Begyndelsen på enden

 Dag 47

Vores ophold i Filippinerne lakker så småt mod enden. Vi har i nat vores sidste ordentlige overnatning, altså hvor vi sover i en seng. I morgen bliver det til lidt af en nat i lufthavne og fly, så det er med at sove lidt på forskud, hvis man ellers kan det. 



Vi er på plads i Cebu by, Filippinernes 2. største med omkring 1. million indbyggere. Vi startede dagen i lille overskuelige Oslob længere med syd, og tog efter morgenmaden afsted med en af de gode airconditionerede Ceres Liner-busser. Bussen kostede 540 Pesos, hvilket må betegnes som værende billigt. Alternativet ville være en privat chauffør, og måske det ville være muligt at komme en time hurtigere frem, men formentlig til en langt højere pris. Vi har generelt haft gode erfaringer med busserne på Filippinerne, og dagens tur var ingen undtagelse. Vi ankom til Cebu omkring kl. 14, og gik den sidste kilometer hen til vores hostel. Vi har fået en seng, eget bad og toilet, samt meget lidt andet. Værelset er mikroskopisk, men der er aircondition, og vi skal jo kun opholde os her for at sove 1 nat. Cebu er den ældste spanske bosættelse på Filippinerne, og også stedet hvor Magellan gik i land i 1521. Det burde love for gamle kolonibygninger en masse, men tror man det, bliver man slemt skuffet. Vi gik ud for at tjekke byen ud, og det vi har læst om, at byen ikke vinder nogen skønhedspriser, passer desværre særdeles godt. Vi har set det gamle spanske fort, sankt Pedro. Fortet ligger nede ved havn og er flot restaureret, men omgivelserne har ændret sig meget. Høje bygninger spærrer nu udsigten mod havet, lidt trist, men ikke overraskende. Magellan var naturligvis ikke alene på sin tur til Filippinerne, med på skibene var også gejstlige, og de kristnede 800 lokale og rejste et kors. Magellans kors "står" her endnu, nu beskyttet under en flor bygning. Korset er ret besøgt, og det siger nok en del om, at byen ikke just strutter af turistattraktioner. Vi så naturligvis også korset, samt den nærliggende kirke, der er kendt for en statue af Jesus som barn. Om denne statue fortælles der følgende: I 1521 fik den lokale høvdings kone statuen som gave af spanierne, hun var fra start fanget af kristendommen, og har nok været vigtig i forbindelse med at overtale den lokale hersker til at lade sig døbe. I 1565 vender spanierne tilbage, denne gang for at kolonisere øerne. Det synes de lokale ikke om, så spanierne brænder deres huse af. I et af husene finder en spansk soldat statuen af jesusbarnet, og naturligvis skal den nye kolonis første kirke bygges netop på dette sted. Det har nu ikke bragt kirken det helt store held, den nuværende udgave er version 3, de 2 foregående er brændt. Kirken var overdådigt udsmykket, og var et levende vidnesbyrd om at de lokale tager troen meget alvorlig, mange mennesker sad og bad da vi var på fransk visit derinde.






Mere så vi ikke denne første dag i Cebu, i morgen gør vi endnu et forsøg, vores bog samt Solveigs Pinterest antyder, at der nok er lidt mere at komme efter, og vi gør i hvert fald forsøget i morgen. Vores mad situation har været lidt speciel i dag. Vi fik american breakfast i Oslob, og den mættede så godt at vi kunne ville have lidt let ved 15 tiden. Vi fandt en restaurant ved navn "Dimsum Break", og det startede lovende, de havde et spændende menukort, og der var plads. En meget forvirret kvinde formåede desværre at opholde hele 2 ekspedienter i 5 minutter, og det blev til sidst for meget, så vi drejede om på hælen og gik. Dermed blev aftensmaden næste måltid, det indtog vi på en restaurant der reklamerede med grillet gris og kylling. Vi valgte begge en ret med gris, men ak, der var kun kylling i dag. For ikke at gå atter engang valgte vi derfor om, og maden var da ok, men portionens størrelse lidt i underkanten, det manglende måltid taget i betragtning. På vej hjem så Solveig så en meget lille koreansk inspireret biks, der havde ramen og Corndogs. Vi gik ind, og fandt en plads på gulvet, ikke videre behageligt, men ret hyggeligt med en del unge mennesker, der tydeligvis var vilde med konceptet. Vi fik et par corndogs, der smagte overraskende godt, samt et par vildt gode milkshakes. Således blev vi også mætte på rejsens dag 47.




Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag