Solveig i hullet.

 

Dag 51

Vi havde en tidlig start på dagen, for allerede 7.30 ville vi blive hentet så vi kunne kom ud at se nogle af de tunneller og huler Viet Cong guerillaerne benyttede sig af i kampen mod det amerikansk støttede sydvietnamesiske styre under Vietnamkrigen som vi kalder den (her hedder den den amerikanske krig.)

Tunnellerne ligger ved Saigon floden tæt på landsbyen Cu Chi, og er et af de få steder hvor der er bevaret tunnelnetværk fra krigens tid. Lonely planet bogen hævder at der er næsten umuligt at komme derud med offentlig transport, så vi havde bestilt en tur til 700000 dong per. person (ca 400 kr. i alt) Det skulle vise sig at bogen ikke havde ret, en franskmand dukkede op derude samtidig med os, han havde taget 2 lokale busser, og det havde kostet 13000 dong, en lidt anden pris må man sige. Godt nok skulle han jo også hjem igen, og entreen på 120000 måtte han også selv hoste op med, men alligevel en noget anden pris. 

Turen derud var med en indlagt pause efter 1 times kørsel, det viste sig nu hurtigt at formålet ikke var at strække benene, men at se et sted hvor handicappede ofre for den amerikanske brug af agent orange løvfaldsmidlet laver kunstværker. Det havde de styr på, deres ting og sager var imponerende flotte, og så klarer vink at den lokale guides engelsk var i spøg og skæmt kategorien. Lynhurtigt udtalt (tænk Lotte Heise) med en udtale der hurtigt fik Peter til at opgive at forstå noget som helst. Vi endte med at købe lidt i butikken, ikke på grund af medlidenhed, men på grund af at det var vildt flot det der blev udbudt. Havde vi haft plads var der nok røget mere ned i rygsækken. 

Efter ialt 2 timers transporttid var vi endelig i Cu Chi, hvor vi hurtigt blev sporet ind på hvad tunnellerne havde været brugt til. Besøget startede med en propagandafilm fra 1967, der godt nok ikke hold sig tilbage med at fremhæve de ædle guerillaer. Vi kom efterfølgende på tur rundt i junfglen, og kom også ned i tunnellerne, efter 15 meters kravlen tænkte Peter at han havde set nok, mens Solveig senere udnyttede muligheden for at kravle 70 meter i tunnellerne. Vi var i de "originale" der var også en i turist størrelse, stadig ubehagelig at bevæge sig i, men lidt tilpasset vestlige menneskers anderledes fysik. 

På et tidspunkt kom vi til nogle nedgange til tunnelsystemet, her var der 2 muligheder, en original, og en turist indgang. Efter at en slank yngre mand havde siddet fast i den originale indgang prøvede Solveig turist hullet. Det må have været et helvede at bo i tunnelsystemet i så lang tid, og man kan kun beundre den udholdenhed Viet Cong guerillaerne udviste i kampen mod amerikanerne. Helt så uskyldsrene som propagandaen hævder var de nu ikke, også de har meget civilt blod på deres cv.

Fra Cu Chi gik det tilbage til Ho Chi Minh City, det lykkedes os at blive sat af tæt på en katolsk kirke der er blevet et instagram spot på det sidste. Kirken er pink, og det er jo ret sjældent at kirker har denne farve. Vi var heldige med vejret, på vej tilbage regnede det kraftigt mens vi sad i bussen, men da vi steg ud var regnen heldigvis ophørt, og vi havde endda enkelte perioder med solskin. Inden kirkebesøget fik vi også vores frokost, det blev til Pho, en vietnamesisk suppeagtig ret på en meget lokal restaurant i et meget lidt turister kvarter. Utrolig velsmagende mad til meget få penge.

Efter besøget ved kirken gik vi tilbage mod Camelia, men nåede dog at få bestilt busbilleter til på mandag, hvor turen går til Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Det gik meget let med billetterne, og vi er endda så heldige at bussen afgår stort set udenfor vores bopæl her i byen, hvor heldig kan man være?

Vi afsluttede en god dag med at spise aftensmad på endnu en micheling anbefalet restaurant, atter engang blev det til en portion Pho, for det var hvad menukortet havde at byde på. Det gjorde nu ikke så meget, for denne portion var om muligt endnu bedre en den vi fik til frokost.