Kunsten at slå tiden ihjel
Dag 38
Vi havde en træls dag foran os i Jakarta. Byen, der er gigantisk, scorer ikke ret højt når rejsende taler sammen om deres oplevelser i Indonesien. Vi havde også nærmest på forhånd opgivet at se de få highlights fra kolonitiden som byen trods alt er leveringsdygtig i. I stedet satsede vi på at bevare kræfterne til den kommende nats flyvning til Manila. Planen var som følger, sov længe, tag lang tid om at spise morgenmad. Slap af på værelset indtil tjek ud kl. 12. Gå hen til et sted med aircondition, og spild tiden der. Tag til slut en langsom transportform til lufthavnen.
I det store og hele holdt planen, vi sov godt nok ikke vildt længe, men kom først ned til den lidt skuffende morgenmad omkring kl. 8.30 Normalt slutter morgenmaden på hotellet kl. 9, men da det var søndag fortsatte den vist nok til kl. 10. At bedømme på de ret tomme fade der ikke blev suppleret op var det godt vi ikke testede om det virkelig var rigtigt, for det kan ikke afvises at vi kunne være endt med lange næser, og tomme maver. Efter maden blev der blogget og tjekket op på verdens situationen på vores værelse. Men kun 5 minutter tilbage på klokken gik vi ned for at tjekke ud. Det lykkedes os heldigvis at få lov til at opbevare vores store rygsække på hotellet, så vi kun skulle have de små med ud i den varme, smogramte by.
Langt skulle vi ikke gå før vi havde fundet hvad vi søgte. Et gigantisk shoppingcenter med 5 etager og en såre behagelig indetemperatur. Vi slentrede rundt, så de mange butikker mere end en gang, og købte sågar noget. Peter faldt for en fed t-shirt, det lyder utroligt, men det er ikke bare den kunstneriske frihed der kommer til orde her. Den blev købt i Eiger butikken, Eiger er et enormt bjerge Schweiz, og åbenbart også et indonesisk outdoor mærke. T-shirten oplister en masse gununger, bjerge og vulkaner, og den måtte jeg bare eje. Heldigvis havde de en enkelt i en størrelse der kunne passe. Vi kiggede også på sko, og her var der, i en her butik, 1 sko i størrelse 46. Christian ville med andre ord ikke have en chance for at få passende fodtøj her. Indonesien har jo et noget andet klima end Europa, og det gav sig udslag i andre typer af outdoor udstyr end hvad vi kender hjemmefra. Vi så således hele 5 forskellige modeller af flip flops med heftige terrængående sål profiler. Den slags fodtøj har vi lige godt aldrig set før. Man kan jo købe trangiaer, og andet letvægts kogegrej i europæiske butikker. Det samme kunne man naturligvis i Eiger butikken, dog med det twist at der i stedet for letvægts bestik var sæt sammen-klappelige spisepinde som tilbehør
Centret havde andre spændende butikker, således stod den første indonesiske selfie fotobox af koreansk tilsnit i centret, og utroligt nok var der et marked for at tage billeder af sig selv i en lille box iført alskens tossede accessories
Efter at have brugt ikke mindre end 4 timer slentrede vi tilbage til hotellet, hvor vi også fik stjålet en lille halv time i lobbyen svalende luft. Til sidst var der dog ingen vej udenom, vi måtte til lufthavnen. Vi gik til Pasar senen stationen og købte der et kort til Jakartas nærtrafik. Vi tog først et nedslidt tog 5 stationer, inden vi kom over i den ret nye lufthavnsforbindelse. Hvilken forandring, lufthavnstoget var den rene luksus i sammenlignin med de andre transportmidler vi har stiftet bekendtskab med i Indonesien. Bløde sæder, kold luft, og rigeligt med plads, hvad kan man dog ønske mere.
I lufthavnen fortsatte vi med at slå tiden ihjel, der var ca. 6 timer til vi skulle flyve da vi kom ind i lidfthaven. Så atter gik vi rundt op til flere gange. Alt i alt fik vi bevæget os 8,4 kilometer ved egen hjælp, sket ikke så ringe på en dag, hvor der ikke var nogen som helst former for et program.
Kommentarer