Optog i Banyuwangi

Dag 31

 Hvilken morgen det blev. i vågnede i en seng der ikke bevægede sig. Endda med et tilknyttet luksus badeværelse, hvor der både var koldt og varmt vand, samt tryk på det når man drejede på et håndtag. Vi kunne justere temperaturen på værelset, og stå oprette når vi gik rundt. Efter de 3 overnatninger på Bintanglaut var vi glade for at være hoppet med begge ben i luksusfælden på Grand palace hotel. Glæden blev på ingen måde mindre da vi fik tage den overdådige morgenbuffet i øjesyn. Lettere forvirrede gik vi rundt for at danne os et overblik. Der var muliglighed for flere forskellige slags tilberedte æg, der endda blev bragt til bordet. Pølser manglede heller ikke, og det viste sig endda at man kunne få bacon, ligesom der heller ikke manglede hverken brød, frugt eller endda ost. Solveig fik den fantastiske ide at vi kunne spise vildt og inderligt, og på den måde måske undgå frokosten. Vi forsøgte det bedste vi havde lært, 3 gange blev buffeten besøgt, og vi skulle nærmest rulles ud da vi havde fået stoppet de sidste krummer i gabet. 

Vi fik tjekket ud, og Solveig brugte atter GRAB appen med succes, efter 2 minutter foran hotellet ankom vores chauffør der kørte os til Ubung bus terminal, det var vores håb at vi kunne finde en bus til Gilimanuk, færgehavnen hvorfra færgerne til verdens mest befolkede ø, Java på den anden side af Bali strædet afgår. Frygten var så at den sidste var gået når vi ankom, men vores flinke chauffør sagde god for planen, og som han havde forudsagt var der masser af busser der skulle til Gilimanuk. Han satte os af og snakkede med chaufføren, og sådan fandt vi bussen. Den afgik efter en kort ventetid, og vi var således hurtigt afsted. Turen forventede vi at ville tage 4 timer, og da der er 121 kilometer ville det passe med den sædvanlige gennemsnitsfart på 30 kilometer i timen. Vi var ikke kommet langt førend nogle paradoksale begivenheder udspillede sig. En dame holdt bussen an, den stoppede og hun steg ind, en mand stod 20 meter længere henne, og da vi kom hen til ham gentog historien sig. Her kunne man have ønsket sig at han var gået de 20 meter da han så at bussen holdt, men nej, det tænkte han så ikke ville være en ide. Kort tid efter holdt bussen ind til siden på en meget trafikkeret vej. Nu mente chaufføren så at der skulle betales for turen. Da han modsat vores tidligere busture var alene, tod det sin tid. Vi var snu, Peter lagde mærke til at en dame fik 40000 tilbage, og dermed havde han gættet at turen kostede 60000 pr. person, hvilket viste sig at være rigtigt. Busturen startede langsomt, første time kom vi kun 21 kilometer, men herefter var vi ude af Denpasars fangearme, og så kom farten ellers op. Det hjalp også gevaldigt at der dennegang ikke var indlagt nogen frokostpause på en restaurant, ligesom det åbenbart heller ikke var nødvendigt at fylde benzin på bussen. Bussen var den største vi endnu har kørt med, men alligevel ikke stor nok, for da alle sæderne var fyldt op af rejsende satte chaufføren lige 3 små plastik skamler i midtergangen, og vupti, så var der da plads til 3 passagerer ekstra. Vi skød en god fart, og ikke engang mange afstigninger de sidste 40 kilometer kunne forhindre af vi var fremme efter kun 3,5 timer. 

De sidste 500 hundrede meter inden endestationen var vi kørt forbi utallige steder der reklamerede med online tikkets, og vi var da også kun lige kommet ud før vi blev vist hen til et sted hvor vi kunne købe en billet. 40000 indonesiske skiftede hænder, og så stod vi med en billet til overfarten. Heldigvis var der andre fra bussen vi kunne følge efter, for der var flere kajanlæg. Vi var stort set de første der kom ombord på færgen, der lige var ankommet, da vi gik ombord startede biler og lastbiler med at forlade færgen, man ventede altså ikke til den var tømt før man bød nye passagerer velkommen om bord. Færgeturen blev lidt af en oplevelse, for det første viste det sig at der var tidsforskel mellem Bali og Java, midt på overfarten fik vi en time så at sige foræret, og havde  der ikke været et kaos på vandet var vi kommet i land før vi sejlede udi hvert fald tidsmæssigt. Sådan gik det ikke, for vi måtte ligge underdrejet ud for Kepatang havnen i ca. 20 minutter, da der ikke var plads ved kajen. Vi var nemlig ikke den eneste færge på ruten, vores bedste bud er at vi i hvert fald havde 10 færge på vandet på samme tid, og der var 5 der ventede ude foran havnen. Det må næsten være enhver frit at starte en rute, og så bliver der trængels i havnene. 

Vi kom dog omsider i land, og efter lidt udfordringer på kajen, hvor vi både skulle vifte en mand med en meget faldefærdig bil væk, samt skifte position så en Grab kunne hente os, lykkedes det at komme de 8 kilometer fra færgen ind til Banyuwangi. Byen, der har lidt over 100000 indbyggere er ofte kåret som den reneste i Indonesien, og det så vi straks. Ikke at den er klinisk ren, men der er skraldespande overalt, og der ligger markant mindre affald og flyder i gader og stræder. Vi tog byen i øjensyn med det samme efter indtjekningen, og var så heldige at se et optog med udklædte lokale, samt at blive en del af en vejfest. Vores mål var et kinesisk tempel, men selvom det var værd at se var det helt klart atmosfæren i byen samt mødet med de lokale der var den største oplevelse. Vi har nu fået en favorit by i Indonesien, Banyuwangi er den første af de byer vi har besøgt der kan kaldes charmerende. Solveig opnåede endda at blive interviewet at en modig pige, der skulle finde en udlænding at snakke med. Det blev til en kort samtale, og nogle efterfølgende fotos der skulle dokumentere mødet. Her kan det undre lidt at den video der blev optaget under hele seancen ikke var no i sig selv. Aftensmaden indtog vi på en dejlig restaurant, så vores strategi med kun 2 måltider lykkedes.