og det etiske… det må enhver jo gøre op med sig selv. Vi havde ikke en fornemmelse af, at dyrene var stressede, de kunne til hver en tid vælge at svømme længere ud væk fra turisterne. Om vi ville gøre det igen? Ja! Vi har endda overvejet at tage ud igen i morgen, men vi skal jo videre i programmet, så det gør vi ikke – men det er ikke fordi vi ikke synes om måden det foregår på. Indbyggerne i Oslob passer godt på deres hvalhajer, for de har betydet en kæmpe forskel for hele byen.

Vi var tilbage igen kl. 7.30, så efter at have skyllet saltvandet af og hængt badetøjet op, gik vi på jagt efter noget morgenmad. Det blev til nogle brød fra bageren, en smøreost, der ikke kunne smøres ug og et par cup noodles. Ovenpå mætheden og de store oplevelser kom trætheden, og vi lagde os i sengen og sov et par timer.

Nu var det så blevet frokosttid, og vi gik ud for at finde noget, der var ift bedre end de foregående dage. Det fandt vi på “Bistrot” – Peter tog noget krydret kylling med ris og jeg fik nudler med rejer. To meget velsmagende retter skyllet ned med en kold øl og en ananasjuice. På vej tilbage til hotellet, ville jeg se om jeg kunne finde en frisør, den første jeg trådte ind i havde kun en frisør om onsdagen, men de kunne tilbyde mig at få ordnet engel. Jeg takkede nej og gik videre. I den næste frisørsalon lå der en kvinde og sov på en sofa og to andre var i gang med neglelak. Jeg spurgte, om jeg kunne blive klippet, og den ene af de to neglelak-piger pegede i retning af sofaen på den sovende kvinde, og sagde, at det var frisøren. Hun satte sig fortumlet op og kiggede på mig og da jeg spurgte om hun ville klippe mig, svarede hun tøvende, at hun var bedst til langt hår. Jeg forsøgte mig med at der bare skulle være kort og at hun ikke kunne gøre noget forkert. Så kom jeg i tænke om, at jeg havde et billede, hvor jeg var helt nyklippet, og ville vise hende det. Hun gik på toilet imens Jeg fandt billedet, og da hun kom tilbage viste jeg hende det, men hun havde besluttet sig for, at det kunne hun ikke. Hun henviste mig i stedet til en herrefrisør på den anden side af gaden – jeg vendte mig om igen, lettere forundret og fandt desværre aldrig herrefrisøren. Jeg må så prøve lykken igen i næste by…

Billeder følger…..