Helvedets kæber

dag 33

Vækkeuret ringede på det helt ukristelige tidspunkt 1.00

Peter havde sovet overraskende godt, mens Solveig af bare spænding over den forestående dag dårligt havde lukket et øje. Da vi kom ned i opholdsrummet på Avrija var der i den grad sket et skifte i aktivitetsniveauet. Hvor der om aftenen kl. 20 havde været nærmest mennesketomt, var der nu et hav af  mennesker. Ijen-vulkanen er åbenbart et kæmpe hit, og vi så mange veloplagte vandrere med guides, der bare ventede på at klokken skulle blive 2 så bjerget ville blive åbnet. Vores guide ventede vi derimod på. Han kom ikke kl. 1.30, hvor første melding havde lydt på, at han ville dukke op, ej heller kl. 2 var der nogen guide til os, og vi indstillede os så småt på, at vi ville komme til at klare bjerget uden guide. Vi tænkte egentlig, at det ville være ok, for hvor svært kunne det være med sådan en  samling pandelygte-bevæbnede vandrere foran til vise vejen. Sådan gik det dog ikke, netop som vi havde besluttet, at ville tage afsted på egen hånd ankom Pebri, vores guide til turen. Vi fik demonstreret vores gasmasker, og snakket lidt om vores muligheder. Noget skuffende anbefalede Pebri IKKE vores ønske om at gå ned i krateret for at se den blå ild, han ville hellere guide os op for at se solopgangen. Den tyggede især Peter lidt på, og der var tid til at fordøje også, for Pebri var ingen sprinter. Faktisk var han i særklasse den langsomste guide vi nogensinde har oplevet. Efter 900 meter i sneglefart på en minimal stigning skulle vi endda holde en lille pause. Han hostede og hakkede fælt, og gik så langsomt, at Peter havde svært ved at holde balancen og bevare besindelsen. Da stigningen for alvor begyndte gjorde han, hvad vi ikke troede var menneskeligt muligt, han satte simpelthen tempoet yderligere ned! Solveig havde snakket med ham på vejen, og det viste sig, at han havde en lungesygdom, hvilket naturligvis kunne forklare det i Peters øjne helt uacceptable tempo. At han så ovenikøbet sagde, at hans hobby var bjergvandring skreg til himlen. Efterhånden tyndede det ud i folkene på stien, vi blev efterladt af snart sagt samtlige grupper, der motiveret bevægede sig mod toppen, mens vi sneglede os i den rigtige retning. Da vi endelig, efter over en times vandring havde tilbagelagt de 3,4 kilometer til kraterets kant kunne vi se en kæmpe lysende orm bevæge sig ned mod kraterets bund, mens vi i stedet i ensom majestæt bøjede af mod højre, til et sted, hvor vi kunne nyde solopgangen. Her voksede der for første gang en opløftende tanke frem i vores hoveder, ved at sammenligne klokken med tidspunktet for solens opståen med afstanden til udsigtspunktet kunne det ikke afvises, at Pebri måske havde fat i den lange ende. Hvorfor stå og fryse efter at have svedt ved at gå for hurtigt op, når man ved at gå langsomt kan undgå lang ventetid og at være badet i sved? Man kan jo så spørge om, hvorfor vi så skulle afsted så tidligt, men det tidspunkt havde den gode hr. Pebri intet at gøre med, han var bare blevet booket ind til at møde os. Og måske var det bare den gode gamle kædereaktion, der startede det hele kl. 02.00! Jo længere vi kom ad vejen mod udsigtspunktet, jo gladere blev vi for at have hyret en guide. Stien var ikke så god mere, og hvilken vej man skulle gå var heller ikke så indlysende som på turen op på kraterets kant. Vi ankom til toppen kl. 4.45 som de første, men stilheden varede ikke længe, allerede 2 minutter efter begyndte en lind strøm af vandrere at ankomme, og der blev pludseligt kamp om de gode pladser til at fotografere det begyndende morgengry.

