Flere ruiner

Dag 65

 Efter vores vandretur rundt i Pakse dagen før var det efter morgenmad og udtjekning fra Pakse hotel & Restaurant tid til at se lidt på byens sydlige omgivelser. Vi skulle ikke bevæge os langt fra hotellet, for 40 meter væk lå kontoret hvor vi havde bestilt en bil med Chauffør der skulle køre os til Wat Phu 43 kilometer syd for Pakse. Templet blev en del af UNESCO verdensarven i 2021, og er i familie med templerne ved Siem Reap. Det er meget mindre, men ligger vildt flot op af en bjergskråning, hvorfor der naturligvis er en forrygende udsigt med Mekong floden. Vores chauffør viste sig at være god til engelsk, og meget vidende om lokale og internationale forhold. Han var uddannet på universitetet i hovedstaden Vientiane, men var modsat mange andre vendt tilbage til det mere rolige liv i Pakse langt mod syd i Laos. Vejen mod Champesak, og dermed Wat Phu var en betalingsveje, og på de små 45 kilometer skulle der betales vejafgift hele 3 gange. To af gangene med mindre end en kilometers afstand. For turen frem og tilbage blev prisen godt 20 kroner, ikke meget for os, men i et land hvor over halvdelen af befolkningen levede for under 15 kr om dagen i 2016 er det jo lidt af en udskrivning. 

Nede ved templet var første programopunkt et besøg på et lille museum hvor nogle af de udgravede fund var udstillet. Museet hørte ikke til blandt de moderne interaktive museer hvor den besøgende selv kan væge mængden af information. Her var det old school, papirlapper anbragt i en irriterende lav højde, nogle gange på engelsk og fransk, andre gange kun på fransk fortalte om de udstillede genstande. Bizart nok var der også information på en væg bag en afspærring hvor afstanden til skriften på væggen parret med skriftstørrelsen krævede et syn som en jagerpilot for at kunne læse hvad der stod. Den for os mest spændende genstand var en godt nog medtagen træskulptur, men ved den var der slet ingen information overhovedet, heller ikke på Laotisk. Efter museums besøget gik vi så mod templet, det første stykke blev vi kørt i en af museets stoltheder, nemlig en af de 3 elektriske busser der ideelt set kunne bringe besøgende til og fra de gamle bygninger. Sjovt nok var det kun den flade det der således blev gjort lettere, alle trapperne op til de øverste bygninger måtte vi selv klare. Bygningerne blegnede noget i sammenligning med Angkor Wat og de mange andre vi har set, men alligevel var det en positiv oplevelse. Mens vi gik rundt i en af bygningerne fik vi følgeskab af 4 små piger der som små hundehvalpe fulgte os rundt. Øverst oppe, men en ieporende udsigt belønnede vi os med en is, samt noget vand. Som så mange dage før skulle der drikkes meget for at holde væskebalancen oppe.

Fra templet gik det over et frokoststed tilbage mod Pakse. Frokosten fik vi i et lille guesthouse, der klassisk nok var ejet af en udlænding med en Laotisk kone. Vores chauffør fortalte om problemet med at få laoter til at uddanne sig. Et universitet havde udbudt 1200 pladser, men kun fået 200 ansøgere. Vi kan jo ikke kontrollere oplysningerne, men man kan som uuddannet Laot tjene 1 - 2 millioner KIP om måneden, hvilket svarer til 50-100 us $. Hvis man er uddannet er det 3 millioner, en forskel, men stadig bekymrende lidt. Mange unge foretrækker derfor dårligt lønnet arbejde i Thailand, hvor man tjener omkring 6 millioner KIP om måneden uden at have en uddannelse. (vi kom ikke ind på hvad vi tjener i vores del af verden) Chaufføren må tjene noget mere, i hvert fald havde han en ny Iphone, samt ejede en bil der var købt for 35000 $. Så hvis man kan malke den guldkalv som vestlige turister udgør har man mulighed for at tjene mange penge i forhold til folk der udfører et almindeligt arbejde. Corona nedlukningerne havde ikke gjort noget godt for chaufføren og dennes familie, som så ofte før kunne vi kun glæde os over vores egen situation i den sammenhæng.

Tilbage i Pakse gik vi rundt for at hæve penge til de kommende, dage, da vi i 3 forsøg fandt en ATM der tog masterkart hævede vi 4 millioner KIP til de kommende dage, en gigantisk sum de lokales købekraft taget i betragtning. Vores aftensmad indtog vi på Rooftopen ovenpå Pakse hotel. Det var en dejlig afsked med hotellet hvor vi har haft base de første dage i Laos. Vores Chauffør havde fortalt os at Laoterne ikke er glade for at gå, og han bekræftede det ved at køre os de 200 meter til busstationen så vi kunne komme i den rigtige bus mod Vientiane. Bussen var en såkaldt sleeper, og sengepladsernes størrelse er  naturligvis tilpasset de lokales størrelse. Vi havde dermed vores udfordringer med at at finde os tilrette i den seng vi havde reserveret.