Selfie time i Kupang

Dag 17

Vi sov begge fantastisk, faktisk er det første gang på turen dette er sket. På trods af en både lang og god søvn kneb det gevaldigt med at komme i gang med dagen. Vi har trods alt ikke morgenmad med i vores lave pris, så første programpunkt var at gå ud for at finde noget at spise. Det var lettere sagt end gjort, for søndagens tages skam alvorligt på disse kanter. Stort set alle de små restauranter havde morgenlukket, og vi endte således helt nede ved vandet i vores søgning efter et åbent sted. En af de dyre restauranter lokkede, men vi modstod fristelsen og endte i stedet ved B2food, der som noget helt nyt ikke havde Mie goreng ayam på menuen. I stedet havde stedet en del retter med grisekød, og det udnyttede vi til at få svinekød for anden gang på turen. Kupang er en religiøst blandet by, flest kristne, men også en del muslimer, endda et hinduistisk hjem kom vi forbi. Vi fik begge bestilt Babi soto nasi, og fik derfor serveret gris med ris, et lidt utraditionelt morgenmåltid, men da maden kom på bordet var klokken nu også henad 11, så vi kan vel slippe med at kalde måltidet for en brunch.

Vejret var denne søndag godt, solen bagte ned, og vi måtte lave en plan for dagen. Vi enedes om at tage ud til vandet lidt mod vest, og heldigvis er der en person der har lagt bemo ruterne, bemo er det nye navn for microlet, ala minibus, men resten er ved det kendte fra Timor leste, musikken er høj, og busserne kommer i varierende grader af forfald. Prisen er også her meget lav, for os lader det til at koste 5000 indonesiske rupier, hvilket lyder af en del, men det snyder, for 1€ er 16300 rupier. Bemoen vi kom ind i kørte på rute 10, og det var åbenbart ikke hverdagskost med 2 store turister i en lille bemo, for de lokale gjorde store øjne da vi kæmpede os ind. Vi kørte med mod vest, og inde i bemoen var sprogbarrieren desværre af den massive slags, på trods af god vilje var der ingen vej til at få at vide hvor vi dog skulle hen og hvorfor. Vi kunne heldigvis følge vores færden på google maps, og ved den gamle hollandske havn stod vi af, tog et par billeder og gik mod vest hvor Batu Kepala stranden ville være vores destination. På trods af at turen derud ikke var lang holdt vi alligevel en pause ved en lille butik, hvor det blev til en is og en kold juice som vi fortærede ude foran på en skyggefuld plads. Herfra var der ikke langt til stranden, der overraskende nok bød på et komplet uventet højdepunkt. Vi ankom, og hilste som så mange gange før denne dag på de lokale, der med et ”hi mister” gerne ville i kontakt med os. Da vi havde fundet vores plads under en skyggefuld beton paraply kom der med et et par unge kvinder hen, og den modige spurgte om hun måtte tage billeder af os. Herfra udviklede det sig til det helt store selfie show med flere telefoner i indsat, og sågar udveksling af billeder over instagram, en helt igennem fantastisk oplevelse. Fra den lille klippepynt var der en fantastisk udsigt, og parret med skyggen og lidt vind blev det stedet hvor vi fik lidt styr på de kommende uger. Vi har nu 2 parallele planer, en plan A der indebærer færge til Sulawesi fra Labuan Bajo på flores, og en plan B der indebærer transport fra Labuan Bajo mod Lombok. Fast ligger at vi i morgen flyver til byen Ende, der ligger på øen Flores. Herfra tager vi ad et par etaper med offentlig transport til Labuan bajo, hvorfra vi så ser på hvad der er muligt.

den gamle hollandske naturhavn. Havnen har været udsat for tidevandets bevægelser, så det har kun været ved højvande større skibe har kunnet søge ly

Efyer at have fået styr på planerne for den kommende tid gik vi videre tilbage mod øst. Vi så enkelte gamle bygninger vi vurderede til at stamme fra tiden som hollandsk koloni, men meget af byen blev ødelagt under 2. verdenskrig da stedets japanske garnison blev bombarderet fra luften. Enkelte steder er der pænt langs vandet, men mange steder er det umuligt at komme ned til kysten grundet helt exceptionel elendig byplanlægning. Da varmen stadig var en parameter, og vi også manglede lidt kontor arbejde (blog skrivning) så begav vi os tilbage mod vores hotel hvor også den kolde luft trak. Vi tog en Bemo tilbage, men det sidste stykke valgte vi at gå, Heldigvis da, for vi kom forbi et shoppingcenter, og da vi godt nok har en elektronisk billet til morgendagens flyvning, men kan konstatere at den skal medbringes i papirform prøvede vi vores held. Solveig udvalgte en elektronik butik, og vi havde heldet med os, chefen ville gerne printe vores billet, og ville ikke engang høre tale om betaling efterfølgende. Nu kan vi med sindsro lægge os til at sove inden det går videre i morgen. Kort før vi var hjemme kom vi forbi en brand, hvad iden havde fat i ved vi ikke, men der kom en del røg, og en fæl lugt også.