Polisi

Dag 21

 Peter vågnede, rystende af kulde. Solveig derimod sov længe de sødes søvn. Forklaringen erat Solveig sov i sin flisjakke, mens Peter tænkte at tæppet og en AGF trøje måtte være nok. Det var det desværre ikke, så det var ikke verdens bedste nats søvn der blev ham til del. Vi skulle først mede Jeremy kl. 9.30, så vil havde god til efter morgenmaden kl. 8 Tiden brugte vi på at slappe af, selvom vi jo kun oplever og ser nye steder hele tiden trætter det alligevel med alle de nye indtryk der skal forarbejdes. Vi gik til aftalt tid hen til Cinnamon guesthouse, hvor det viste sig at ingen var forundrede over at Jeremy ikke var der til aftalt tid. Det gjorde os nu ikke så meget, vi blev af ejeren Johannes anvist en plads i solen, og så satte vi os ellers til at vente, mens vi kiggede på livet foran guesthouset. Nogle gæster tjekkede ud, andre ankom, chauffører cirklede rundt og holdt øje med potentielle kunder. Vi blev tiltalt af et par yngre netop ankomne kvinder, og i løbet af kort tid havde vi fundet ud af at de gerne ville med os til de to landsbyer vi havde planlagt at besøge. Vi troede det var to tætte veninder der rejste, men det viste sig at det var en irlænder og en italiener der havde mødt hinanden 2 dage forinden. Lidt i kl. 10 ankom Jeremy, og afsted det gik mod den første landsby. Modsat dagen forinden lå denne landsby isoleret i bjergene uden mulighed for at køre dertil. Vi havde fået at vide at turen til fods dertil ville tage 1 time og 10 minutter, så vi tænkte der ventede og noget af en tur. Jeremy ville ikke selv gå med, men forklarede os vejen, og tegnede også et kort der skulle guide os sikkert op til Tololela, som landsbyen hedder. Lige inden start kom der en guide med 2 gæster gående, og da Jeremy kendte guide blev det aftalt at vi kunne gå med dem. Sådan skulle det dog ikke gå, Italieneren, ved navn Beatrice, viste sig at være en ivrig vandrer, og hun formelig fløj op ad bjerget med os andre i hælene, guiden med gæsterne kunne sket ikke følge med i hendes tempo. Vi så på et tidspunkt andre landsbyer under os, og da Jessica, som irlænderen hed tog billeder snakkede vi lidt med hende, hun fortalte glad at hun også havde tænkt sig at benytte dronen hun havde i tasken, men det viste sig desværre at hun var kommet afsted på vandreturen uden sig telefon, så vi måtte vente med at få demonstreret dronen til senere. Med Beatrice i front nåede, trods fotopauser og indledende ventning på guiden frem til Tololela på 45 minutter. Landsbyen ligger enormt flot i bjergene, og var tydeligvis et sted der levede mennesker. Der var ved at blive lave strå til et nyt tag, alle kvinderne sad og samlede bundter, mens mange af mændende byggede på huset. Vi var her de eneste turister, og landsbyens beboere virkede meget venlige. 

Vi gik ned igennem byen, og det viste sig at det var en todelt affære, en ældre mand viste os ned til denlavere beliggende del af byen, der mildest taget også lå smukt. Irlænderen udtrykte stor glæde og taknemmelighed over at have mødt os og for at være kommet det dette helt utroligt smukke sted. Det viste sig at hun havde forladt irland, og havde i stedet tilbragt det sidste år i Perth i det vestlige Australien hvor hun arbejdede som radiolog.  Da vi forlod den nedre landsby kom vi om hvor der grise stod, og det at der overalt var grise er jo et sikkert tegn på at byen er levende. Det var heller ikke muligt noget sted at købe noget, så atter engang lykkedes det at komme til et ret autentisk sted der ikke er afhængig at turister for at overleve.

Fra Tololela gik der en sti stejlt ned mod næste landsby. Stien var ikke svær, og turen skred med Beatrix hurtigt frem mod dalen. Efter endnu en vandretur der gik klart hurtigere end vi var stillet i udsigt mødte vi Jeremy og her startede problemerne. Det viste sig nemlig at Jessicas telefon var forsvundet. Vi tjekkede bilen, vi tjekkede hendes taske, og ingen steder var den at finde. Vi enedes om at se Gurusina førend vi kørte tilbage mod stedet hvor vi havde startet vandreturen. Måske vi kunne finde telefonen i græsset hvor vi var stået ud af bilen? Også denne sidste landsby var et besøg værd, husene var store og velholdte, men vi så ikke helt så mange mennesker som i Tololela. Vi havde jo dog set på Google at landsbyen selv havde skrevet at den havde været lukket et par dage i juni 2023 på grund af en begravelse, og det er jo dog et tegn på at den lever. 

Dagen ændre nu karakter, på trods af en meget ihærdig eftersøgning ved stedet hvor vi startede turen, var Jessicas telefon som sunket i jorden. Vi gik endda op til stedet hvor hun havde kigget efter den i tasken, og spurgte også ved Bena landsbyen, hvor hun og Beatrix havde taget et billede om de havde fundet den. Desværre med negativt resultat. Jeremy var lettere panisk, han frygtede at vi ville beskylde ham for at have stjålet telefonen, og det var svært at få ham talt tiltro igen. Hele affæren komplicerede også af at den stakkels Jessica dagen forinden havde købt et indonesisk sim kort og ikke anede hvad nummeret var. Jeremy foreslog at vi kørte til politiet, og det gjorde vi så. Foran stationen mødte vi et par betjente han kendte, og Jessica og Jeremy blev men vi andre gik ud for at få noget at spise.  

Efter vi havde spist ventede vi lidt, inden først Peter, og siden Beatrix gik tilbage. Vi kom begge ind på politistationen, hvor stakkels Jessica sad omgivet af 8 betjente. Der skal jo være orden i tingene, og hændelses forløbet blev således nedskrevet. Så langt så godt, men her startede løjerne så for alvor, for dels blev hun bedt om at skrive under på rapporten, der jo naturligt nok var skrevet på indonesisk. Hun kunne således kun bekræfte at de i det mindste have skrevet sit navn rigtigt. Efterfølgende blev der taget et billede af rapporten, og så var det det hele blev komisk. For at Jessicas mor kunne vide sig sikker på at det med telefonen ikke var snyd, (hun havde ugen forinden modtaget en falsk besked om at datterens telefon var blevet stjålet) foreslog øverstkommanderende at der blev taget et foto af Jessica med politifolk i uniform. 3 unge mændmænd i uniform stillede op, og den enes lille barn der var med på stationen udnyttede lige muligheden for at få taget et billede sammen med Beatrix. Da vi alle atter var samlede gav den højtstående politimand stakkels Jeremy en overhaling, for det var jo hans ansvar at der var sket noget med hans gæster!  - Godt nok udstrålede Jeremy ikke overblik og ro undervejs, men han kan jo på ingen måde klandres for at en telefon bliver væk. Vi gik således glip af et vandfald, og et besøg ved endnu en varm kilde , men vi har set mange vandfald i vores liv, og varme kilder kende vi også, til gengæld var det første gang vi har været hos det indonesiske politi.

Nu sidder vi så og overvejer aftensmaden, på grund af hele seancen spiste vi kl 15.30, og det gør jo at vi ikke just føler os vildt sultne lige nu, så spørgsmålet er, springer vi aftensmaden over, eller klemmer vi et eller andet ned omkring kl.20 ? - Sådan er der hele tiden noget at forholde sig til når man er på farten 😀

vores fantastiske kort, der faktisk var ganske præcist lavet.