Ad klip klappernes dødsrute til Paradis (Adara)

Dag 11

 

Efter endnu en meget varm nat hos Estevao var det tid til at skifte bopæl på Atauro. Vi havde booket 2 overnatninger ovre på øens vestside. Atauro er ikke nogen stor ø, og i luftlinje er der ikke så langt fra Beloi til Adara, men på trods af dette er det ikke nogen let sag at komme over til Marios place, det eneste overnatningssted på den vestlige side. Øen er kuperet, og veje er ikke noget man i vid udstrækning lader til at benytte sig af. Vi havde fået lov til at stille et par rygsække ved Estavao, og han havde også sørget for at vi kunne blive kørt noget af vejen. Vi gik således hen til Barrys place, hvor Estavaos onkel arbejdede og han kunne køre os op mod Arlo, en lille landsby oppe i bjergene. Da vi kom til Barrys holdt der 3 biler i gården, en fed SUV, en ramponeret ambulance, samt en nedslidt Ford med lad. Det var desværre sidstnævnte der var udset til at bringe os op over bjerget. Heldigvis var der plads nok inde i bilen til os turister, men Estevao, der galant havde tilbudt at gå med for at vise os vejen blev henvist til ladet. Vi blev af Barry advaret om en lidt bumpy road, og ganske rigtigt gik der ikke lang tid før vejens beskaffenhed trodsede enhver beskrivelse. Som så ofte før på øen konstaterede Solveig at det mest af alt var at sammenligne med Afrika. Peter havde før turen ment af de 30dollars vi skulle betale for den ret korte tur var for meget, men dergik ikke lang tid førend prisen forekom absolut rimelig. Vi kom så langsom frem at chaufførens hund uden problemer kunne løbe langs bilen hele vejen op ad bjerget. Endelig vendte chaufførren bilen, og vikunne så fortsætte turen mod Marios place til fods. Den første kilometer foregik en strækning hvor der teoretisk måtte være muligt at en 4 hjulstrækker kunne køre, men efter Arlo, der huser 40 familier, blv ruten til en sti. Vi mødte skolebørn på vej i den modsatte retning, vi studsede lidt da den ene af pigerne kun havde en klip- klap på fødderne, men snart fik vi forklaringen, for at komme ned mod det smukke blå hav vi nu tydeligt kunne se måtte vi gå nedad nogle ret stejle klipper, langs sporet lå der adskillige klip klapper der netop her havde opgivet ævred. Bedre blev det ikke da klipperne var overstået, for at gå langs stranden tester også den slags fodtøj, overalt var der ramponerede udgaver af Peters hadefodtøj. På trods af at vi var blevet kørt en del af vejen endte vi med at tilbagelægge over 5 kilometer til fods, Marios place er således ikke for de magelige turister. Da vi ankom fordoblede vi antallet af gæster, 3 af de andre havde vi set på færgen, nemlig et yngre tysk par der nu har rejst i 1,5 år, en yngre rodløs franskmand vi havde snakket med i kaosset på havnen i Dili, og en tysk kvinde vi ikke før havde mødt. Vi fik efter kort tid anvist vores hytter, vi ligger lidt i anden række, men det betyder nu ikke så meget, væggene i hytterne er papirstynde, så lyden af brændingen er tilstede hele tiden. Dan vi ankom var det højvande, og det kridhvide sand og det azurblå hav parret med de grønne palmer gav øjeblikkeligt associationer til Bounty reklamer fra 80èrne. Efter vi er ankommet har vi snorklet, gået langs stranden og fundet adskille konkylier og muslingeskaller, smat spillet ikke så få spil Uno. Vi har alle nydt den utrolige udsigt, og som et ekstra plus betyder stedets placering også at vi har nydt en smuk solnedgang. Indtil videre er det som om vi er endt i paradis by the sea. Temperaturen er behagelig, der er ingen højlydte dyr, og vi har endda endnu til gode at se den første myg. Marios place kan anbefales.