Grøn og gul mango

  

Dag 58

Så er der 6 uger tilbage til vores rejse slutter, og det er jo stadig det samme som en lang sommerferie, og tænk – vi er ikke engang trætte af at opleve verden endnu og pengene er heller ikke sluppet op, så vi fortsætter med at udforske og bliver klogere på os selv og verden.

I dag tog vi den nu med ro og sov længere end normalt, og da vi så endelig kom op, var det for at sidde i opholdsområdet og læse og skrive blog. Vi nød at have tiden til dette og skal indimellem huske os selv på, at tempoet ikke skal være højt alle dage, så får vi svært ved at skille oplevelserne ad og få et maksimale ud af dem.

Der er en hel del forskellige tiltag hvoraf en af dem er cirkus, som vi tidligere har nævnt, men der er også en del sociale caféer, der har til formål at hjælpe unge, især piger fra at blive ofte for prostitution og menneskesmugling. En af caféerne hedder The Green Mango Café – og den stilede vi imod. Den lå cirka 1,5 km fra vores hostel, men det var også sundt at få gang i bene igen, og selvom der trak mørke skyer op, nåede vi tørskoede frem og fik en rigtig dejlig frokost. Det var godt at finde et sted, der bekymrer sig for de unge og prøver at skabe et meningsfuldt fællesskab for dem, som de kan tage med sig, når de selv skal ud at søge job eller starte egen forretning. 

Ikke lang tid efter vi havde fået maden serveret begyndte den tunge, silende regn at falde, så vi trak lige tiden i caféen lidt ud, indtil det var blevet tørvejr.

Vi ville gå hen og se nogle huse i en oprindelig byggestil. Heldigvis lå de i en landsby i samme retning som caféen så vi var godt på vej. Vi sprang på kryds og tværs over vejen for at undgå den røde mudder og de værste vandpytter. Det lykkedes ikke helt for os, men heldigvis er vi jo ikke sarte og Peters Salewa sko er endnu så nye, så de ikke har huller hist og her og jeg havde mine flip flops på, hvor vandet jo som bekendt kan løbe ud igen.

Vi kom til et af de gamle huse, og gik ind pr at spørge, om vi måtte se huset. Straks kom en yngre kvinde os i møde og kunne fortælle, at entreen var 2 dollars. Vi gav hende 5 og så lyste han op og bad os følge med. Det viste os, at hendes man var nevø til det ægtepar, der havde boet i huset, som var bygget i 1920. Hun fortalte om byggestilen og viste os rundt i de forskellige rum. Det var et smuk, gammelt hus, hvor meget stadig stod helt originalt. Møblerne var lavet af mørkt træ med de flotteste udskæringer. Hun fortalte om familie og deres skæbne mens hun viste deres portrætter. Tanten (barnebarn af dem, der havde bygget huset) var nu 84 år og boede i et lille hus ved siden af dette store, gamle hus. Kvinden og hendes familie passede hende og boede så i det store hus nedenunder mens førstesalen stod som oprindelig og et museum. Tantens slægtninge i alt 100 personer bunden Khmer Rouge kom til magten og da de forlod landet var der ti tilbage ligesom de havde beslaglagt huset og brugt køkkenet til at lave mad (= koge ris) til alle tvangsarbejderne. Derfor var alle dele i køkkenet ikke originalt, da gulv og inventar var blevet ødelagt. Det var spændende at se og høre om familien, og endnu engang tankevækkende, at indbyggerne her, som er på vores alder alle sammen har været berørte på den ene eller anden måde af rædselsregimet.

Det mest spændende ved turen var dog, at kviden gerne ville snakke med os, hun var uddannet i medier og journalistik fra universitetet og talte flydende engelsk, men kunne ikke få et job fordi hun ikke kendte nogle i systemet. Hun fortalte om korruption, om nepotisme, demokrati eller mangel på samme, om ulighed i samfundet og om, at hun gerne ville give hendes børn mulighed for at læse i udlandet, for det var for hende den eneste måde at kunne få en anstændig indtægt. Det blev til en spændende dag og absolut et highlight på dagen at tale med denne fornuftige og veluddannede kvinde. Det er tankevækkende at vi de sidste to dage har oplevet lokale sænke stemmen, når de taler om politik. De kan ikke tale frit og ytre sig om hvad som helst, det er helt tydeligt. En anden bemærkelsesværdig ting er, at mange af dem er bitre og føler en enorm stor modløshed overfor styret. Cambodianerne er som udgangspunkt glade og positive mennesker, og vi får da også daglig rigtig mange smil og vink, men under overfladen ligger et had og en utilfredshed med deres samfund eller rettere med deres politikere. Det er et land med en befolkning, der har lidt så meget, vi kunne helt ærlig godt unde dem lidt mindre modgang i livet.

Dagen sluttede med en omgang aftensmad på Narnys Kitchen, som vi var på kursus hos i går, og chefen og hans ansatte tryllede en lækker ret frem til os; grisekød med stegt ananas – og så en gul, solmoden, blød mango til dessert. Vi var i himlen.