En dag i Delhi🇮🇳

Efter en helvedes flyvetur fra Hanoi til Kalkotta og Kalkotta til New Delhi. En flyvetur der varede hele natten og gjorde at vi ankom 09:30 uden næsten at have lukket et øje.

Med ingen tid at spilde, skynder vi os at hente vores tasker og får derefter bestilt en uber. Her begynder problemerne langsomt at starte, da chaufføren ikke kan hente os lige foran udgangen. Vi går derfor hen imod ham, men da vi ingen internet havde da vi forlod lufthavnen, kunne chaufføren hverken spore os og omvendt kunne vi heller ikke se ham. Vi løber forvildet rundt ude omkring Ghandi international airport uden særlig mange at kunne spørge. Vi får forvildet os ned i en metrostation, som virker helt tom, men heldigvis står der et par gutter og nogle sikkerhedsvagter. Den ene lidt uofficielle fætter har mindst en ring på vejr finger og den ene større end den anden. Vi prøver at forklare at vi er fuldstændig pressede og ikke kan finde vores Uber. Vi prøver også at vise dem hotellets navn og lokation, de fem mænd havde alle et kæmpe spørgsmålstegn i panden, det var ikke lige det mest gængse hotel åbenbart. Men heldigvis skulle det vise sig at manden med de udsmykkede fingre var en vaskeægte chef! Han står med et smil på læben og befaler en af hans mænd til at hive deres telefon op af lommen for at give mig internetdeling. Meget tøvende og lidt sørgelig over hans brug af data, gør han selvfølgelig hvad chefen siger og så har jeg internet igen. Nu kan vi finde chaufføren og manden med ringene og internetdelingsfætteren viser vej. Og da vi kommer lidt hen ad vejen holder der en lidt smadret, hvis suzuki foran os. Med en gastank i bagerummet der tager 90% af pladsen. Vi får klemt den ene rygsæk ind i bagerummet og de to andre tager vi med på bagsædet. Mylin indtager sædet foran og Bjarne og mig, holder bagtroppen. Vi takker ringmanden mange gange og hans undersåt, der med lidt af en mine, får slukket for internetdelingen i en vis fart. Og her skulle man tro at problemerne lå bag os, men i en by med næsten 34 millioner indbyggere og er lige så stor som Singapore, er det fair nok at vores chauffør heller ikke havde hørt om vores hotel. Vi stiger ud af hans bil efter at være kommet til udekanten af Delhi stadig tæt på lufthavnen. Vi stiger ud, det stinker, man hører dythorn uafbrudt og det er helvedes varmt. Vi er landet på hovedvejen, umiddelbart lige foran hotellet, men vi kan ikke finde det. Vi får gået frem og tilbage flere gange og fik spurgt en masse indere. Men de pejede allesammen i forskellige skuldre eller trak på skuldrene. På et tidspunkt står vi foran en lille gyde, hvor vi havde været forbi adskillige gange. Dog prøver vi at gå ind ad vejen, hvor de drypper ned fra tagene, vejen består af ujævnt grus og der sidder nogle lidt uhyggelige, formodentlig hjemløse i vejkanten. Der ser vi et skilt 15 meter nede ad vejen, godt nok ikke med vores hotelbavn, men vi går alligevel ind for at spørge om de ved hvor vores hotel ligger. Og mod alt forventning siger den uhøflige receptionist at vi var kommet det rigtige sted hen. Hotellet havde altså skiftet navn i mellemtiden. Manden bag disken nænner ikke engang rigtig at kigge os i øjnene og får sine medarbejdere til at gøre alt arbejdet. Vi kommer op til øverste etage og træder ind på værelset. Her er det første vi opdager, en hårklump på gulvet og de mange pletter på lagenet. Det kostede så også kun 13€ inkl. morgenmad. Men mere var det heller ikke værd og især Mylin mente at, hvis vi skulle bare sove der en nat mere ville han booke noget nyt!

Men det var sådan det var og vi smed taskerne og tog med metroen ind i byen, for på værelset gad mand heller ikke være.

Vi tager den meget fine metro ind til Delhi centrum og finder hurtigt ud af at inderne ikke er særlig gode til at stå i kø. Man kan stå helt foran og i gang med at købe en billet og pludselig fra højresiden kommer der en inder og holder sine snavsede pengesedlerne ind til billetsælgeren, selvom man tydeligt kan se at jeg var igang. Der kan stå 20 i køen og så kommer de bare og snyder foran og det bliver for det meste bare accepteret, men det kan gøre en europæer sur!!!

