Back in Dili

Dag 14

Vores sidste dag på Atauro startede stille og roligt. Vi var klar ved morgenmaden kl 7.00 og spiste os i ro og mag igennem buffetten. Menuen på Barrys var mere vestlig orienteret end hvad vi har været vant til. Således var der pølser og baked beans og spejlæg, men heldigvis også papaya. Kasavaen gjorde også et comeback, men den kendte vi jo og kunne således undgå den. Efter morgenmaden spillede vi UNO og pakkede vores rygsække. Efterhånden kastede vi mere end bare et stjålent blik mod syd, og heldigvis kom den til syne; Dragon Star-færgen fra Dili. Vi skulle med retur for at Lone og Eskild kan komme tilbage til Danmark igen. Vi kunne se båden blive større og større, og fulgte med spænding, da den lagde til ved den lille mole. Vi var atter engang imponerede over den kontrol kaptajnen havde over sit skib, for det lykkedes også denne båd at lægge til så passagererne kunne komme fra borde. Der herskede en vis forvirring om, hvornår færgen ville sejle tilbage, men vi havde fået damen i receptionen til at ringe til kaptajnen for at spørge, så vi åndede fred og ingen fare. Her har den opmærksomme læser jo nok tænkt sit, og det er også berettiget. Lone og Peter gik ned til færgen for at forhøre angående billetter og afgangstid, og fik den chokerende besked, at den ville afgå kl. 10.30, altså om en halv time på grund af vejret. Vi mødte dog også nogen der lige var ankommet med båden på en dagstur, og de sagde kl. 2, og så var vi jo lige vidt. Vi gik dog tilbage til Barrys, og jo, den var god nok. På grund af dårligt vejr om eftermiddagen ville færgen afgå 10.30. Så fik vi ellers travlt, og vi var ikke de eneste, vi så snorklere både drøne fra revet mod land, og en engelsk pige, der havde boet hos Estevao, kom nærmest løbende ind fra det lille rev tæt på havnen.

Det lykkedes os at komme ombord, og der var heldigvis ikke mange med færgen. Da det er en hurtig færge (1 time), var det ikke muligt at sidde udenfor så vi sad i vores stole og det var faktisk en ret behagelig og forholdsvis pæn og velholdt færge (bygget i Kina). Kun Peter havde ønsket, at det var den anden færge, så han kunne stå på dækket og fotografere. Men alligevel fik vi set, hvad de lokale bragte med ombord, så ud over ris og fisk var der så ment også en gris, bundet i benene omkring en stok. Overfarten gik fint uden nogen form for søsyge og endda med et par Uno-sejre til Eskild. Vi var nogle af de sidste til at gå fra borde, og Eskild var nysgerrig efter at se, hvad fiskerne havde i de store baljer, de slæbte i land og Peter holdt øje med grisen. Begge blev belønnet for i den ene balje lå en masse af de store, farveringe krebs, som Eskild havde fundet en skal af på stranden og Peter vi også et par skud af grisen (der stadig var levende) og måske havde været på sit livs sidste sejltur.

 

Efter en lang microlet tur rundt i Dili, (vi kom med køretøjet den lange vej rundt) tjekkede vi atter ind på Casa Minha backpackers hostel. Her blev vi mødt med en invitation til ejerens datters 10 års fødselsdag samme aften. Vi fik smidt vores bagage ind, købt nogle kolde drikke, spist en hurtig frokost, og så tog vi ellers afsted for at se om vi kunne købe busbilleter til Kupang, og for at se den store Christo Rei statue ude forenden af bugten, der ligesom er Dilis vartegn. Vi skulle kombinere rute 9 og rute 12, og heldigvis lå billet stedet hvor vi skulle af 9eren. Vi fandt stedet hvor vi kunne købe billetter, og endda også en ATM så Lone kunne hæve penge, ved billetlugen blev vi mødt af den lidt nedslående besked at vi først kunne komme med lørdagsbussen. Det betyder jo så en dag mere i både Dili og på Casa Minha, hvor Solveig ikke har været helt tilfreds med kvaliteten af madrasserne. 

Fra skuffelsen ved billetlugen var det en moderat spadseretur hen til stedet hvor rute 12 kunne tage os til Christo rei. Det er første gang på turen vi prøver en microlet der ikke er rute ni, men oplevelsen var nu den samme, høj musik, mange mennesker bilen, og en venlig atmosfære. Ud mod Christo Reivar der liv langs strandende vi passerede. Overalt legede børn i vandet, og der var boder der solgte drikke og mad. Delokale er ikke rige materielt set, men de virker glade og tilfredse. Statuen troner på en klippetop, og trappen derop bliver brugt af utallige løbere. Vi så for første gang også forholdsvis velstillede lokale, med ordentligt sportstøj, ure og kameraer.Det er åbenbart et sted man gerne tager hen for at se og blive set. Påturen op var det også første gang på turen at Eskild havde mere end svært ved at gå i fred, 2 familier spurgte Lone om de måtte tager billeder sammen med Eskild. Det blev til et par hårde fotoseancer for vores lille model, især den anden familie havde mange ønsker til hvordan han skulle stå på billederne. Fra toppen af statuen var der en flot udsigt, dog var vejret ved at såom, og det så ud til at regne over den vestlige del af Dili. Ved statuen,nærmere beskrevet bag statuens ryg ligger der en smuk strand med det fantastiske navn, Jesus backside beach. Havde vi haft mere tid burde vi nok være gået derned, men nu måtte vi nøjes med udsigten. Hjemturen var etter med microletter, og med en indlagt gåtur. Da vi endelig fik microlet nr.9 tænkte vi at vi næsten var tilbage på Casa Minha, men ak, netop denne kørte forkert, så vi afsluttede dagen med en gåtur da vi endelig fandt ud af at den var på afveje. 

På vores hostel var der kommet end gæst, hende snakkede vi med mens vi ventede på maden. I anledningen af Minha ti års fødselsdag fik vi Beef biriani, en ret krydret ret. Kvinderne i selskabet fik hurtigt organiseret en lille gave til fødselaren, for man kan jo ikke komme tomhændet til en fødselsdag.