Endestation på Flores
Dag 24
Efter en søvn, hvor vi ikke blev forstyrret af posedamer, men hvor vores ven muezzinen fra den lokale moske leverede, fik vi pakket inden morgenmaden. Vi havde bestilt morgenmad til kl. 8, med da brølere fra moskeen allerede startede ved 5 tiden havde vi god td til at få styr på vores sager. Vi nød morgenmaden, og fik sagt farvel til den helt fantastiske receptionist på det hyggelige guesthouse. Hun havde sagt at bussen ville komme kl. 9.30, og miljø skadede som vi er blev vi hurtigt bekymrede da den ikke var der til tiden. Nu kører tiden på et lidt anden måde hernede, så med et kvarters forsinkelse dukkede bussen op, og vi fik vores bagage smidt ind og blev anvist en plads. Efter en rokade af passagererne der ville gøre en skak stormester stolt var vi nu klar til afgang. Bussen varan klartbedre kvalitet end de andre vi harkørt med på Flores, men der er jo altid et hår i suppen, således var det også den kedeligste tur vi har haft. Der var ingen høns, ingen pakker at levere, og søreme om ikke også døren kunne lukkes. Således sikrede kørte vi stille og roligt frem af Trans Flores highway, vi nåede vel en effektiv fart på godt 30 kilometer i timen, og det er, tro det eller lad være, vores rekord på øen. Undervejs skulle vi spise, naturligvis da, for når bussen nu starter kl. 9.45 går det naturligvis ikke at køre 4 timer uden en middagspause. Maden var ok, Ayam Goreng med Nasi Pitah, stegt kylling med ris for dem der ikke er så stærke i det lokale sprog. Vi havde den store glæde at blive kørt direkte til vores domicil for de kommende 3 nætter. Teuz B&B byder på et ret kedeligt værelse parret med et ret spændende badeværelse. Som så ofte før herude kan vi kun undre os over hvad man dog har tænkt ude på badeværelset. Selve værelset er egentlig ganske godt, men her er der i hvert fald tale om en minimalistisk tilgang til udsmykningen.
Efter at have taget værelset i brug gik vi ned til Labuan Bajo. Ned er her det helt rigtige, for vores bosted ligger ret højt i landskabet. På vejen ned nød vi det helt igennem forrygende udsigt over Komodo nationalparken, der starter ret tæt på Labuan Bajo. Utallige øer, og endnu flere både åbenbarede sig ude i det blå hav. Nede i byen gik vi rundt på må og få, og konstaterede at der mildest taget er forskel på rig og fattig i dette område. Mange lokale bor i noget vi vil betegne som kummerligt, men det er jo dog værd at bemærke at de ikke fryser. Vi måtte også sande at vi nu er ved havoverfladen, og ikke i 1100 meter højde, og det betød kontant afregning på termometret, vi gik i bagende hede, og selv Solveig svedte
For at komme lidt til os selv blev det til både kold cola og is ved en bænk langs vandet, inden vi så småt indledte hjemturen med at gå forbi alle fiskeboderne i byens lille night marked. Her kan må få grillet fisk i alle afskygninger, konceptet er simpelt, man vælger en fisk, og så kan man få den grillet. Vi var dog endnu ikke sultne, så vi nøjedes med at se stedet an, og gik videre ad hvad vi trods var den rigtige vej hjem, Den førte os til fiskemarkedet, der var flot, men ikke til vores bopæl, så vi måtte tilbage igen. Det gjorde nu ikke noget, vi nød stadig udsigten over det smukke vand.
Hjemturen blev hård, vi gik først opad, og det havde vi også regnet med, men desværre førte vejen os forbi nabo bugten, og det betød at alt vores vundne højde atter gik tabt. Den sidste opstigning var lang og stejl, og atter svedte vi som bæster, da vi var kommet helt op hvor vejen ville gå ned til vores bolig lå der en restaurant, godt nok i den dyre ende, men med en meget indbydende beliggenhed. Vi kunne ikke modstå fristelsen, og det forrygende måltid på Sesto Senso er turens dyrest indtil videre, hele 250 løb regningen op i.
Kommentarer