Flydende landsbyer

Dag 59

 Dagens oplevelser kan kort beskrives således. Vi stod tidligt op, for det tog lang tid at blive transporteret til Siem Reap. Vi startede fra vores hostel kl. 6.40 og var først fremme omkring kl. 15, og da havde vi ikke engang fået frokost. 

For dig der har tid og lyst er der dog også en længere udgave af historien, så hvis du har lyst til at tage med af hullede veje og bugtende vandløb, så skal du læse videre herunder. 

Vi blev afhentet af en tuk-tuk udenfor Pomme hostel. Vi havde fået at vide at vi skulle være klar kl. 6.40, men da vi 6.35 var nede i receptionen var vores køretøj allerede ankommet. Hurtigt fik vi smidt rygsækkene ind, og så gik det ellers afsted mod bådens anløbsted små 10 kilometer nord for Battambang. Tidligere afgik båden fra selve byen, men de bedre veje har taget passagergrundlaget væk, og måske er der også en bro i vejen nu, forklaringerne på hvorfor den ike mere afgår fra selve byen er mangfoldige. De bedre veje må være hovedvejene, for vejen til båden var alt andet end god og velholdt. Huller så store som havneindløb, med vandpytter på størrelse med søer måtte tuk-tuk chaufføren navigere udenom, samtidig med at han skulle holde styr på fodgængere, motorcykler, samt endda et grøntsagsmarked, der en overgang slugte halvdelen af vejens bredde. Da vi ankom til båden fik vi belønningen for at være klar før tid, vi var nemlig de første passagerer, der var ankommet, og da vi havde læst, at man skulle undgå pladserne nede ved motoren var det jo dejligt at være førstevælger til de gode pladser. 20 minutter senere afgik båden så, og da var 2 blevet til 3, en ældre englænder var dukket op, og så kunne vi smide fortøjningerne og komme afsted. Vi havde også læst, at der godt kunne være mangel på redningsveste, men det var ikke tilfældet på vores båd, der var vel rundt regnet 10 stk. til hver passager, så selvom de var af ældre dato skulle vi nok have kunnet finde en der kunne holde os oppe hvis båden var gået ned. Billetten løb op i 30$, pr. pers. - man kunne også chartre en privat båd for en hel del flere penge, vi priste os lykkelige over, at vi havde valgt den billige løsning, men alligevel næsten havde fået fat i den dyre, ekslusive private tur. Englænderen var en berigelse for oplevelsen, han havde boet 20 år udenfor England, og arbejdet dels som engelsklærer, dels som dykkerinstruktør. Nu var han i den fase af livet hvor forpligtelserne var små, men lysten til at rejse stor, så han havde set en del af sydøstasien de sidste par år. 

Vores morgenmad bestod af et par kager vi havde købt dagen inden, men med tanke på hvor mange pauser de busser vi havde været med havde foretaget, så var det svært at forestille sig at bådturen ville blive uden pauser. Nu kan man naturligvis hævde, at det er lettere for en bus at stoppe ved et spisested end for en båd, men hvis man hævder dette har man ikke gjort sin research på Sangker floden finurligheder. Floden er nemlig kendt for styltelandsbyer langs bredden, og for at den nærliggende Tonle Sap sø i regntiden 4 dobler sit overflade areal og dermed rækker langt ind i flodernes normale løb. Det giver mulighed for flydende landsbyer, i dem er der skam både butikker og restauranter. For beboerne i de flydende landsbyer er floden livsnerven, alt transporteres på små både, vi så således en scooter på en lille båd, samt en mindre karavane af brænde transport både. 3 små både som perler langs en snor fyldt med brænde. Det ville være på sin plads med billeder her, men ak, indefra båden var det dels svært at opdage de spændende øjeblikke på vandet i tide, dels svært at tage gode billeder, vinduesrammerne på båden pynter jo ikke midt i et mesterfotografi. Efter at have misset begge disse fantastiske fotomuligheder satte Peter sig op på bådens tag med kameraet, men desværre var der ikke flere af de helt gyldne fotomuligheder, der præsenterede sig.

