Borobudur

 dag 36

Vi havde store planer denne sidste fredag i Indonesien. Målet var Borobudur, verdens største buddhistiske tempel, der ligger ca. 40 kilometer udenfor Yogyakarta. Man kan komme dertil på flere måder, den letteste er at tage en privat bil eller en "Grab", den sjovere, og i øvrigt også noget billigere er at hutle sig igennem med offentlig transport. Vi valgte sidstnævnte mulighed, og det betød, at vi fik oplevelser, vi ikke ville have haft hvis vi "bare" havde taget imod hotellets tilbud om en privat driver til en halv million Rupier. Vi kan overraskende nok bruge google maps vejviser-funktion med offentlig transport her i Jogja, som de lokale kalder deres by, desværre virker denne funktion kun, når man har net, og netop der havde vi problemer denne formiddag. Vi har købt en sidste indonesisk datapakke, men ellers ferme Solveig kunne ikke få den til at virke. Gode råd var derfor dyre, men Peter mente at kunne huske at bussen mod bussen, altså den bybus, der ville tage os til Jombor busterminalen kom tæt forbi Yogyakarta banegård. Altså gik vi dertil, og var så  heldige at der var gratis net på banegården, og at Peter havde ret. Solveig fik også datapakken til at virke, og så var vi ellers afsted med en ny og flot bus til ca. 22 cent for en tur. Vi kom til Jombor, og her blev vi af en venlig indoneser vist ind i en bus der kunne tages til Borobudur, troede vi hvert fald. Selvsamme indoneser kom så med en oversat besked, der forklarede, at vi skulle stå ud ved et lyskryds i en by, vi ikke kunne finde på kortet og tage en lokal bus det sidste stykke. Her blev vi lidt betænkelige. Vi fik dog vist billedet til chaufføren og tænkte, at han nok havde styr på, hvor vi skulle af. Vi fandt i bussen sammen med en australier, der skulle samme vej. Ham mødte vi flere gange i løbet af dagen, og vi startede med at hjælpe ham, siden skulle det blive omvendt. Da vi nærmede os Borobudur flyttede vi frem i bussen og spurgte, chaufføren rakte 5 fingre i luften, som vi tolkede som 5 minutter. Helt så længe gik der nu ikke, men vi blev i hvert fald sat af ved et lyskryds, med besked om at gå til venstre, så langt så godt. Da vi havde gået lidt fik vi af en mand besked på at stoppe, for netop her ville der komme en minibus, der kunne køre os til Borobudur. Vi endte med at skulle betale 20.000 Rupiaer for minibussen, det samme som for den store bus -en på ingen måder fair pris, når vi kunne se, hvad de lokale betalte. På den anden side, skal man irritere sig over at være blevet snydt for 6 kr? Svaret er jo NEJ, det skal man hurtigt komme sig over, selvom det ikke er rimeligt. 

Ved indgangen til templet skule der dog helt andre summer i spil, vi kunne vælge mellem en billet til 375.000 eller en til 455.000. Den dyre billet gav adgang til at komme op på selve templet, og den valgte vi. Forskellen var jo ikke så stor for os. Indonesere kunne også vælge mellem de 2 billetter, her var priserne 5.0000 eller 12.0000, altså over dobbelt så dyrt. 

Vi skulle ikke komme til at fortryde vores valg, først gik vi selv en tur rundt om templet, der er stort og flot, men der er trods alt kun en stor bygning, og det var hurtigt overstået at gå rundt. Helt anderledes var det at kunne komme op på selve templet. Vores lidt for entusiastiske guide fortalte meget om den buddsitiske tro, og meget om de enkelte relieffer. Vores lille gruppe blev hurtigt sprængt, da vi kom op på templet, for han havde svært ved at styre talestrømmen. Vi fik dog til sidst lov til at gå med uret 1-3 gange rundt for at få et ønske opfyldt, og vi skulle ikke være bange undervejs, for han ville vente på os. På dette tidspunkt var vi de eneste fra gruppen, der stadig var i nærheden af guiden, og det var rart at komme lidt ud på egen hånd og opleve det vildt imponerende tempelkompleks der er ca. 1200 år gammelt. Det har overlevet vulkanudbrud, jordskælv, og selv et terrorangreb tilbage i 1985. 

I dag er der ikke mange buddhister på Java, der langt overvejende er muslimsk.

 

Hjemturen blev en spændende affære. Efter at have kæmpet os ud gennem en labyrint af souvenir sælgere havde vi problemer med at finde bussen. Her var det at australieren steppede op, han fandt på maps.me den lokale busterminal, og gennem smalle gyder og stier blev vi ført hen til busterminalen og den nedslående nyhed, at den sidste bus var kørt. Længe havde vi ikke til at fordøje den nedslående besked, for ikke et halvt minut efter kom en bus hostende ind på pladsen, og den kørte sjovt nok til Jogia 😀

Så heldig kan man være, at bussen langt fra var moderne er så en anden sag, vi blev enige med australieren om at det nok var bedst at sætte sig op foran, for bagenden var så rusten at man formentlig ville falde igennem, hvis man lænede sig imod den. Buschaufføren var derimod dygtig, da vi kom afsted manøvrerede han med kyndige hænder på rettet os igennem den tætte trafik ind mod Jogja. Han var ferm til at læse trafikken, og det var få gange han måtte ned i fart, hvis der da ikke var rødt lys.

På Jombor stationen mødte vi en sød indonesisk kvinde, der gerne ville betale vores billet med bybussen, godt nok koster denne billet nærmest intet, men alligevel, det kunne vi jo ikke have, så det endte med at hun tjente lidt på at købe den til os (man kunne på dette tidspunkt af døgnet kun købe med en app). Det viste sig, at hun var i byen for at søge et job, hun havde indtil 2020 boet 11 år i byen, men i forbindelse med Corona havde hun mistet sit job på et hotel, og det havde betydet, at hun havde måttet flytte tilbage til sine forældre i en landsby. Det havde ikke været let, veluddannet og fraskilt som hun var. Nu hvor udlændingene atter strømmer til landet er der brug for de sprogkyndige, og hun satsede derfor på at få gang i karrieren igen. Vi kan herfra kun ønske hende held og lykke, for hun gjorde et fantastisk godt indtryk