Den der intet forventer, bliver sjældent skuffet

Dag 63 

Vores dag tegnede til at blive en rigtig øv dag at berette om.10 timer i en bus fra Siem Reap i Cambodia til Pakse i Laos. Ikke umiddelbart noget der giver anledning til at forvente de helt store begivenheder at berette om. faktisk kunne vi kun komme på 2 mulige højdepunkter, frokostpausen, samt grænsekrydsningen. 

Vi ankom til bussens holdeplads lidt før kl. 8, og på  mirakuløs vis var bussen også klar før den aftalte tid. Det viste sig at vi skulle med en minivan, altså en med små 10 pladser. På vores billet stod der plads 8 og 9, og talte man fra bussens forende ville det betyde pladser på bagsædet. Et blik på ben pladsen deromme fik det til at gyse i os, forbi ville umuligt kunne få plads til vores ben. Alle andre pladser i bussen så voldsomt komfortable ud, men de bagerne lignede noget fanden havde skabt. Da vi var de første der var ankommet valgte Solveig at være fræk og tog bare nogle andre pladser. Her sad vi så og håbede at vi ikke ville blive sendte bagud til smerter og besvær. Vi havde nu ikke behøvet at gøre osnogle bekymringer, for da chaufføren og en kvinde havde sat sig aller forrest lukkedes døren og vi trillede afsted mod Pakse. Der er 2 veje til Pakse, den ene er hurtig, den anden noget langsommere ifølge google maps. Alt burde jo tale for den hurtige rute, men nej, den går nemlig igennem Thailand, og så går det ikke. Altså måtte vi belave os på en lidt over 500 kilometer lang køretur. 

Vi kunne fra dages start konstatere at vi på vores tempeldage havde været ekstremt heldige med vejret. Da vi gik hen til bussen regnede det, og kørt efter afgang styrtede der vand ned fra oven. På kort til var hullerne i vejen umulige at se, og chaufføren satte da også farten ned. Selv det at kigge på landskabet var umuligt, for der løb så meget vand ned af vinduerne at det var svært at se meget længere end til kanten af vejen. 

Regnen stoppede da heldigvis igen, og vi skød en ganske god fart af den meget lidt trafikerede hovedvej 64. vi fik frokost undervejes, og på trods af at det som forventet var uden hverken menukort og prisliste fik vinpeget os frem til noget suppe med ris, der smagte ganske udemærket. kort før byen Stung Treng krydsede vi den mægtige Mekong flod, og tænkte at vi var godt på vej. Det skulle dog vise sig at være en sandhed med modifikationer, og for at gøre ondt værre fandt Solveig så også lige værelsesnøglen fra hotellet i Riem Reap i sin lomme. Efter en kort rådslagning blev vi enige om at sende dermed bussen tilbage, kvinden på forsædet talte et brugbart engelsk, og da chaufføren kort efter steg ud af bussen foran en cafe i Stung Treng spurgte vi om hun ville tage nøglen med tilbage. Det var i sidste øjeblik vi fik spurgt, for turen med bus nr. 1 sluttede åbenbart her. Vi blev i hvert fald gennet ud, og chaufføren forklarede med fakter at vi skulle kigge efter mr. Mon ved grænsen. Hvordan vi ville komme de 60 kilometer til grænsen, samt detaljer om mr. Mons udseende var det noget sparsomt med. Cafe mutter kunne dog fortælle at der ville komme en bus til grænsen, så vi satte os og fik lidt at drikke.Varmen var trykkende, men humøret var højt, vi undrede os dog begge lidt over hvorfor manden der havde solgt os billetten ikke havde fortalt om busskiftet. Inden vi havde drukket vores iscafe blev stilheden brudt af en motor der efter lyden at dømme ikke hørte til blandt de nyeste af sin slags. Peter sad lykkeligt med ryggen til vejen, Solveig havde dermed fået den gode udsigtsplads. Lettere chokkeret udbrød hun, "jeg tror bussen er her" Udsagnet fik Peter til at vende sig rundt, og første indtryk var at det næppe kunne passe. Jo flere detaljer ved bussen han fik opdaget fik ham til at ændre opfattelse til at det umuligt kunne passe, for der var dels vel mindst 20 år til forskel på den nys ankomne og bus nr. 1, sædet ved skydedøren var gået så meget i stykker at polstringen stak ud, og forruden så ud som om den kunne briste hvert øjeblik det skulle være, så stort et stenslag havde den modtaget. 

