The killing fields...

Dag 55

 ...er navnet på en film fra 1984, der viser perioden fra de røde khmerers indtog i Phnom Penh d. 17/4 1975 til kort tid efter den vietnamesiske invasion i 1979, der endte med, hvad men vel uden overdrivelse kan kalde et rædselsherredømme. Filmen er værd at se, desværre har det ikke været muligt for os at finde den på nettet herude, vi ville gerne have genset den inden vores besøg ved  Choeung Ek, et af de ca. 300 steder, hvor der i stor stil blev udført folkedrab af de røde khmerer. Vi kom afsted før kl. 10, heldigvis slap vi for et besøg ved en øjenlæge. Solveig have pludselig kun en halv kontaktlinse i hånden i går morges, men hvor den anden halvdel befandtsig var der ikke klarhed over. I løbet af dagen blev hun nu mere og mere overbevist om, at den var oppe under øjenlåget, hvilket naturligvis ikke var så behageligt. Det var først da vi skulle i seng, og Peter havde fået sine kontaktlinser ud, vi kunne gøre et seriøst forsøg på at få den ud. Efter flere forsøg, og masse af øjendråber lykkedes det endeligt, og vi havde derfor ikke et lægebesøg inden turen til dødsmaskinen at forholde os til.

Vi fik at i en af de tuk-tuks der er tilknyttet vores dejlige hotel. Mao havde ikke reageret på vores besked, og der er trods alt for langt at gå derud. Turen derud blev brugt til at gøre sig mentalt klar på samme måde, som når vi har været på besøg i en koncentrationslejr; sådanne steder skal man ikke komme uforberedt. Selve stedet ligger i dag fredfyldt hen, kun fordybningerne i de nu tømte massegrave brød billedet lidt. I entreen på 6 $ var der inkluderet en audioguide, der dels fortalte om området, dels havde historier fra Cambodjanere, der havde været i kløerne på bødlerne, og faktisk også nogle af bødlerne. 

I 1975 var Kampuchea, som landet dengang hed, et forarmet land, så selv døden for regimets fanger måtte være så billig som overhovedet mulig. Det betød at fangerne ikke blev skudt, men i stedet slået ihjel med gamle landbrugsredskaber, med køller og bambus spyd, ja selv med palmeblade, der åbenbart kan bruges til at skære halsenover på folk med. Ingen blev sparet, babyer blev slået ihjel ved at få hovedet slået imod et stort træ for øjnene af deres mødre, inden disse også selv blev slået ihjel. Man kom til Choeung Ek for at dø, og ingen, der blev sendt dertil overlede, ikke én eneste. I alt blev der slået over 17.000 mennesker ihjel på dette sted, og som tidligere skrevet var der adskillige steder som dette. Samlet op til 3 millioner mennesker døde på de tre rædselsfulde år.

Filmen "the Killing fields" omhandler 2 journalister, en amerikansk og en cambodjansk, der skilles da Khmer Rouge sender alle udlændinge ud af landet , og alle cambodjanere ud af byerne efter d. 17/4.

Den cambodjanske journalist overlever mirakuløst lejrene, hvor byfolket skal genopdrages og genforenes siden med sin amerikanske ven. Rollen som den cambodjanske journalist blev belønnet med en oscar, og blev spillet af en komplet ukendt cambodjaner, der ikke engang var uddannet skuespiller, men derimod læge. Han havde dog selv været i lejrene, og viste derfor meget indgående, hvordan man overlevede de 4 år i helvede.Trist nok endte han sine dage i USA med at blive skudt på grund af et væbnet røveri udenfor sit hus. Han havde ellers givet tyvene alt inklusiv sit ur, men de ville også have hans halskæde med en medaljon, men den nægtede han at udlevere, da det var det eneste minde, han havde tilbage af sin hustru - og så blev han skudt.

Efter besøget, der for os tog et par timer, blev vi kørt tilbage til Okay-hotellet, og her lykkedes det os minsandten at skaffe busbilleter til byen Battamgang, der er landets næststørste by. Efter succesen med busbilletterne gik vi en tur ud for at se Wat Phnom, et gammelt tempel der har været med til at give byen sit navn. En Phnom er en høj, og på den byggede en dame ved navn Penh et tempel, og herfra stammer navnet for Phnom Penh så ifølge legenden. I hvert fald lå der et tempel på toppen af den eneste bakke i miles omkreds. Foran var der lurendrejere der havde masser af fugle i bur, man kunne så betale for at slippe en fugl eller 2 fri, men ifølge det alvidende internet er de dresseret til at vende tilbage til buret igen, så det gjorde vi ikke. I nærheden af templet ligger den franske ambassade, der spillede en stor rolle forbindelsen med Phnom Penhs fald til de røde Khmerer tilbage i 1975. Udlændinge og deres cambodjanske ægtefæller og hjælpere samledes her, men de nye magthavere bekendtgjorde at de ikke ville respektere diplomatisk immunitet. Alle udlendinge, samt de cambodjanske kvinder de var gift med kunne forlade landet indenfor 48 timer, mens cambodjanske mænd gift med udlændinge ikke fik muligheden for at undslippe. Hjælperne var der heller ingen nåde for.

Efterfølgende gik vi ned langs Tonle Sap floden, der virkerstor, men dog er markant mindre end Mekong floden der opsluger den. Inden vi nåede hotellet fik vi en øl på en bar der reklamerede med happy hour, det gjorde at prisen pr. fadøl var såre beskedne 0,50 $. Her kom vi også i snak med en ældre Australier, der var træt af at blive spurgt af hver eneste tuk. tuk kører om han ikke ville have en tur. Han viste os også at der var en by ved navn Denmark i Australien, og da han sagde at det var hans favoritsted i landet er det jo et sted vi bare må til engang i fremtiden.

Aftensmaden blev indtaget på en indisk restaurant, maden var både god og rigelig, eneste irritation var en inder der højlydt talte i telefon eller så youtube under hele måltidet, sådan er skikkene her noget anderledes end derhjemme.

fortsættelse følger...