På veje op til udsigtspunktet fik vi snakket lidt mere med Pebri, der viste sig at være uddannet sygeplejerske fra universitetet i Surabaya. Han arbejdede nu freelance og havde egen klinik hjemme og tog også ud til syge i eget hjem. Han boede i den nærliggende landsby, og det er interessant hvordan landsbyerne i Indonesien åbenbart har egne regler... Normalt er det (som i DK) kun læger der må udskrive medicin, men da der ikke er en læge i landsbyen, så må Pebri gerne gøre det. I landsbyen må man gerne køre uden hjelm på scooter og motorcykler - vi har ved flere lejligheder set "hjelmløse" overhale politibiler uden der skete noget ved det. Og som vi tidligere har nævnt, så må man også gerne begrave sine afdøde familiemedlemmer i egen baghave, hvis man bor i en landsby... Utroligt at dette land hænger så godt sammen uden synlige konflikter. 

Nu var solen kommet op og vi fik tiden til at gå med at suge landskabet til os efter mørket havde forladt det. Pebri havde lavet et bål, og sad og hyggede sig med de andre guider og fyrede den ene vits af after den anden, hvis man skulle tyde ud fra alle de grin, der kom fra bålets kant. Noget af det smukkeste var søen i bunden af krateret. Krateret er 200 meter dyb og fyldt med meget syreholdigt vand (5 gange mere surt end mavesyre) og 250 meter dyb. Temperaturen er mellem 30-60 grader alt efter den vulkanske aktivitet. Det giver en smuk turkisblå farve, og efterhånden som lyset blev skarpere, kunne vi se dampen på søen bevæge sig som candyfloss, der hvirvlede rundt på overfladen. På kraterets sydlige side er der en svovlmine, og det var den, der var årsag til at vi overhovedet var der. Peter havde nemlig set (og det viste sig, at det havde Christian også) nogle dokumentarer om svovlbærerne, og havde lige siden ønsket sig at se dette sted med egne øjne. Området blev i dokumentaren kaldt "Jaws of Hell" eller helvedets kæber, og det kan nok også passe, for det er alt andet end et sundt job, hvilket vi vil prøve at uddybe i det følgende, da denne dag bød på både fascination og følelser som tristhed og uretfærdighed i én blanding. På vejen tilbage mod nedgangen til krateret chokkerede Pebri os med at samle al den plastik affald han kom i nærheden af op i en sæk, og bringe det med videre. Han var ligesom også i et andet gear, og gik i et godt tempo foran mens han snakkede med samtlige andre guider vi kom omkring ved, altid havde han en kommentar, der fik smilet eller grinet frem hos de andre. Da vi nærmede os stedet, hvor minearbejderne kommer op fra krateret skyndte han på os, en ældre arbejder, der havde 40 års jubilæum som svovlminearbejder kom os i møde med sin tunge last. Ham fik vi lov til at tage billeder af, og det var imponerende at se, hvordan han tilsyneladende uden nogen former for besvær stod med de 2 fyldte kurve, der tilsammen indeholdt omkring 70 kilo af det gule grundstof. Det afgjorde også sagen, vi besluttede os for at gå ned i krateret, og vi tilbød Pebri, at han bare kunne vente på os. Nu hvor vi kunne se stien tænkte vi godt selv vi kunne klare turen. Det blev der dog ikke noget af, han gik resolut forrest, hvilket vi nu er meget taknemmelige for. Pebri kommer fra minearbejdernes landsby, og dem kendte han også allesammen, han vidste hvad en "fototilladelse"var værd. I dag supplerer minearbejderne lønnen med at få lidt penge fra de turister, der tager billeder af dem. Vi kom ca. af med 15000 rupiah, eller ca.7 kroner for at måtte tage billeder af de 3 arbejdere, vi mødte. For os er det en helt igennem horribel betaling, men ser man det i sammenhæng med, at det kræver 3 ture ned i krateret efter 70 kilo svovl pr. gang for derefter at skulle tranportere de ca. 200 kilo 3 kilometer ned af bjerget til stedet, hvor vægten er placeret for at skaffe 250000 rupiah (16 Euro) er det slet ikke en så dårlig supplering af lønnen, der er tale om. Arbejdet er så hårdt, at det er svært at skaffe nye arbejdere til faget. Pebri fortalte, at minen tidligere havde produceret 15 tons svovl om dagen, men af der nu kun blev bragt 6 tons ned. Alle andre vulkanminer er lukket, I dag får man langt overvejende svovl som et biprodukt fra olieraffinering. Som en lille bibemærkning, et kilo svovl giver en arbejder 1250 Rupiah, hvilket ca. er 0,07 € Når Gustav Johannsenskolen køber svovl ind til kemiundervisningen er det svært at genkende den kilopris!