Som læseren nok har resoneret sig frem til, så var det netop vores bus nr. 2, der havde gjort sin entre, så vi måtte rejse os og stige ombord. I bussen var der foruden chaufføren 2 lokale, og på forhånd tegnede det til at vejen ville være ok, for grænseovergangen er den klart største mellem Laos og Cambodja, og vejen derop var National Highway nr.7- på papiret et godt tegn. 

Lad os med det samme fastslå at forventningerne ikke på nogen måde skulle vise sig at have hold i virkeligheden. Bussen var gammel og slidt, men vejen var i en helt uhyggelig dårlig stand. Mange steder var der slet ingen asfalt, og selvom chaufføren gjorde sit bedste for at undgå hullerne var han på en håbløs opgave. Vi kørte fra side til side, faktisk kan man sammenligne det med den rute en slalom kører benytter sig af ned af bjerget for at komme udenom portene, men ligemeget hjalp det. Vi bumlede rundt, og støddæmperne samt sædernes affjedring var forlængst slidt op, så komforten var til at overse. I bussen var der, naturligvis fristes man til at skrive, ingen aircondition, til gengæld var en stram lugt af tørrede fisk, for  busserne på disse kanter fungerer jo også som fragtbud. Lugten af fisk havde vi med helt op til sidste by inden grænsen, hvor de 2 lokale steg af. Her blev bussen også tømt for pakker og heldigvis forsvandt fiskene også ved dette stop. 

Grænsen ligger midt ude i ingenting, og foran en lukket bom bliver vi sat af, og atter engang hører vi Mr. Mon blive nævnt. Området ligner mest af alt noget, der er forladt, men vi modstår fristelsen til at tage billeder. Bommen lukkes ikke op, og vi går i knæ med rygsækkene og kommer over på den anden side. Imens hører vi chaufføren vende bussen og køre retur. Vi er alene. At rejse handler også om tillid. Vi fortsætter over mod nogle bygninger længere fremme og snart får vi øje på en mand i uniform siddende under en parasol i en plasticstol. Han vinker os over mod nogle bygninger på den modsatte side, og vi får øje på skiltet "Immigration"og ved, vi er på rette spor. Vi har gjort vores forarbejde, så dokumenterne til visumansøgning og to pasbilleder afleveres sammen med den "rådne" 100$ seddel (går den så går den), manden i skranken tager imod alt undtagen 100$ sedlen, men heldigvis har vi en anden... Vi får 20$ tilbage og en ny formular, der skal udfyldes. Det er hurtigt klaret og så bliver de afleveret sammen med vores pas endnu engang. 5 minutter senere vinker en anden person os frem, det er ham, som skal godkende visum (som hans kollega lige har udstedt) og stemple passet. Han beder om 2$ pr. pas - for hvad? Det vover jeg dog ikke at spørge om af risiko for at processen tager endnu længere tid, så der bliver betalt ved kassen og vi får udleveret to pas med visum og flotte, tydelige stempler - måske pengene går til at vedligeholde stempelpuderne:-)

Så langt så godt. Vi begiver os over mod to minibusser, som holder lidt længere væk og håber det bedste. Ingen Mr. Mon i sigte. Den ene bus er næsten fyldt op med turister, og da jeg spørger, om de skal til Pakse, bliver der svaret "Ja". Vi er dog usikre på, om det er her vi skal stige ind, så vi bliver udenfor og venter på en chauffør. Efter 5 minutter kommer han og spørger, om vi skal til Pakse, vi sikker og lynhurtigt får han vores bagage ind i bussen og beder os om at tage plads. Det viser sig, at bussen med passagerer har venter i 1,5 time på os, og der er flere af passagererne, der skal nå en færge kl. 17 - klokken er nu 16.45 og der bliver givet fuld gas væk fra grænsebygningerne mens chaufføren taler i telefon og laver undvigemanøvrer mellem vejens mange løsgående hunde, køer og geder. Men selvfølgelig når de færgen... og vi fortsætter turen ind mod Pakse efter at nye passagerer er kommet til.

Mørket falder på kl. 18 og der harri stadigen god times kørsel tilbage. Det bliver en køretur med en del opbremsninger, for selvom vejen nu er markant bedre end den cambodjanske hovedvej, så er der en masse dyr, især køer, som står i vejsiden og hver gang udgør en risiko for bussen. Vi kommer og helskindet frem og bliver sat af uden for Pakse Hotel, hvor de heldigvis også har en tagterrasse, der serverer mad. klokken er 20.15 da vi bestiller et velfortjent måltid mad og en kold øl.