Krydderier og gamle landsbyer
Dag 20
I dag havde vores veninde Marcela fra Tjekkiet lavet en aftale med en chauffør, så vi kunne komme ud og se nogle af de traditionelle landsbyer, der stadig fungerer som små samfund i større eller mindre grad. Vi mødtes kl.8.00 på hendes hostel, og så ventede vi en tyve minutter indtil en rastafarifyr med et stort smil og overordentligt overskud på grine- og humørfronten dukkede op i en kinesisk SUV påklistret et BMW logo på kølerenJ
Så var vi i gang og vi rullede afsted, første stop var hos hans mor, som havde en butik, hvor der blev tanket op med vand – Jeremy, som vores chauffør hed, fortalte om hans forældre og det område de boede alt imens han oversatte lidt for moren, der ikke kunne engelsk. Moren grinede bredt og blottedede manglende tænker, det var åbenbart ikke pinligt ,for Jeremy grinede bare endnu højere og sagde på engelsk “look she has almost no teeth”, hvilket sådan set var rigtigt.
Vores første stop var et udsigtspunkt: Wolo Bobo og her satte Jeremy os af, så vi kunne gå ud til krateret på en gammel vulkan, hvor der var en fantastisk udsigt. Vejret var rimeligt klart og vi kunne se langt og fik en fornemmelse af, hvor grøn Flores er. Vi endte med at gå hele vejen rundt ondet gamle vulkankrater og blev dermedvelsignet mediefrihed mange smukke indtryk fra den natur der findes og som især er præget af vulkaner og dermed også en frugtbar jord. På vej tilbage havde Marcela spurgt Jeremy om han ville vise os nogle af de krydderier, øen var rig på, og her gjorde han virkelig et godt indtryk og brugte mange stop på at vise os forskellige ting. For det første en plante, de stadig bruger mod malaria (forebyggende) man skulle knuse bladenes saft og drikke en skefuld, og der prøvede vi-føj for en bitter smag! Jeg forstår godt hvis myggene holder sig væk efter den omgang. Men de havde også andre lækre ting og selvom Flores ikke er en del af de såkaldte krydderiøer, så kom vi forbi en vanilleplantage, nelliker, muskatnød, peber, kakao og kanel. Vi fik også købt bødevanillestænger og nelliker ved vejen, hvor krydderierne lå t tørret solen. Nu bliver det spændende m de holder til resten af rejsen. Men mon ikke også de kan virke som duftfrisker ved de sure sokker i taskenJ
Inden vi kom til landsbyerne stoppede Jeremy ved en bambusskov, og helt ærlig – ingen af os har nogensinde set så kæmpestore bambus, der var virkelig tale om en skov, hvor bambusstænglerne var så tykke som en træstamme. Der anvendes stadig rigtig meget bambus til byggeri i Indonesien.
Herfra gik det videre til Bela traditionelle landsby. Jeremy forklarede at landsbyen ikke modtager mange besøgende, og at der ikke ville være noget at købe. Begge dele skulle det vise sig at han skulle få ret i. Vi gik ind og så de flotte træhuse med høj rejsning, men også nogle mindre bygningsværker midt på den samlede gårdsplads. Det viste sig at være minder for kvindelige og mandlige klanmedlemmer, og da der var 3 af hver betød det at Bela var hjemsted for 3 klaner. Vi fik også en lille rundvisning bag landsbyen, her var der de forskellige afgrøder beboerne lever af. Vi kom også forbi deres dyrehold, og fik forklaret priserne for Babi, eller gris som dyret hedder hos os. En velvoksen en af slagsen løber op i 5000000 rupier eller 2250 kr. Inde i Bela mødte vi Filimon, en gammel herre, der gerne ville snakke. Jeremy var flink til at agere tolk når sprogproblemerne blev for store. Vi mødte også en mand der var meget glad for Tyskland. Forståeligt nok, for nogle besøgende tyskere havde set hans datter der var født med fødder der ikke kunne strækkes ordentligt, de havde sørget for at datteren var blevet opereret i Heidelberg, og faderen havde været med, med sådan en solstrålehistorie i baggagen var manden forståeligt nok meget taknemlig. Besøget var meget tankevækkende, vi havde frygtet at de traditionelle landsbyer udelukkende er turistfælder, men et blik i gæstebogen afslørede, at Bela i hvert fald ikke hørte til i den kategori, sidste besøg var 6/8, altså 3 dage før vi besøgte den. Vi gav en donation der svarede til entreen i Bena, den store, meget mere besøgte by. Det lyder af meget, men svarer jo kun til ca. 3 euro.