Vi havde så spændende tur ned i krateret, at beskrivelsen her kun kan blive et fattigt forsøg på at levendegøre en oplevelse, vi begge nok vil huske resten af vores liv. Mens vi gik ned steg vores agtelse for Pebri til nye højder, han spredte glæde til alle, der krydsede vores vej, og vi var ligeledes glade for at vi ikke havde gået på den smalle sti i nattens mulm og mørke. Vi så et homestay for minearbejderne, en meget simpel hytte, hvor der var en lille seng, Pebri kunne også fortælle, at nogen af dem sov under åben himmel. Solveig havde tre pakker småkager med i tasken som var tiltænkt os, hvis vi havde brug for noget at styrke os på, men inden vi kom ned igen, havde hun uddelt pakkerne til forskellige minearbejdere, som med glæde og taknemmelige blikke tog imod. Da vi nærmede os stedet, hvor svovlen hvislede ud, blev det nødvendigt at montere gasmaskerne, og vi blev da også en enkelt gang indhyldet i en af de giftige svovlskyer. Vores mund, og dermed vores lunger var beskyttet af gasmasken, men øjnene var ikke, og især Peter følte at det blev ved med at svie gevaldigt. På vej op af krateret var Pebri i storform, han havde overskud og gik hurtigt opad, morgenens  præstation kan i det lys kun have været et udtryk for overblik over, at vi skulle undgå at fryse på toppen.

Da vi kom op af krateret købte Solveig en souvenir af en af arbejderne, efter at have set deres arbejdsvilkår havde hun svært ved at prutte om prisen, og kom således til at betale en god pris for den lille miniature kurv. Vi var dog begge enig om, at pengene nok gjorde mere gavn i arbejderens lommer end i vores. Pebri var en god og veluddannet guide, der også kunne føre fine samtaler på engelsk, men det undrer os alligevel, at han (som alle andre) bare accepterer de arbejdsforhold, minearbejderne lever med. Det er uforståeligt, at man enten på den måde har givet op over for systemet eller er ligeglad - vi tror dog ikke det sidste er tilfældet, for Pebri var slet ikke ligeglad og viste det ved hans tiltalte og uddeling af bolcher til minearbejderne. Det er bare som om man har accepteret, at der er et slags parallelsamfund for alle dem, der ikke sidder ved magten. Vi har endnu til gode at høre en indoneser udtale sig positivt om deres politikere.

Vi sider nu på et homestay og fordøjer dagen, vi anede i morges ikke at vi ville ende her, men i vulkanens dyb tjekkede Solveig lige vores reservation, og konstaterede med gru at vi atter engang havde bestilt til en forkert måned, heldigvis var det noget andet, der var ledigt, og vi kunne endda få vores 90 kroner tilbage. Vi har været på banegården og er 100% klar til start i morgen. Vi har således selv klaret at få bestilt togbilletter og endda får dem printet ud på banegårdens terminal, så vi er ved godt mod, og håber bare at forlydenerne om, at der er en spisevogn koblet på toget viser sig at holde stik, ellers bliver det lange 13,5 time i toget. 

Vores homestays vært er lidt af en handelsmand, da vi kom konstaterede han, at vi svedte, og sagde at vi jo havde booket et værelse med fan og ikke med aircondition, vi fik så vist et med aircondition, og et med deluxe aircondition, og på den måde opgraderede vi os selv til deluxeudgaven for den beskedne sum af 50000 rupiah.

Angåemde nattens søvn, så har vi bange anelser selvom vi jo næppe kommer til at svede. Denne del af Banyuwangi et tæt bestrøget med moskeer, og tilsyneladende går deres ure forskelligt. Konsekvensen af de ikke synkrone ure er, at når den ene moskeer færdig med at larme, tager den næste over. Vi er i hvert fald i stand til at høre 3 moskeer, og frygter derfor meget for kvaliteten af nattens søvn- man hva`efter idag klager vi ikke over den slags småting:-)