Saigon

Dag 49.  Endelig lykkedes det. Vi skulle have været i Vietnam da Coronaen ramte verden i foråret 2020. Det er således en tur vi har haft i støbeskeen længe. Dengang var det dog ike planen at vi skulle have været i Ho Chi Minh byen som er gamle Saigons nuværende navn, og vi er her også mest på grund af at det var klart billigere at flyve hertil end til Phnom Penh fra Filippinerne. 

Vi var på forhånd lidt nervøse for turen, for ville vi nu kunne komme ind i Vietnam? Vi kan være i landet i op til 45 dage med vores danske pas, og det kommer vi ikke til at overskride, så langt så godt. Men, vores flybillet ud af Vietnam har datoen 28/10 på sig, og til denne dato er der jo over 45 dag, og så er det man skal søge om visum. Det nåede vi ikke, og har derfor i stedet forsøgt at sandsynliggøre at vi i denne omgang kun er 4 dage i Vietnam, inden vi tager bussen til Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Saigon var hovedstaden i Sydvietnam, der kraftigt støttet af amerikanerne var Ho chi Minhs modstander i Vietnamkrigen. Byen falder d. 30/4 1975, og det er næppe tilfældigt at byen nu bærer sejrherrens navn. Byen er Vietnams største og økonomisk stærkeste, og gennem på en del gamle franske bygninger, samt steder med historiske vingesus fra Vietnamkrigen. Der er således nok at tage fat på, men vi ankom ikke just i topform. Vores fly fra Cebu afgik 2.50 om natten, og vi havde herefter nogle timer i Manilas lufthavn inden vi kl. 7.10 satte kursen mod Vietnam. En times tidsforskel gjorde at vi efter små 3 timers flyvning satte hjulene på det asiatiske fastland kl. list i 9 om morgenen. Det viste sig heldigvis ikke at være noget problem at komme ind i landet, vi blev i modsætning da vi ville med flyet fra Cebu ikke engang spurgt om hvor længe vi ville være i landet. Med et nyt stempel i passet kunne vi så finde vores bagage, og gå i gang med at lede efter bus nr. 109 der ville føre os fra lufthavnen til til centrum. Bussen fandt vi hurtigt, og vi fik også brugt lidt af vores nyligt hævede formue. 60000 Dong blev den samlede pris for 2 personer og 2 rygsække. Vi burde nok kun have betalt 30000, for vi fik ingen billet for vores bagage, men lad os sætte det lidt i perspektiv. At blive snydt for 30000 lyder af meget, men 1€ svarer til lidt over 25000, så det er under 10 kroner vi er blevet franarret, og det skal ikke ødelægge en ellers god entre i byen. Vi kørte med bussen helt til endestationen, og fik således fuld valuta for pengene. Her fulgte vi så instruktionerne fra vores hostel og gik til et andet hostel i den tro at vores lå tæt derpå. Vi fik lov til at låne wifi på Alley way Hostel, og så fik vi chokket, vi kunne nu gå turen tilbage til bus stationen og i stik modsat retning finde det rigtige hostel, hvorfor de i deres vejledning anbefaler 1 skridt til venstre og derefter 2 til højre finder vi næppe nogensinde ud af. Vi så dog at der også i saigon engang har været en "train street" ligesom den i Hanoi, for alley way lå ved den gamle jernbane gade, der nu bare har fået fjernet skinnerne, men stadig har samme forløb som da toget kørte der. 

Da vi fandt vores Camelia hostel var klokken 11, og beskeden fra receptionen var at vores værelse ville være klart kl. 13. Vi havde, naturligvis fristes jeg til at skrive, håbet på at et mirakel ville indtræffe så vi med det samme kunne få en lille lur, men omvendt er kl 13 jo bedre end kl. 14 som vi ellers havde krav på ifølge stedets hjemmeside. Altså måtte vi ud i den varme metropol og slå 2 timer ihjel. 

Efter en hurtig rådslagning valgte vi at gå hen til genforeningspaladset, der oprindeligt blev brugt som præsidentpalads for den sydvietnamesiske præsident. Paladset var scenen for kapitulationen den 30/4 1975, og er derfor kendt fra dokumentar film om Vietnamkrigen. På stedet er der udstillet 2 gamle tanks, et jagerfly samt en helikopter. Vi valgte at spise lidt inden vi gik ind for at se paladset indefra, og var så heldige at der ligger et streetfood marked lige ved siden af, her fik vi noglevietnamesiske sandwich (Bahn Mi) der med drikkevarer løb op i 6€ eller 45 kroner, ikke meget for et ganske velsmagende måltid.

Paladset var entreen værd, udefra er det ikke så flot, den tidligere franske guvernørs bygning der blev revet ned for at paladset kunne få pladsen var pænere, men indvendigt var det vellykket. Vi så de forskellige sale, møderum, samt bunkeren der tilfælde af angreb skulle beskytte præsidenten, dennes familie og de nære medarbejdere. Efter besøget gik vi hjem mod Camelia, på turen skumsvedte Peter så meget at han måtte tage et bad inden den mere end velfortjente middagssøvn.

Efter den ca. 3 timer lange middagssøvn gik vi atter ud i byen, hvor der var et leben uden lige. Vi gik ud for at få noget at spise på en restaurant der er nævnt i Guide Michelin. På vores breddegrader er den en bekostelig affære, men her slap vi med en samlet regning på 135 kr.Fra restauranten gik vi ned mod Song Sai God, den store flod der jo nok har spillet en rolle i byen oprindelige navn. Overalt var der mennesker, scootere og biler. Byen er i den grad anderledes end de andre byer vi har besøgt, for der er hist og her flotte gamle kolonibygninger, ligesom der er super moderne skyskrabere. Ifølge Lonely planet enten elsker eller hader man byen, efter 1. dagen er vi nok mest på elsker siden.