Ved foden af vulkanerne

 

Dag 19

Vi trak sengetiden langt ud over det sædvanlige, da vi havde en aftale med Kirsten og Grethe om et facetimeopkald, når Kirsten nu alligevel var til "mandagsmadklub" med min mor. De ringede op da vores ur viste 22.45 og så gik snakken ellers i en halv time og vi synes det var hele ventetiden værd - det er dejligt at kunne kommunikere på denne måde og få vished for, at vores kære har det godt. De er heldigvis gode til at følge med på bloggen, så de fleste nyheder er allerede serveret.

Vi skulle afsted mod busstationen kl. 07.00 hvor vores flinke vært ville køre os. Vi er kommet i snak med en dame fra Tjekkiet, som rejser alene, og hun skulle også med. Peter havde "reddet" hende, da hendes planer om at tage til Bajawa godt kunne have endt uheldigt, for stort set alle overnatningssteder udsolgt i byen. Heldigvis fik hun med hjælp af Peter fundet overnatning og også tilbud om at køre med til busstationen. Således var vi alle klar til tiden, og morgenmaden havde de endda været så søde at servere inden kl. 7 så vi havde nået at få tanket op med kogte ris, kogte æg med chilli og noget kålsalat skyllet ned med en kop sort kaffe (jeg glæder mig til rundstykker med smør og ost igen).

Godt vi havde en lokal med, for da han holdt ind til siden et sted i Ende, og bad os stige ud, lignede det ikke en busstation, men bagved holdt en rød minibus og chaufføren og hans hjælper var allerede oppe på taget af bussen for at parkere vores rygsække der... Der var heldigvis ikke så mange med, ingen aircondition, men til gengæld stod døren åben hele turen og sørgede for udluftning. Bussen havde samtidig med også en funktion som pakkebil, og der blev både leveret og afleveret pakker på ruten, hvilket betød, at turen tog længere tid. Men som i Afrika således også her; indoneserne har tiden, og hvis man skal vente, kan man jo altid fordrive ventetiden med en lur. Der er absolut ingen stresse her og tidspunkter er vejledende lige som så meget andet her. Endnu engang forundres vi over, hvor godt mange lande kan fungere uden at være gennem reguleret - vi oplever også på os selv, at der er en anden frihed ved det og at det simpelthen er nemmere at slappe af - "det går nok-tilgangen" er på mange måder sundere og forhindrer stress.

Vores chauffør kunne ikke engelsk, men han fornemmede hurtigt, at Peter og Marcena (fra Tjekkiet) gerne ville fotografere den store vulkan Inerie så han holdt to gange ind til sidens de kunne komme ud og fotografere. Turen varede små 5 timer, og vi blev sat af meget tæt på vores overnatning, så vi kun skulle gå de sidste 100 meter. Homestay Kristian er vores hjem de næste tre dage i byen Bajawa. Byen har ca. 40.000 indbyggere og ligger meget naturskønt omgivet af flere vulkaner. Turisterne kommer primært hertil for at vandre, bade i varme kilder eller se på små landsbyer i traditionel byggestil.

Vi gik hurtigt på jagt efter frokost og en pengeautomat. Pengene fik vi hurtigt og frokosten valgte jeg; en lille grøn restaurant meget lokal kunne jeg godt se, og det viste sig da også at menukortet kun var på indonesisk og uden billeder - vi tog begge chancen og bestilte to retter  - vi vidste ikke hvad vi ville få - Peter vandt og fik noget udemærket oksekød med nogle grøntsager og ris. Jeg fik ris og en klump fedt lignede det i en stærk sovs - Peter smagte på klumpen men måtte spytte den ud igen til stor morskab for to ældre mænd der sad ved nabobordet. Jeg skyllede mine ris ned med en cola og så gik vi over i supermarkedet for at købe en is. Der er ikke genvalg til den restaurant. 

Sidst på eftermiddagen gik vi en tur Peter havde fundet sig i udkanten af byen og mødte en masse lokale børn og voksne der hilser og vinker, når vi kommer imod dem, det er faktisk helt overvældende men rart.

Jeg valgte til aften en restaurant hvor menuerne stod på engelsk og vi fik dejlig mad og mødte to unge danskere, hvoraf den ene arbejder på ambassaden i Jakarta. Vi snakkede og deres rejse og udvekslede tips - det er de første danskere vi har mødt siden Bali.