Fra Bela kørte vi videre mod den næste landsby, undervejs stoppede en meget veloplagt Jeremy op så damerne kunne få fingre i nelliker og vanilje. I landsbyen Luba, der var større end Bela, var vi fra start de eneste gæster. Da vi gik mod landsbyen kom vi forbi den lokale skole hvor eleverne øvede til festlighederne i forbindelse med selvstændighedsdagen d. 17/8. Der blev lavet opvisning, og sunget er hjerternes lyst. Hvis der var samme engagement ved morgensamlingerne på Gustav Johannsensskolen ville det være fantastisk. Luba får flere gæster en Bela, og der var tre steder man kunne købe nogle af de vævearbejder Ngada folket er kendt for. Landsbyen var flottere end Bela, men får nok alligevel så mange besøgende at livsstilen bliver lidt tilpasset de besøgende. Vi så også her gravanlæg, Jeremy havde tidligere forklaret at når en person døge blev vedkommende begravet i stående et hul med en stor sten på hovedet. Når kroppen så rådner sørger stenen ved hjælp af tyngde kraften for at knoglerne så at sige komprimeres når den næste så dør gentages processen. På den måde kan der være mange begravet under de store fællesarealer. Også i denne landsby var mange tegn på at den er i brug som beboelse, parabol modtagere, og nogle steder scootere under hytterne, der alle som en er hævet over jorden. Vi var alle enige om at der er fantastisk at opleve en sådan livstil her i 2023.
Sidste landsby var førnævnte Bena, der kun ligger nogle få hundrede meter fra Luba, men som følles som en anden verden. Her er den primære indtægtskilde de besøgende, der mødes med krav om entre på 25000 rupier, en meget rimelig pris synes vi. Landsbyen er ekstremt fotogen, fra indgangen kan man se stort set alle husene, og som det ses på billederne var landsbyen ikke overrendt denne onsdag. Vi var ikke de eneste, men ligefremoverrendt var byen ikke. I over halvdelen af husene kan man købe varer, primært vævede produkter, men også smykker lavet af ben bliver solgt. Der var også en lille butik der solgte forfriskninger. Også denne landsby lever der mennesker, Solveig fik med fagter spurgt 3 piger om de boede i Bena, og det kunne de bekræfte. Vi kom også forbi ældre kvinder der enten arbejdede eller sad og spillede kalaha. Det må være en dejlig måde at blive gammel på. Fra Bena kørte vi op til et sted hvor vi kunne få frokost, Jeremy kørte os til Heavens door, et sted med god mad og en sublim udsigt over landskabet. Fra stedets dejlig terrassekunne vi se Luba og Bena, samt en 4-5 andre traditionelle landsbyer.
Sidste stop på turen var en badetur i nogle varme kilder, som de har en del af på grund af den underjordiske aktivitet fra vulkanerne. Vi betalte 12 kroner for at få lov til at hopperi kilderne – det var helt vildt at prøve for der var virkelig smæk på strømmen og så var der koldt i den ene side, lunkent i midten og varmt i den anden side. Og når jeg skriver varm, så var det brandvarmt jo længere opad mod strømmen man kom - men det var dejligt, når man lige hade fundet sig et sted hvor temperaturen var tilpas, så vi sad der en times tid oplev helt rynkede på fingrene og iagttog de lokale, der også kom derned for at blive asket. Dejligt at se, det ikke kun er et turiststed
Dagen igennem har været fyldt helt op med indtryk og det har været en kæmpe oplevelse. Inden fik sagde farvel til Jeremy fik vi lavet en ny aftale med ham for i morgen – vi glæder os!
Kommentarer