Varmen, der gjorde os kulturelle

 Dag 48

 

Vi havde sovet godt i vores lille hummer, air con apparatet kølede tilpas og med ørerpropper og et lunt vattæppe gled vi begge hurtigt ind i drømmenes land. Allerede klokken 7 vågnede vi dog, men lå alligevel under dynen en time mere og fandt så ned til morgenmaden som var inkluderet i de 185,- kroner vi betalte for opholdet. Vi skulle tjekke ud kl. 11.00 og da vi vidste, at det ville blive en lang, ja endda meget lang dag valgte vi at slappe af på værelset indtil kl. 10.50 hvorefter vi lagde nøglerne på disken og fik lov til at få vores rygsække opbevaret.

 

Det var igen en stegende varm dag, som i en bageovn og sveden haglede af os. Men vi holdt stand og gik den første lille kilometer hen til ”Cebu Heritage Monument”. Det er et tableau, som viser de vigtigste begivenheder i Cebus historie, og med det besøg var tonen for dagens program ligesom slået an. Vi skulle nemlig se museer dels for at blive klogere, dels for at slå tiden ihjel, men lige så meget for at gå rundt i bygninger med air condition, så vi slap for den brændende sol.

 

Næste stop var Yap-San Diego huset. Det er et gammelt hus (ja faktisk det ældste hus på Filippinerne) bygget i oprindelig filippinsk stil af træ og koralsten. Som navnet antyder var det et kinesisk/filippinsk ægtepar, der lod huset opføre som deres bolig, og den dag i dag er det stadig i familiens besiddelse, og de sover ovenikøbet i huset hver fredag, da de ikke ønsker det skal stå tomt. Resten af ugens dage er det museum, hvor offentligheden kan få adgang, hvis man lægger 100 pesos ved indgangen, men så følger der også en vifte af strå med, for den slags huse har ikke air condition. Huset var interessant idet der ikke var brugt isolering, så når man sad ved spisebordet, kunne man se direkte op på tagstenene og der var heller ikke glad i vinduerne. Og sådan har vi flere gange snakket om, at klimaet er så varmt hele året rundt, så man kan nøjes med et tag og en hængekøje! Det var et interessant hus at se og få indblik i, hvordan huse har set ud og også at se interiøret, som var gedigne træmøbler og fint, kinesisk porcelæn.

 

Herefter gik vi til ”Cebu Provincial Museum”, der holder til i et gammelt fængsel fra den spanske tid. Museet havde lidt om tiden før kolonisationen, men hovedvægten var på den spanske tid samt på øernes frihedskamp, der startede for alvor i 1890´erne, og som fandt sin succesrige afslutning med selvstændigheden i 1946. Der var en meget nationalistisk undertone i udstillingen om guerilla kampen mod de japanske besættere fra 1942-1945; deres rolle og indsats blev i hvert fald ikke underspillet. I maj 1942 kapitulerer den amerikansk-ledede hær, og de næste 2,5 år er japanerne herrer på Filippinerne. I 1944 går amerikanerne i land, og langsomt kæmper de sig frem mod Manilla samt de mindre vigtige øer, hvortil Cebu hører. Nogle filippinere har været involveret i modstandskamp mod japanerne, og museet gav dem meget opmærksomhed. Peter havde aldrig hørt om dem, så det er ikke et emne, mange vestlige bøger har berørt. Museet var ok, vi tilbragte lidt over en time i de dejligt nedkølede rum. 

 

Klokken var efterhånden ved at være 14 og vi tog tilløb til at gå ud i middagsheden igen, nok mest fordi maverne knurrede. Vi gik målbevidst mod city, hvor vi nogenlunde vidste, hvor vi kunne finde noget spiseligt som ikke bare var fra en gryde ved en vejbod (det har vi indtil nu ikke haft stor succes med her i landet), men helst en nedkølet restaurant, med billeder af retterne på menukortet. Vi fik øje på et menukort, men der var ikke et nedkølet rum. Til gengæld var der små borde i skyggen og der blev serveret iskold, hjemmelavet limonade, så der slog vi os ned. Vi bestilte en nudelret og Peter også nogle forårsruller samt en Calamansi limonade, som er lavet på de små calamansi frugter, der mest minder om lime. Altså er drikken meget syrlig og en god kilde til C-vitamin, men der tilsættes sukker efter smag og behag. Vi har både fået dem uden sukker, hvor der er meget sure, og helst drikker vi dem med 50% sukker, altså halvdelen af det en filippiner ville vælge Maden var god, men lidt stærk og varmen havde også godt tag i os, så vi nød at sidde lidt længere og bestilte endnu en limonade. Vi fik også besøg af to mindre drenge, der gerne ville have taget billeder med Peters kamera og også synes at hans sko var rimelig seje (de er jo mest vant til flip flops).

 

Da vi havde betalt og givet servitricen lidt drikkepenge, som hun blev helt vid glad for, ville vi gå tilbage mod vores hostel, men servitricen mente dog vi skulle se det nyere museum, som lå i samme retning. Da vi ikke havde meget andet at lave, fulgte vi hendes råd og endte på det nyere nationalmuseum. Der var gratis adgang og en hel masse skolelever. Vi nød atter engang kulden indenfor og selvom museet ikke var det helt store sus, synes vi det var sjovt at gå rundt og se på de mange unge, der ikke værdigede udstillingerne et blik, men kun havde sans for at skiftes til at tage billeder af hinanden i underlige opstillinger. Dog skal det nævnes, at anden del af museet var bedre – det fortalte mere om den geologiske del af Cebu.

 

Nu kunne vi godt være gået tilbage til vores hostel, klokken var ved at være 17.30, men jeg ville gerne prøve et konditori, da filippinerne er meget glade for søde sager. Som sagt så gjort, og vi fandt hurtigt et, som vi afprøvede med en ananastærte og en jordbærkage. Sikke en skuffelse! Det der kom tættest på jordbær i jordbærkagen, ªvar en klat jordbærmarmelade og ananastærten var en tør og støvet omgang. De serverede ikke engang kaffe, så de to tørkager blev skyllet ned med cola. Under kagebordet kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde fået købt noget fra Filippinerne til vores hylde, der efterhånden rummer små souvenirs fra forskellige steder i verden. Den tænkte vi lidt over, og da vi kom ud fra konditoriet for at gå hen og hente vores rygsække, så Peter en butik, der solgte små Ninõ´er (altså kopier af de små Jesusbørn, som han beskrev i gårsdagens indlæg) – den passede lige i størrelsen og så var det problem løst. Da vi kom tilbage til vores hostel, købte vi en kop kaffe og trak lige tiden til kl. 19, hvorefter vi bestilte en taxa over appen ”Grab” (asiatisk Uber), og nu sidder vi så i lufthavnen og venter på at kunne aflevere vores bagage kl. 23.30 – flyet afgår kl. 02.50 til Manila, hvor vi skifter fly og så er næste destination Ho Chi Minh i Vietnam de næste 5 dage inden vi fortsætter til Cambodja.