Tilbage på Bali

dag 30

Endelig havde vi begge sovet godt på skibet, der lå for anker ud for den lille ø Kenawa. Vi var kun 7 personer, der var blevet tilbage, mens de "unge" drog til fest på øen. Vi lagde os således til at sove ved 9-tiden og nød den sagte vuggen frem og tilbage. Det var en dejlig fornemmelse ovenpå de sidste dages heftige bølger til tider. Men faktisk er jeg (Solveig) meget stolt af, at min søsyge åbenbart er blevet hjemme og forhåbentlig aldrig dukker op igen! Klokken 5.30 kaldte styrmanden på os, og spurgte, hvem der havde lyst til en morgengåtur på øen for at se solopgangen? Der var ikke kæmpe tilslutning, og den bakketop de ville gå op på var ikke meget højere end skibets øvre dæk, så vi valgte at sove lidt længere og se solopgangen fra skibet. Der er nu noget magisk ved at sidde og se dagen bryde frem ude på vandet. Turen i det hele taget har indtil nu budt på mange øjeblikke, hvor man går i stå for at være i nuet, og sådan var det også med denne dags begyndelse. Det er noget vi skal huske at tage med hjem; vi er i effektivitetens tegn blevet alt for fokuserede på at være på vej i stedet for at være tilstede her og nu.

Morgenmaden stod på bananpandekager og frisk papaya, og så startede kaptajnen ellers motoren op og lagde fra land med kurs mod Lombok. Imens herskede der aktivitet på båden, hvor folk prøvede på at få samling på sine ejendele. Vi har været afsted med en meget social god gruppe, og der er mange spændende mennesker, som vi har det snakket med på kryds og tværs, der var følgende nationaliteter: kinesere, italienere, englændere, spaniere, tyskere, en schweizer og en enkelt fra Uruguay.

Vores guide, Uno, har været god især i de første dage men senere faldt informationsniveauet en kende. Derfor var vi lidt i tvivl om, hvor langt vi kunne nå mod vest, så vi havde ikke booket en overnatning. Det viste sig dog, at der stod to minibusser klar, og vi kom i den, så gik mod færgen til Bali - det var nok den bus med mindst plads, vi har kørt med. Hverken Peter eller jeg kunne sidde på sædet, med mindre vi sad på skrå, så det betød at de tre timer var alt andet end behagelige - men det gik selvfølgelig også. Vi blev sat af ved et kontor, der også solgte færgebilletter, og var så heldige at få de sidste to pladser. Færgen ville gå en halv time senere så vi kunne lige nå lidt mad - troede vi... Vi bestilte en gang ris og en gang nudler. Og så kunne vi ellers iagttage den meget langsomme, men søde servitrice, der måske levede lidt for meget nuet og ikke var klarover, at hendes biks befandt sig på et sted, hvor folk skal nå en færge... det betød så, at vi kun fik den ene ret med, men betalte så heller ikke for den anden, og hun undskyldte pænt. Så afsted gik det mod molen, men kun for at vente igen... Vi fik fortæret den portion ris vi havde nået at få med, og så blev tålmodigheden atter sat på prøve. Foran os stod to tyske piger, som fortalte, at de skulle have været med denne færge kl. 11, men at den med kort varsel var blevet aflyst, så klokken 12, og endelig nu håbede de på afgang kl. 14 - jeg kunne fortælle, at vi havde fået de sidste to pladser, så den måtte i hver fald være fyldt op nu. Vi ventede en god halv time på molen inden færgen kom, og vi fik lov til at gå ombord. Det er meget sundt for os at øve tålmodighed - tid har en anden værdi her end i vores samfund, og det er interessant både at se på egne reaktionsmønstre, når noget ikke går efter planen eller iagttage, hvordan de lokale lever fint med det og bare affinder sig med det, sætter sig ned og ryger en smøg eller lægger sig til at sove. Her kan man stadig lave ingenting og også kede sig og holde det ud.

Nå, men hurtigfærgen tog to timer, og det klarede jeg også uden søsyge trods rimelige bølger. Vi fandt en shuttlebus, der kunne tage os det sidste stykke til Sanur, og her havde vi fundet et hotel, The Grand Palace, for efter 4 dage kun med saltvand trængte vi til et ordentligt badeværelse og en blød seng. Vi blev fristet og kunne ikke modstå at gå ind og spise på Pizzahut, der lå tæt på hotellet, og efter 30 dage med ris og nudler var det himmelsk at smage en pizza, med pepperoni, løg og masser af smeltet ost. Nu kan vi så klare de næste 30 dage igen på ris og nudler:-) 

Vi har fået et langt, varmt bad og ligger nu i en stor, dejlig blød seng med masser af puder og er klar til at besøge drømmeland. Godnat.