En rolig dag i Oslob

 Dag 45

Vi startede dagen med at vågne stille og roligt omkring kl. 7.30 Det tog lidt tid at forlade den behagelige seng på Ocean Wiev, men det gjorde ikke så meget, for vi havde intet program. Solveig gik op for at hente brød, Australieren hun snakkede med i går havde anbefalet et sted der solgt almindeligt europæisk brød, og det skulle vi naturligvis udnytte. Imens fik Peter klaret et par kopper kaffe, så morgenmaden kunne ligne en derhjemme. Vi nød begge at høre havet, der her på ocean Wiev starter lige udenfor vinduet. I løbet af morgenmaden fik vi også strikket et stille og roligt program sammen, først ville vi se nogle aber lidt syd for Oslob, siden ville vi gå hen og få vasket vores tøj på et vaskeri Solveig havde lokaliseret på googlemaps. 

For at komme hen til aberne måtte vi have organiseret transport, Babe (ja, det hedder damen der styrer stedet) skaffede en Tricykel, en af de spøjse køretøjer der er en knallert med en slags sidevogn monteret. Vi tog plads i vognen, der så trillede os de godt 4 kilometer ud til aberne. Man kan komme tæt på de charmerende dyr her, entreen er 100 pesos, og man kan købe 3 banker for 20 pesos. Dem kan man så give til de sultne dyr, ideen med det hele er at de så ikke spiser afgrøderne der dyrkes i området. På den måde har man endda indtægter på nogle dyr der ellers har været forbundet med irritation og økonomiske tab. Vi havde meget sko af de små vakse dyr, der var opsat et spejl, og specielt en af aberne syntes særdeles godt om at se på sig selv.

Efter besøget hos aberne blev vi kørt tilbage, prisen blev 300 Pesos, ikke så slemt. Det svarer vel ca. til 37,50 krone. Vi valgte dog til de lokales forbløffelse at gå de 1,4 kilometer hen til vaskeriet, maximer synes at være følgende, har du råd, så gå for guds skyld ikke. Igår da vi kom blev vi anbefalet af bus chaufføren at tage en tricykel de 350 meter ned til vores hotel, helt utrilogt for os der begge kan lide at bevæge os. Vi fandt vaskeriet, og fik vejet vores tøj. Det viste sig at vi havde 5,5 kg der skulle vaskes, og prisen for dette beløb sig til 200 pesos. Vi indvilligede straks, og fandt endda et sted at spise ude ved vaskeriet. Her slap heldet i sprøjten dog op, dels var det efter lokale forhold relativt dyrt, dels var maden med undtagelse af nogle forårsruller ikke specielt god. En særlig plads i historien skal æble-milkshaken have, havde vi ikke set på menukortet at den hed æble ville vi ud fra smagen ikke have gættet det, sølle!

Vi gik langs med kysten tilbage, og denne vej var klart mere charmerende end hovedvejen. Vi kom bl.a. forbi kirkegården, der adskiller sig en del fra hvad vi har set andre steder. Her bliver man begravet ude i periferien af kirkegården i en slags container grave. Ikke så charmerende men ret pladsbesparende.

At kalde vores hotel tæt på vandet er en underdrivelse, når der er bølger og højvande sprøjter der vand op af vinduerne, og derfor er det svært at svømme herfra med mindre vandet har trukket sig ud igen. Ved 16.45 tiden kunne vi endelig begive os ud, da skinnede solen, men sigtbarheden i vandet var miserabel grundet ophvirvlede sedimenter, så det blev ikke til meget andet end at mærke det varme vand omkring sig.

Vi kom atter i dag over 10000 skridt, for vi kunne allerede hente tøjet efter kl. 18. Vi gik atter hen til vaskeriet, og timede det med endnu en aftensmad hos Angels burger. Vi fik en god hold snak med burger damen og hendes mand. De syntes det var underligt at vi opvarmede vores huse. Vi kiggede også på nabohuset og spurgte hvordan det ville klare en tyfon, dertil lød svaret at så lå tingene spredt over det hele, men at de jo vil være nemt at genopbygge. sådan kan man jo også vende et sølle udgangspunkt til noget positivt.