Død rotte og dum pakke

  Dag 52

Dette var vores sidste hele dag i Ho Chi Minh City, eller Saigon som de lokale kalder byen, og det i sig selv viser, at den sydlige del har været den frihedselskende antikommunistiske del og derfor helst ikke vil opkalde deres by efter en af de store kommunister.

Vi snuede lidt længe, men var dog ude af døren inden klokken blev 9. Vi havde besluttet os for at tage ind til Saigons Chinatown, som er en stor bydel i distrikt 5 (byen er opdelt i distrikter kaldet “quan” efter det franske “quartier” som kendes fra Paris). Der var ca. 5 km derind og jeg havde allerede i går proklameret skråsikkert, at jeg i hvert fald ikke gik derind og tilbage. Da jeg har raget en mindre forkølelse til mig (det må være den skide air con), tænkte jeg dog, at det ville være godt for mig at gå så snottet kunne blive løst og forlade hovedet. I kan så nok tænke jer til, hvor mange gange jeg skulle høre for det, for Peter har jo en fremragende hukommelse, og han lad selvfølgelig ikke min proklamation fra i går gå upåtalt hen… 

Altså traskede vi afsted ud i søndagens morgentrafik, der allerede på dette tidspunkt var stram og kom susende fra alle sider. Peter var forrest, og havde øje på scooterne, jeg gik bagved og nåede lige akkurat ikke at advare ham før han satte sin højre Salewa-sko str. 44 lige oven på en død rotte! Føj for pokker. Det kan nok være han for eftertiden kiggede ned, og det var da også ham, der senere på dagen advarede mig om, at der løb 4 rotter rundt om en skraldespand, som jeg var gået forbi. Det er ikke den første døde rotte og heller ikke de første levende vi har set her i byen, så selv om de er bedre til at ryde op inden i centrum, fordi der kommer en del turister, så er det bare ikke godt nok, og der er masser af spiselige ting til skadedyrene og samtidig gætter vi på, at kloaksystemet heller ikke er up to date. I går så vi på vores udflugt til tunnellerne, at en dame solgte rotter og slanger til menneskeføde. Dyrene var stadig levende og i bur, vores guide gjordedes meget ud af at sige, at det ikke er rotterne fra byerne, men fra rismarkerne, som bruges til menneskeføde, men alligevel…. 

Vi kom dog ind til Chinatown uden flere forskrækkelser, på vej derind fandt vi lidt morgenmad – kaffe og croissant – og så gik vi ellers rundt og nød den summende bydel med markeder, folk der kom traskede med vogne med alskens habengut til salg, kvinder med stråhatte og mænd der tog en lur på deres scooter. Chinatown ar et godt sted at se på mennesker, og Peter fik da også nogle fine billeder ud af besøget. På vej derud kom vi også forbi en lille plads, hvor 5 mænd og en kvinde spillede en slags badminton men bolden havde ligesom en gummidut på og man brugte fødderne i stedet for en ketcher. Det spil havde vi aldrig set før og vi var ret imponerede, vi blev sågar tilbudt at være linjedommeren, men afslog pænt, der var heller ingen af dem, der kunne engelsk.

Vi fik frokost på en kinesisk restaurant og gik lidt videre rundt og på vores vej så vi ikke mindre end fem pagode templer. De var alle i brug og folk valfartede derind for at bede og ofte blandt andet røgelse, så der var godt med røg og os rundt om Buddha.

Da vi kom tilbage ville jeg have sendt en pakke hjem, dage gerne ville have lidt mere plads i rygsækken, og jeg kunne godt undvære noget af det, jeg har med samt sende det hjem som jeg har købt som souvenir på den første del af rejsen.Derfor havde jeg på tilbagevenden fundet en papkasse og købt en rulle gaffatape, og i aftes havde jeg lagt det frem, der skulle sendes. Da det jo er søndag, var der kun ét posthus åbent. Det lukkede klokken fem, men det var jo ikke noget problem, og vi spurtede de knap 3 kilometer derhen og var der klokken halv fem. Jeg stillede mig op i køen med internationale pakker kun for at blive vinket over til en anden kasse, hvor en ung fyr, meget lidt anerkendende spurgte hvor pakken skulle sendes hen og hvad der var i den. Jeg svarede lidt af hvert, sko, bøger, souvenir – resolut tog kan en kniv og sprættede pakken op og begyndte at tage alt indholdet ud. Jeg havde nogle små souvenirs fra Indonesien og Filippinerne, og han ville vide, hvad de havde kostet. Det var jeg åbenbart ikke hurtig nok til at svare på, for det kunne jeg da ikke huske på stående fod, men kunne dog komme med en cirka pris – det kunne han ikke vente på, så han begyndte at lægge prismærkerne sammen selvom det var forskellig valuta. De to Lonely Planet-bøger bladrede han noget rundt i og vidste ikke om de kunne komme med, Peter lille lommekniv kunne i hvert fald ikke komme med, og vi skulle også lukke hans bestikket op. Så var han interesseret i dykkermasken, og nu skulle det gå hurtigt med at skrive op, hvad de forskellige ting var værd, han blev ved med at sige “quickly”, og til sidst lå alle vores ting spredt rundt om ham. Det blev et værre cirkus og en diskussion om hvad tingene var værd.Tilsidst havde vi mistet tålmodigheden med ham og bad ham om at lægge alle tingene ned i kassen og sætte gaffatape på igen. Han glemte selvfølgelig dykkermasken, men den opdagede vi heldigvis, så rev jeg sedlen med mine oplysninger på midt over og ønskede ham god fyraften. Vi traskede de knap 3 kilometer tilbage og havde således tid til at få bearbejdet den noget sælsomme oplevelse. Det kan med andre ord ikke anbefales at sende noget hjem fra Vietnam… Så nu er alle tingene pakket ned i rygsækkene igen, og vi er den stole ejer af en rulle gaffatape, men så kan vi da altid klistre noget fast til rygsækkene, hvis der ikke kan stoppes mere derned.

I morgen venter nye oplevelser, vi har en 6 timers bustur til Phnom Penh, Cambodjas hovedstad at se frem til og vi er trætte nu – kilometertælleren viser, at vi fik gået 21,8 kilometer i dag, så Peter mener, at rotten er slidt af.