Afsted med den gyldne drage
Dag 16
Vækkeuret ringende kl. 05.15 så vi kunne gøre os klar og forlade vores hostel kl. 6. Da jeg åbnede døren for at komme ud på toilettet, konstaterede jeg, at “Bangladesh-familien” alle sammen lå og sov i fællesområder på madrasser. Jeg var så lydløs som mulig og Peter var det samme så for at larme mindst mulig, sneg vi os ud i mørket lidt i 6 – porten knirkede godt nok højlydt, men ud skulle vi jo. Aftenen før havde vi været forbi for at se, hvor bussen ville gå fra. Da vi kom holdt bussen der allerede (troede vi), og vi stillede os op i køen for at vise billetter og pas. Men ak, det var den forkerte bus, og så stod vi der… heldigvis stod der en ung mand og røg en smøg ved sin scooter, han hilste på os og sagde så, at vi bare skulle vente, så ville den rigtige bus komme og så genkendte vi ham også fra dagen før, hvor han solgte billetterne til os. Ikke lang tid efter ankom The Golden Dragon -vores bus de næste 12-13 timer, og vi kunne gå ombord. Bussen kørte til tiden, og så handlede det jo ellers bare om at slå tiden ihjel. Men ak, det var svært at lave andet end at kigge ud af vinduet, for bussen måtte kæmpe med hullede veje og utallige sving samt en masse små landsbyer, hvor farten skulle sænkes (endnu mere). Nu forstod vi godt, hvorfor det ville tage 12 timer at klare de godt 400 km!
ude på landet ser man virkelig hvor fattigt et land Timor Leste er. Der er ikke meget at rutte med i de lokale husholdninger
Efter 3 timer nåede vi grænsen til Indonesien, først den østtimorske del, hvor vi måtte ud af bussen, have vores bagage med og ind for at udfylde en seddel, vise pas, få et stempel og have rygsækken med gennem en scanner og så ud i bussen igen, pakke rygsækkene i bagagerummet og så køre til den indonesiske del. Her gentog sig det samme mønster, dog havde mange af passagererne brug for et visum, heri blandt os. Vi stillede os op i køen, men blev hurtigt hevet ud af en politimand og vist ind i et kontor… vi blev bedt om at sætte os ned, da vi var så højeJ Vi nåede lige at tænke hvorfor nu det, men så kom en venlig betjent til syne, bad om vores pas og de 70 USD som var prisen for to gange visum. Det fik han og så kom vi forrest i køen, og snart var vi klar til at gå videre. Men ak, nu skulle vi igen udfylde en åndssvag tilsattes på at vi ikke havde noget at fortolde… det kunne man kun gøre online, og der var ingen computere til at udfylde dem på. Jeg prøvede at tage et scan af QR-koden, men det virkede selvfølgelig ikke. Uden for de store vinduer stod en gruppe store drenge og gestikulerede, jeg prøvede at ignorere dem indtil jeg fandt ud af, at de ville hjælpe. Nu kunne jeg også se, at andre, der heller ikke havde dataopsamling telefonen gjorde det samme. Drengen havde fundet sinde på sin mobil, og så klaskede jeg først mit pas op i ruden og bagefter Peters. Drengen som vi havde kontakt med var lynhurtig på tasterne, men korrekt med at få oplysningerne tastet ind og fik genereret den at-kode, der skulle vises til tolderen. Nu var koden jo på hans telefon og han stod udenfor – men det var åbenbart en godkendt procedure, for da det blev vores tur til at fremvise attesten, lagde jeg vores pas foran ham og pegede ud på drengen. Tolderen tog så et billede med sin iPad gennem ruden, tjekkede oplysningerne i passet stemte og så fik vi lov til at gå. Det er godt nok lidt utroligt, at tolderen finder den måde ok, også de ikke får smækket et par computere op, så man selv kan udfylde. Men omvendt så synes jeg det er mega sejt, at drengene finder ud af, hvordan de kan tjene penge på et system og det hjalp i hvert os og andre ud af et problem.
Da vi havde fået rygsækkene igennem scanneren og kom udenfor igen, kiggede jeg mig om efter min hjælper, jeg fik øje på ham lidt væk, hvor kan pegede over mod bussen for at indikere, hvor den var og hvad jeg skulle nu. Jeg var rystet over, at han ikke med det samme stod med hånden fremme og forlangte en ublu sum for sin hjælp med attesten, jeg havde på forhånd bestemt mig for, hvor meget han skulle have og vinkede ham over til mig. Da han stod overfor mig rakte jeg ham 10 usd og så med det samme at det i hvert fald var en rigtig god betaling, han kvitterede med et storfamilie og en “Brofist” og så hørte jeg et højt glædesudbrud da han fortaltesine venner om det. “Okay, vi har i hvert fald ikke underbetalt ham”, var Peters kommentar, og det var bare fedt at se, hvor glad han blev og det var vi jo også. Inden vi var klar til at køre vinkede han inden han løb afsted, han havde åbenbart tjent nok for den dag…
fra frokosten er der så dette billede, en lokal bus gen primitiv benzinstation. Vest-timor er næppe den rigeste indonesiske provins.
Tilbage bussen blev der resten af turen spillet stjælere med calypsorytmer, gerne de samme sange og det blev altså noget trivielt længden, især for Peter. Vi kunne heldigvis kigge ud af vinduet og blandt andet så vi mange traditionelle huse med stråtag og en anden sov ting, nemlig at man begravede familiemedlemmer i egen baghave. Således var der adskille haver med gravsteder, hvor man også nogle steder brugte dem som bænke. De døde lever på sin vis videre i familien på denne måde, men man må da håbe, at husene går i arv, for hvem har lyst til at købe et hus med tre gravsteder i baghaven? Klokken lidt over 19 holdt vi på en busterminal i udkanten af byen, hvor der ikke var en taxi i miles omkreds. Nu var gode råd dyre, for det ville tage over en time at komme ind til vores hotel, hvis vi skulle gå, desuden var det mørkt og intet fortov. Jeg spurgte et vestligt par, hvordan de kom videre, og de anbefalede “Grab” som er Asiens svar på "Uber". Nå ja, den app havde jeg heldigvis og så gik der ikke længe før vi blev hentet og kørt til vores hotel i Kupang, hvor vi har to overnatninger for den nette sum af156 kroner i ALT! Og dette er hverken skod eller ulækkert, men meget rent, roligt og med eget badeværelse og aircondition og ved I hvad – vi har haft den bedste søvn længe.
Kommentarer