Halvvejs

 Dag 50

Denne dag, hvor vi er halvvejs igennem vores eventyrlige rejse kom til at indeholde følgende:

Vietnamkrigen og dens rædsler; Buddha i regn, Lonely Planets gåtur gennem det gamle Saigon og en komplet knaldperle af en amerikaner hos Starbucks - så ved I hvad I kan forvente...

Vi havde sovet fantastisk godt for der er en dejlig dyne og vi havde fundet et godt kompromis til vores ven på væggen, der spytter kulde afsted. Klokken halv ni var vi klar til at finde noget morgenmad, og det blev en omgang forårsruller med rejefyld og nudler, opnår man ser bort fra tidspunktet på dagen, så var det både godt og mættende. Generelt er maden i Vietnam rigtig, rigtig god og der er langt flere variationer både i retterne men også i smagene. Der bruges rigtig mange friske krydderurter og så er prisniveauet sjovt nok gået ned selvom kvaliteten er gået op.

Første punkt på dagens program var War Remenents Museum, som fortæller om den lange og grusomme krig mellem Vietnam og USA. Museet fortalte meget ensidigt om USA´s rolle, men det var også en storebror mod lillebror krig. Og hvad amerikanerne egentlig skulle i Vietnam står til dels stadig hen i det uvisse. Selvfølgelig var der det med den konstante frygt for kommunismen, men måske man kunne have løst konflikten ad en mere diplomatisk vej? Udstillingen fortalte i ord og billeder om krigen fra 1965-1975, og udenfor var der amerikansk krigsmateriel stillet op. En del af udstillingen viste billeder taget af forskellige krigskorrespondenter, hvilket var nogle meget tankevækkende og barske motiver, og selvom de amerikanske soldater også led tab og fik sår på krop og ikke mindst sjæl, så var det stærkt at se de civile vietnamesere, der tog kampen op, især de vanvittig stærke vietconger, der udkæmpede en guerillakrig, som amerikanerne endte med at komme til kort overfor. to dele af udstillingen måtte vi glide hurtigt henover, napalmbomberne og ofrene herfor samt den giftige "Agent Orange", hvor amerikanerne spredte mange tons gift ud så børn blev født med helt forfærdelige misdannelser. Selvfølglig var der også en del om den modstand mod krigen verdenssamfundet i højere og højere grad viste og som i sidste ende førte til, at amerikanerne trak sig ud. Museums var for os begge meget interessant og gav stof til eftertanke.

Da vi kom ud begyndte det så småt at regne, så vi bestemte os for at sætte kursen mod en buddistisk pagode eller tempel. Da vi kom dertil silede regnen ned, men heldigvis kunne vi stå i læ og også gå lidt rundt i templet, der dog blev brugt både til bøn og ofringer, så vi holdt os lidt tilbage. Nu var det blevet tid til frokost, men det styrtregnede stadig, så vi flygtede ind i et supermarked. Her fik vi lidt til at at gå med at se på asiatiske varer, og vi købte et flute, noget skinke, lidt smøreost og 4 skiver vandmelon. Da vi kom ud igen regnede det stadig, så vi stod under et halvtag og spiste vores frokost som vi skyllede ned med lidt vand. Langsom klarede det op og så kunne vi tage hul på en fin vandretur, som Lonely Planet-bogen om Vietnam havde beskrevet. Den tog os forbi de største turistattraktioner i byen, blandt andet det gamle posthus, hvor vi brugte lidt tid på at skrive postkort og havde lidt problemer med frimærkerne, da der skulle hele tre store frimærker på et lille postkort. Nu bliver det spændende, om de når frem. Der er mangeflotte huse primært fra den franske tid i bye, og der er faktisk rigtig mange parker og torve, så byen er både pæn og livlig. Det eneste vi gerne vil advare imod, er trafikken - den er helt forfærdelig. Bilerne holder ikke tilbage for nogen og scooterne er ligeglade med, om de kører mod trafikken, over for rødt eller på fortorvet. Her til aften undgik Peter kun lige med nød og næppe at blive klippet af en scooter, der kom kørende i den forkerte side af vejen helt oppe på fortorvet, jeg nåede lige netop at få fat i hans arm, inden han trådte ud på vejen. 

Nå men nu var klokken efterhånden ved at være fem, og vi var på vej retur til hotellet. Men så skal jeg da lige love for, at der kom en byge af format, det lynede og regnede - ja, det var nærmest skybrud, og vi stod i læ under et halvtag i en halv time. Herefter blev vi enige om, at spæne over vejen og få en kom kaffe, hvor der var ingen tegn på, at regnen ville høre op. Det viste sig at være en Starbucks, vi var landet på og vi bestilt to store kaffe latte og en bananmuffin. Det var herligt endelig at sidde ned og drikke en dejlig, varm kom kaffe, der oven i købet var stor. 

Pludselig kom en amerikaner hen til en asiat, der sad ved nabobordet og spurgte meget højlydt, han vidste noget om kvante computere. Det gjorde han, idet han arbejdede med IT i Seattle, han var oprindelig fra Kina. Så skulle amerikaneren på toilet og vi sad tilbage og kiggedeover på kineseren og så trak vi alle tre på smilebåndet og den opførsel. Det viste sig at kineseren havde studeret et år i Uppsala i Sverige, så det fik vi snakket lidt om, men pludselig vendte den højlydte og meget sankkende amerikaner retur. Han hentede sin kaffekop og satte sig til rette overfor kineseren og os og så gik han ellers igang med at snakke og snakke og snakke. Der var ikke ende på, hvad han snakkede om, for hver gang, han ville til at forklare noget, gik han ud af en anden tangent, og fik aldrig gjort noget færdigt, så det blev en masse brudstykker af noget sammenbragt og overfladisk viden, han fyrede af. Han var inde på emner, som atomvåben, pornografi, James Bond, hans skilsmisse (kan man godt forstå), penge, Oppenheimer, kvante computer, HC Andersen, alderdom, sygdomme, og ungdom og meget andet. Han havde en teori om, hvorfor Peter så ældre ud end mig; hvilket var fordi jeg sugede al kraften ud af ham fordi han var yngre, og han gav os et tip om, at hvis vi gerne ville holde os unge skulle vi være mere sammen med unge, for eksempel vores børn. 

Han vidste noget om alt og alligevel intet, og så snakkede han nærmest uafbrudt. På et tidspunkt var kineseren nødt til at gå, da hans taxa holdt udenfor. Så hang vi på amerikaneren, som for øvrigt hed Ken, men omkring klokken 19 orkede vi simpelthen ikke at høre på mere ævl, og vi prøvede på at sige farvel - vi fik da også givet hånd hele to gange, og til sidst var vi nødt til bare at gå, for han blev ved med at ævle. Han fortalte, at hans ekskone var psykiater og mente at han skulle indlægges, jeg tenderer til at give hende ret... Da vi kom ud havde regnen været stoppet, men var begyndt igen, vi var dog begge enige om, at vi hellere ville være våde end at bruge to sekunder mere med Ken, så vi gik hjemad i regnen. Den eneste brugbare oplysning var, at han fortalte, at Joe Biden kommer på besøg i Vietnam snart... jeg googlede det da vi kom hjem for at se, om det stod til troende, og sandelig om Mr. President ikke kommer til Hanoi den 10. september- samme dag som Christian, Bjarne og Kristian!