Beskidte sko og banangevær

  

Dag 70

I dag skulle vi på tur. Vi havde kigget nysgerrigt i hotellets tilbud af ture og forelsket os i en vandretur, der gik ud til to landsbyer, hvor vi kunne opleve to af de lokale stammer, nemlig Hmong og Khmu. Vi ville blive hentet kl. 8.20, så vi var tidligt i gang med morgenmaden. Klokken 8.45 var vi stadig ikke blevet hentet, og selvom vi øver os i ikke at miste tålmodigheden eller blive irriteret over den slags små ting, så er det altså lidt svært at lade være. Men vi kunne se på den unge mand i receptionen, der havde booket turen for os, at han var helt rolig, og så lod vi også som om vi var det…

Vi blev selvfølgelig hentet, klokken var lidt i 9 og vi blev i en lille lastbil med sæder bagi fragtet ud til floden Nam Khan, hvor fra en fladbundet båd med to friske drenge stagede og os over på den anden side. Vores guide hed Wone og var en ung fyr fra Khmu stammen. Han fortalte os mange spændende ting om de forskellige stammefolk, deres sprog, religion og højtider. Khmu stammen er nok den mest integrerede og de er en blanding af animister og buddhister. Vores guide havde været 8,5 år i kloster, og det kunne han godt lide, han havde nemlig gået i skole der og bl.a. lært engelsk. Ellers er de øvrige stammer primært animister, og der er en shaman og en “Chief” altså et overhoved i hver landsby. I de små landsbyer, hvor der typisk er 100 indbyggere, er der en grundskole op til 11 år. Herefter skal børnene ind til Luang Prabang for at gå i skole, men da det betyder, at de skal bo der på grund af afstanden, har de fleste kun 5 års skolegang. Derfor bliver stammerne også fastholdt i fattigdom og manglende beskæftigelse. Pigerne bliver meget tidlig gift.Vi så en pige på 14 år som var gift og havde et lille barn. Kvinderne føder mange børn, og fødslerne foregår som regel i hjemmene, som jo ikke er luksusvillaer. Det var tydeligt at landsbyerne er primitive, der er ikke indlagt vand og el. Husene er bygget af bambus, de holder ca. 3 år inden de skal fornyes, fordi termitter har angrebet dem. Så når man har brug for et nyt hus, går man til høvdingen og så beslutter han, hvornår huset skal bygges og alle mændene i landsbyen skal hjælpe. Betalingen er gratis mad den dag, for så lang tid tager det at bygge huset. Gulvet er jord, hvor man har lagt et tæppe ud og så sover og spiser man der. Nogle af stammerne har huse uden vinduer, andre bygger i en etage mens andre igen bygger i to. Madlavningen foregår over et ildsted inde i huset og man har typisk et overdækket sted foran huset, hvordan man kan sidde, hvis der kommer gæster, da de ikke kommer ind i huset.

Hmongerne er kendt for deres smukke klædedragter, hvor de har broderet smukke mønstre med og uden perler. Vi så også et par kvinder, der sad og broderede. De var generelt ikke så smilende og imødekommende; virkede lidt sky, men børnene var heldigvis nysgerrige på, hvad vi var for nogen.

Vi piste frokost hos en familie i Khmu-landsbyen. De havde også et Guesthouse, og var således mere vant til turister. Vi var i starten af turen blevet spurgt, om vi spiste kød villet vi svarede ja til. Frokosten bestod af ris både almindelig kogte og så klister-ris, nogle squash skåret i tynde skiver og dampet med noget løg/hvidløg, en tynd suppe med nogle græskartern og så en lille tern “kød”, som viste sig at være flæsk fra en gris. Vi blev mætte, hvilket jo også var formålet.

Wone fortalte meget om de ånder, man helst skulle være på god fod med, hvilket betød, at man skulle overholde en masse ritualer samt ofre både urter, blade og dyr for at holde alverdens ulykker fra døren.

Vi gik i alt 15 kilometer, og da det havde regnet tung inden starten var stierne ét stort mudder. Det varede ikke længe inden vores sko var røde og klistrede og vi skulle vare os fra de glatte stier især når det gik nedad. Wone snittede et par vandrestave til os med sin store kniv, men den var nu mest i vejen, når vi også ville fotografere, men vi kunne godt fornemme på ham, at vi skulle beholde den, så det gjorde vi. Naturen vi gik i var enestående. Da det er slutningen af regntiden er der grønt overalt og kontrasten med den røde jord og den blå himmel gør det til et ekstremt smukt område at vandre i. Vi var meget heldige med vejret i forhold til vejrudsigten, kun et par små-byger til at køle os lidt ned blev vi velsignet med. Der var utrolig mange smukke sommerfugle på turen, nogle af dem så store som en lille fugl. Vi km også forbi gummiplantager, hvor man samler saften op fra gummitræerne, og sælger den til kineserne som bruger det til fremstilling af dæk. Inden vi forlod floddeltaet for at komme med en bil ind til byen, mødte vi to mindre drenge og en ung munk, der havde lavet de flotteste geværer ud af bananpalme. De var fuldstændig upåvirkede af, at vi stod og iagttog deres leg. Fantastisk at se, hvordan børn er kreative og kan bruge deres fantasi sammen med de forhåndenværende midler.

Da vi kom tilbage til byen igen gik vi op for at skifte fodtøj og få vasket det værste af mudderet af benen. Herefter var det tid til at aflevere en omgang vasketøj inden vi fandt noget streetfood, som vi lige præcis nåede at spise inden der kom en gigantisk regnbyge. Vi stod lidt i læ ved markedet, der er hver aften mellem kl. 17-22 men hurtigt fornemmede vi på sælgerne, at det ville blive ved med at regne, så vi blev underholdt med hvordan de fik pakket alt deres habengut ned i tasker og vogne. Her hjælper hele familien til små som store børn. Ikke noget med, at man ikke gider… så dejligt at se også selvom vi blev lidt våde.

Vi er begge enige om, at det har været en fantastisk tur, der også var forsmag på den tur, der venter os i starten af oktober i det aller nordligste Laos. I morgen skal vi på jagt efter busbilletter dertil.