Med bus, tuk-tuk og fly

  

Dag 66

Denne dag startede jo slet ikke som alle de andre med morgenmad og en langsom start. Næ nej, vi lå tæt op ad hinanden i den meget smalle seng og bussen rumlede og skrumlede. Klokken var næsten 6 og det var blevet lyst udenfor. Men hvor vi befandt os og hvor langt der var igen, var et godt spørgsmål. Vi fik kigget på Google Maps men siden i går har der været lidt problemer med det lokale sim-kort, så net havde vi ikke noget af og Peter måtte gætte sig til, at der vel omtrent var 3 timer tilbage af turen, når han så på den lille blå prik på kortet.

Vi kan ikke sige, at vi ar haft en fremragende nattesøvn, men vi har da sovet lidt indimellem. Det gik bedst, når vi blev enige om, at sove på den samme side, så vi fyldte mindst. Men det er godt nok helt vildt, hvor dårlige veje der er i Laos. Der er her tale om at vi kørte fra den anden-største by til den største, deres hovedstad og vejen var helt urimelig dårlig. Det var næsten udelukkende grus, og der var huller så store som kratere, så bussen måtte helt ned i fart ved de store huller, hvorefter chaufføren stille og roligt fik den lirket videre. Bussen var næsten fyldt op og de 670 km. kom derfor til at tage 13 timer. Vi blev sat af på en banegård i den sydlige ende af byen og straks var der selvfølgelig de sædvanlige høge af tuk-tuk og taxichaufører, der kunne hjælpe med at fragte os ind til byen. Denne dag valgte vi strategien at sige nej tak og gik ind i banegårdsbygningen for at lægge en plan. Der var desværre ikke net nogen steder, så vi endte med at take en taktik ind til centrum for at s, om vi kunne slå nogle timer ihjel inden vi skulle med flyet til Phonsavan kl. 15.20. Vi blev sat af tæt ved nogle caféer, og Café France lokkede med fri wifi, aircondition og amerikansk morgenmad, så vi gik ind og bestilte morgenmad og kaffe og fik klaret morgentoilettet nødtørftigt samt fik kontakt til Aggerholm-gruppen på whats app. Herefter nød vi bare roen, kaffen og at lokalet ikke rystede thi det var som om man stadig sad i bussen indimellem. Vi gik lidt rundt i Vientiane, Laos hovedstad med knap 1 mio indbyggere og så bl.a præsidentpaladset som tidligere husede den franske guvernør. Herefter sad vi under et skyggefuldt træ og samlede kræfter til næste ryk. Lidt over klokken 12 hik vi op på vejen og sandelig om der ikke holdt en tuk-tuk chauffør og ventede på os som gerne ville køre os ud i lufthavnen, der kun lå 4 kilometer uden for city. Men hold da op for en sløv krabat vi var kommet op at køre med. Jeg er lige ved at tro, at vi kunne have gået hurtigere (uden oppakning). Chaufføren vidste godt, st den ikke var helt god og grinede med os, men vi kom da ud til lufthavnen i god tid til at tjekke ind hos Sky Laos. Vi håber så flyveren er bedre end både bus og tuk-tuk for ellers kommer vi ikke frem…

Lufthavnens indenrigsterminal var meget lille og her blev det tydeligt at fattigdommen er så stor, så der ikke er mange, der kan tillade sig den luksus at flyve. Vi skulle kun flyve 30 minutter for at komme til Phonsavan, det kostede 350kr for to personer inkl. bagage. Alternativet var en ti timers bustur… og så var valget jo let. Vi kom ombord i den lille propelflyver og 30 minutter senere forlod vi det igen og gik over landingsbanen og ind i den mindste lufthavnsbygning, vi har set. Bagagebåndet var en vil med anhænger, hvor taskerne lå i og så kunne du selv snuppe tasken direkte derfra. Af en eller anden grund skulle vi vise pas igen, og det blev studeret nøje inden vi fik liv til dels at gå ombord, dels at forlade lufthavnen i Phonsavan. Politifolkene lod i hvert fald til at tage deres job meget alvorligt. 

Vi bor på et lille Guesthouse hos KongKro som er lokal og ved en masse. Han synes vi skulle starte med at se UXO informationscenteret. Laos blev tæppebombet med mere end 2 mio. tons bomber mellem 1964 og 73 af amerikanerne da de forsøgte at ramme de vietnamesiske Viet Cong, som gemte sig her. Det lider de stadig under i dag da især denne del af landet er fyldt med ueksploderede bomber. Da en meget stor del af befolkningen lever i fattigdom har det haft nogle helt forfærdelige konsekvenser for hvad gør du, når din familie sulter- ja, så dyrker du din jord, selvom der ligger ueksploderede bomber. Sikke nogle triste skæbner og historie for det fattige land. Heldigvis er der lande som hjælpe inkl. USA men server meget lang vej endnu og rigtig mange steder i Laos, må du ikke bevæge dig udenfor stierne af frygt for en bombe. Det var meget hjerteskærende at se dokumentarfilmene på informationscenteret. Senere snakkede vi også med vores vært om det, og vi vil prøve at få skrevet lidt mere om emnet i morgen.