Vi ankommer til centrum og da vi stiger ud i den dejlige smogfyldte luft, begynder det at regne kraftigt. Vi skynder os ud og finder en tuk tuk, det var en mand med en orange turban der kørte os hen til en café, hvor vi kunne afvente tørvejr. Det var også vores første møde med den indiske traffik, som ikke kan sammenlignes med noget mand har set før.

Ret så våde, før vi en kop kaffe mens aircondition kører på fuldskrue og vi begynder faktisk at fryse. Heldigvis ligger regnen sig efter et stykke tid og vi tager en tuk tuk videre til det røde fort. Da vi er kommet forbi de tiggende gadebørn, sætter vi os 3 mand bag i tuk tukken og afsted det går. Først går det meget godt og vi glider let igennem trafikken. Det er også kun 4,7km vi skal køre fra Connaught Place til det røde fort. Men de sidste 2km ender med at tage 25min. Det er ikke til at beskrive, hvad der alt kører på vejene. Ihvertfald tager det 100 år og en madpakke at komme frem i Delhis trafik. Vi ankommer på et tidspunkt og solen begynder også langsomt at titte frem. Regnen har dannet kæmpe vandpytter rundt omkring så det var snævert at komme frem inde store menneskemængder. Efter at have mødt nogle indere der gerne vil have taget deres billeder, kommer vi ind og ser det kæmpe palads, som består af mange flere bygninger omme bag de store røde mure. Meget trætte fra nattens flyvetur, får vi kæmpet os igennem varmen og beslutter os for at se en ting mere i Delhi, før vi tager tilbage til hotellet. Vi ser på google maps at Jama Masjid ligger i nærheden og vi beslutter os for at gå derhen. Og sikke en oplevelse det blev. Fra det røde fort til Jama Masjid, går man igennem Old Delhi, som er fuld af liv og millioner af mennesker. Det var fuldstændig som man forestiller sig Indien. Masser af beskidte mennesker, der gerne ville give en hånden, (desværre), det var nok grunden til at Mylin blev så dårlig senere i Nepal. Ellers blev der solgt alle mulige ting, fra gedehoveder til thermokander. Folk spiste midt på gaden eller lå og sov. Der var en konstant stank, som ikke forsvandt, lige meget hvor man gik hen. Der var hele tiden dyt fra scootere og tuk tukker der ville forbi og man vidste bogstaveligt talt ikke, hvor man skulle kigge hen fordi der skete noget alle steder. Sikke et eventyr. Langs fuldstændig smadrede veje, når vi til et marked lige uden foran Jama Masjid, var der ligeledes blev solgt alverdens ting og sager. Op ad de sidste trapper og vi når op til den kæmpe moskee. Jama Masjid, siges at være en af de største moskeer i verden og den moské i verden, der kan samles flest mennesker ved. Vi ser at vi skal tage skoene af og går så barfodet ind på pladsen. Vi snakker her om Indien, så man ville faktisk helst have beholdt skoene på. På selve pladsen var der en masse der gerne ville have taget billeder med os og vi kunne ikke gå i fred. Der var unge drenge der skubbede hinanden ind i os og det var lidt påtrængende at gå rundt derinde. Så det blev ikke det helt lange ophold vi havde der, men nok til at nyde det store mesterværk af et byggeri, med samme arkitekt som Taj Mahal. Udenfor murene får vi taget skoene på og tager de sidste billeder med inderne før vi bevæger os hjemad til nærmeste metrostation. Ude af metroen, sætter vi os ind på et meget lokalt spisested, hvor man bestiller et sølvfad, ligesom man kender det fra en kantine, med små skåle, hvori der var forskellige sovse og snask. Og så kom der ellers i små intervaller en inder forbi og lage et paar naanbrød på vores sølvfad. Bag i køkkenet stod der en dame og snittede grøntsagerne og lavede naandejen i store sølvgryder, som efterhånden blev bragy foran til en mand, der ud mod vejen, bagte naanbrødene i en sjov stenovn, hvor brødet bliver klistret fast til indersiden af en stor cylinder. Det samgte veldig godt og kostede os nær ikke en krone. Det sidste stykke slæbte vi os hen ad den begivenhedsfulde hovedgade, før vi bøgede ind i den lille gyde, hvor vores hotel lå og så var der dømt sovetid. 

Næste morgen stod vi op og gik ned til den meget lille indiske morgenmad, som bestod af et par kartofler, lidt brød og noget meget stærkt og en dårlig kop kaffe. Vi skyndte os at checke ud og tog hurtigt ind til lufthavnen, som var det reneste sted i Delhi, før flyet gik videre mod Kathmandu.