Så kører vi igen....

dag 68

Klokken 7.40 ville vi blive hentet af en tuk-tuk, der skulle bringe os til busstationen, hvorfra vi skulle med en bus til Luang Prabang. Det er hele 263 km, og var berammet til at tage 8 timer! Ja, som det tyske udenrigsministerium skriver i deres rejsevejledning så skal man være opmærksom på, at vejene i Laos ikke modsvarer den tyske standard, og det kan vi skrive under på.

Vi fik taget afsked med Mr. Kong efter et helt fantastisk ophold, der havde givet masser af ny viden til vores hoveder om Laos, der for øvrigt har knap 7 mio indbyggere og er næsten 6 gange større end Danmark.Vi vidste heller ikke noget om alle de ueksploderede bomber i Laos og de deraf følgende forfærdelige menneskelige omkostninger med handicappede og lemlæstede mennesker, døde familiemedlemmer og forældreløse børn. Det er behageligt at være i Laos, menneskene er rolige og afdæmpede og der er stort set intet pres om at købe varer eller andre ting man normalt kommer ud for som turist.

I bussen havde vi fået tildelt sæde nr. 1 og 2, hvilket vi gik ud fra, måtte være de forreste, men det viste sig søreme at den minibus vi skulle med, havde plads til os næstbagerst i bussen. Bussen kom rettidigt afsted, chaufføren susede fremad og snart kom vi op i bjergene, hvor vejen slog de første hårnålesving. Der gik ikke lang tid før den første kastede op, og efterhånden gik der sport i det og vi talte op til fem, der havde skraldeposerne fremme. Vi klarede frisag på hele turen:-) På et tidspunkt stoppede bussen, og folk vaklede ud mere eller mindre grønne i hovederne. Der var åbenbart tissepause, men det er lidt svært at finde ud af, når man ikke taler laotisk. å, men heldigvis havde vi ingen tissetrang og snart rullede bussen videre. Denne bus var som så mange andre busser også "DHL-bus" så der var selvfølgelig en masse pakker og andre ting, der skulle være plads til på ombord. På et tidspunkt holdt vi i en lille, støvet landsby, hvor to piger ville have to store sække med i bussen. Chaufføren kiggede noget på dem, gik lidt rundt om dem, kiggede op på bussens tag, lugtede til dem, og endelig besluttede han sig så for, antage sækkene med. Den ene kom op på taget og den anden ind under vores sæde. Den lugtede ikke godt. Af en slags fisk. Men efter en times tid kunne vi ikke lugte den mere, så var det nok os der lugtede af fisk...

På et tidspunkt gjorde vi holdt i en mindre by, hvor chaufføren var så sød at vise os med tegnsprog, at der var spisepause. Vi skyndte os med ind i "restauranten", maden så faktisk god ud, og var frisklavet. Vi spurgte efter toilettet og en kvinde pegede på en dør. Den førte så ned i en kælder, hvor hele nederste etage var ét stort pantlager - i hvertfald lå der i hundredevis af dåser. Men vi fandt toilettet og fik også god mad inden vi rykkede de sidste kilometer. 

Vi bor nu på et dejligt hotel i en skøn by, hvor der er masser af gamle kolonihuse og en fantastisk beliggenhed ned til den mægtige Mekongflod. Aftensmaden blev en meget lokal barbecue, hvor vi måtte skele lidt til nabobordet for at se, hvordan man nu greb sagen an, da tjenerne ikke talte engelsk. Men også det klarede vi.