Helt skidt var det nu ikke, vi kom således forbi fotogene landsbyer, hvor især børn vinkede til os fra huse og både. Vi så en masse fugle, bl.a. et par storke, samt utallige fiskhejrer, her kunne man jo godt have ønsket sig at en af de store linser havde sneget sig med på turen, men bortset fra et par lejligheder har det nu ellers været ganske fint kun at have en 18-135mm zoom linse med på turen. Ved 10 tiden holdt vi en lille pause, Englænderen benyttede muligheden for en gang cup nudels, men vi var endnu ikke sultne og ville derfor vente til pausen 2 timer senere. 

Pausen ved 12 tiden blev til pausen ved 13.30 tiden, og stor var forundringen da vi fandt ud af at vi ikke havde lagt til ved en restaurant, men i stedet ved en blandet souvenir butik og krokodillefarm. Heldigvis var de 2 ting skarpt adskilt, souvenirbutikken var forreste del af det flydende hus, og bag ved familien eget rum var der så krokodiller. Tidligere havde krokodillerne været meget attraktive økonomisk, men prisen for en mindre en af slagsen var faldet fra 800$ til kun 25$, på grund af at Vietnameserne nu selv opdrættede dem og solgte direkte til kineserne. Hvorfor Cambodjanerne ikke selv sælger direkte til kineserne må guderne have et svar på, vi har i hvert fald ikke et på rede hånd. 

Peter havde glædet sig til den afsluttende del af sejlturen der ifølge kortet ville være på den kæmpestore Tonle Sap sø, men overraskende nok vendte båden efter vores 2. pause og sejlede tilbage op ad floden. Efter kort tid drejede vi dog resolut mod bagbord, og kværnede os igennem et lag vandhyacinter der spærrede. Vi sejlede så i noget tid på den del af søen der er land i tørtiden, af og til måtte kaptajnen sætte skruen til at gå baglæns for at ryste planterester af, men frem kom vi trods alt. På denne sidste del fik vi atter selskab af solen der ellers havde forladt os da Peter satte sig op på skibets tag, og vi kom også igennem endnu et par af de flydende landsbyer. Et sted måtte kaptajn endda bede et par huse flytte sig så vi kunne komme forbi, det er godt nok nogle andre levevilkår end dem vi kender til hjemmefra indbyggerne, der befolker de flydende landsbyer, lever under.

Ved anløbstedet var der modsat forventningen ingen kæmpende tuk-tuk chaufører til at kæmpe om kunderne, der holdt faktisk kun en, og så delte vi med Englænderen der jo heldigvis også skulle til Siem Reap. Over stok og sten gik det mod byen, og det undrede os lidt, for ingen af os havde fortalt chaufføren, hvor vi skulle hen. Vi nåede helt ind til centrum før vi fik kontakt med ham, og ved hjælp af at vi pegede, og han benyttede bakspejlet lykkedes det os at komme frem til vores hotel. 

Vi skyndte os at spise i hotellets restaurant, der bød på fin mad til overraskende lave priser. Dan vi satte os var der happy hour i baren, og gevinsten ved at bestille 2 øl til 2$ var en snack til 3,75$ ikke ringe. 

Nu er vi ved at være klar til at sove, det har vi egentlig været længe, men for ikke at vågne alt for tidligt valgte vi at gå ind til Siem Reap og få lidt aftensmad. Byen har en pub street, hvor der er barer og live musik. Normalt er live musik af det gode, men niveauet har ikke været højt på denne tur, og oplevelsen ved at gå igennem pub street ændrede på ingen måde på den vurdering. Vi fik dog lidt aftensmad der endda var ganske godt, men hvilken kok kan da også misse en spaghetti Carbonara?