50 cent

 Dag 62

Dette var tredje og sidste tempeldag i denne omgang, og hvis I kære læsere forventer en ærkæologisk gennemgang af dem, vi så i dag, bliver I skuffede og bør afslutte læsningen her. I dag er det min (Solveigs) tur til at skrive blog, og jeg ser på de gamle sten på en lidt anden måde end Peter. Jeg synes stadigvæk de er smukke og utroligt at man har kunnet bygge så detaljeret på den tid. Jeg tænker ikke så meget over, hvad templerne hedder og hvem der har bygget dem, jeg fokuserer mere på det jeg ser og prøver at forestille mig,hvordan man levede dengang og hvilke menneskelige omkostninger, der har været ved så stort et byggeri, og hvordan arbejdernes vilkår har været. Men samtidig er jeg også utrolig glad for, at jeg til hver en tid kan spørge Peter om nogle ting, der lige falder mig ind og han har næsten hver gang et svar og kan sætte begivenheder ind på en tidslinje. Historieundervisningen i gymnasiet handlede for mit vedkommende ikke om Khmerriget så det er lidt uopdyrket land- jeg tvivler på, at det sidenhen er blevet pensum. Også i dag fandt vi nye templer og endnu er vi ikke blevet tempeltrætte. Vi skulle cykle lidt længere for at komme til det første tempel, der hvor vi slap i går, men derefter kom de så også som perler på en snor og vi så endda nogle, som var bygget af mursten og ikke kampesten. Nogle kæmpe store bygninger flankeret af 8 elefanter; 4 i hvert hjørne på indre og ydre ringmur. Igen i dag var der ansigter og relieffer og kameraerne blev flittigt brugt. En overgang tordnede og bragede det i det fjerne og mørke skyer trak op, men måske holdt Buddha sin hånd over os, for det holdt tørvejr og vi har de sidste tre dage ikke fået en dråbe vand, selvom det er regntid.

Uden mad og drikke… drikke var der i den grad brug for, men ovenpå en solid omgang morgenmad, var det ikke den stor sult der plagende, men dog havde vi et akut behov for væske, så vi fandt et sted, hvor vi kunne få stillet tørsten og mens vi sad og ventede på vores bestillinger skortede det ikke på, hvad damerne i boderne kunne tilbyde. Vi fik købt den obligatoriske magnet (nej, vi havde ikke brug for to og nej, vi ville ikke købe andet), og en af de mere stille damer fandt ud af, at vi boede i Tyskland og så rejste hun sig resolut og få sekunder senere kom hun tilbage med en 50-cent mønt. Hun sagde, at hun desværre ikke kunne bruge den i Cambodja (nej klart) og spurgte bedende, om vi ikke ville veksle den for hende? Det ville vi selvfølgelig gerne og hun blev meget glad. Tænk sig, 50-cent eller 3,75kr - en mønt som man knap nok selv ville bukke sig efter og samle op, hvis man fandt den på gaden. Det siger en hel del om fattigdommen her. De har vitterligt ikke ret meget, eller endnu mindre. For os er det helt utænkeligt, at man kan leve på sådan et eksistensminimum. I morges da vi kørte afsted på cyklerne og ud ad den grå og lidt triste betonvej, kørte vi forbi en skole og det slog mig, hvor befriende og glædeligt det var at høre børns latter og milde, ubekymrede lyde på den anden side af muren. Gang på gang er jeg imponeret over, hvordan børn formår at være tilstede i nuet og lægge bekymringer væk for en stund og bare lege, grine og være. Det er stof til eftertanke. Her har de i hvert fald grund til bekymringer, men de virker glade.

Ellers kan vi kun sige, at vi har været meget tilfredse med at have haft base her i 4 dage og i morgen fortsætter vi så mod Laos.