Ø-hop

Dag 43 

Vi måtte tidligt op denne fredag, for vi havde bestilt en taxa til kl. 8.30 forat kunne nå ned på havnene tide til at kunne komme med færgen til Dumaguete på øen Negros. Færgen afgårkl.10.40, og ser man på et kort virker 2 timer plus det løse fra Nuts huts som vanvittig lang tid. Det var dog ganske fornuftigt, for dels skulle vi være ved ocean jets kontor en time før afgangen, dels er trafikken igennem Bohols hovedby Tagbilaran ganske tæt, især de mærkelige knallerter med sidevogn har svært ved at komme op i fart, og derfor snegler trafikken sig afsted. Vi nåede dog havnen i tide, og kunne så glæde os over at finde ud af hvad der ikke var inkluderet i billetter. Vi startede med at skulle betale havne afgift, ikke noget stort beløb,  kun 60 filippinske pesos i alt, men hvorfor det ikke er inkluderet i billetterne er da helt håbløst. Derefter strøg der 200 Pesos for at få vores bagage med ombord, fair nok, de fylder en del vores kære rygsække. Vi skulle i øvrigt også af med 12 Pesos for at taxaen kunne køre helt ind på havnen og læsse os af, det udgjorde 1% af prisen på taxaen, og kunne måske godt have været inkluderet i prisen. Vi havde valgt dæksplads på færgen, udsigten over havet var flot, vi kunnes små fiskerbåde, samt andre færge på havet, og der var hele tiden flere øer i sigte. Peter havde på forhånd frygtet at solen ville være for skarp, men der var skam udspændt et sejltag så solen blev ikke noget problem. Vi havde, heldigt nok viste det sig, fået plads i færgens højre side. På et tidspunkt kom der en brodsø der betød lidt af en ansigtsvask til passagererne i venstre side. Herefter blev et forhæng rullet ned, og dermed var det slut med at nyde udsigten i den retning.

Overfarten tog et par timer, og vi skyndte os at gå til Carlos place i Dumaguete for at komme af med vores bagage. Stedet hvor vi skal sove en nat koster 150 kr. værelset er stor, og toilet samt bad er i den grad godkendt. Indretningen er nok ikke hvad vi kan kalde nordisk, men der er da i det mindste en kæmpe buket kunstige blomster sat op. Vi gik efter indkvarteringen ud for at få noget at spise, og især drikke. Vi endte efter lidt for omfattende rekognoscering på Casablanca, der underligt nok mest har østrigsk mad. Det viste sig at vi satte os 2 minutter for sent til at kunne få glæde af deres frokost menu, og ikke engang Peters håbefulde smil kunne ændre på det faktum.

Som Solveig sagde, så burde vi være gået, men vi blev for det var efterhånden kritisk med at få noget at drikke. Maden var nu også god, men der var langt mellem de lokale. Dumaguete er tilholdsted for 4000 vesterlændingen, de fleste af dem åbenbart ældre men, der har fundet yngre lokale kvinder. Vi så i hvert fald en del blandede par med ret stor aldersforskel, og selvom det er farligt at gøre sig selv til dommer på afstand, for begge parter kan jo sagtens have noget ud af forholdet, så syntes vi ikke at det ligefrem pyntede på byen. Vi har her også mødt flere tiggere end på resten af turen tilsammen. Peter gav en mand i kørestol hvad der svarer til 12,50 kroner, og det bragte den stakkels mand i den 7. himmel, vi ventede næsten på at han rejste sig og opførte en jubeldans, så glad blev han. Det siger noget om uligeheden i verden, og noget om at livet som handicappet ikke er en svir på disse kanter.

Efter at have været tilbage på Carlos gik vi ud for at spise aftensmad, vi havde egentlig besluttet os for El Amigo, en mexicansk restaurant / bar, men da vi gik forbi var der ikke ligefrem gang i gesjæften. Det var der derimod hos naboen, mr. sizzler, hvor der var flydt op med lokale i et fremragende humør, og kø ud på fortovet. Da de lokale jo er eksperterne valgte vi mr. sizzler i stedet, og var imponerede over stedets effektivitet. Da vi kom ind fik vi hurtigt bestil, og i løbet af kort tid kom maden. Peter troede han havde bestilt noget lækkert svinekød, men på panden var der en fisk i stedet, der dog smagte ok. Solveig havde bestilt noget oksekød, der smagte ret godt. Udenfor stod der onli rice and grave, vi troede det betød kun ris og sauce, men vi tog fejl. Ris og sauce kunne man få mere af. Vi så flere tjenere der gik rundt med kaffekander fyldt med sauce som de hældte op af til folk. Selv nøjedes vi med lidt ekstra ris. Mr. Sizzler får ingen Michelin stjerner, men de lokale var ellevilde med stedet, og vi forstår godt hvorfor. God mad til en lav pris, og du er sikker på at kunne blive mæt, sådan skal det gøres. De var også vildt hurtige til at få folk ind og ud, så hurtige endda at vi sammenlignede dem med Ryanair der jo også er kendt for et hurtigt turnover. Vi gik efterfølgende ind på El Amigo for at drikke et par øl. Som noget lidt specielt fik man her isterninger med, først var vi forfærdede, Siden ærgerlige over at vi havde afslået. De 28 grader parret med vinden gjorde at øllen lynhurtigt blev varm og træls