Landuhyrer og smukke strande

Dag 28

Efter en mildest taget dårlig nats søvn på det gode skib Bintanglang, blev vi vækket, eller i hvert fald bedt om at stå op kl. 5.00. Vækkeren var den veloplagte mr. Uno, der purrede os så tidligt så vi kunne nå at se solopgangen fra et udsigtspunkt på Padar Island. Kl. 5 var det kulsort udenfor, men på kort tid lysnede det så meget at det blev klart at solopgangen ikke ville være af den spektakulære slags, for horisonten mød øst var dækket af skyer. Vi er nu gået over til en 3 bådsstrategi, forstået på den måde at gæsterne bliver fordelt på 3 både når vi skal i land. Solveig var først klar, og kom med første båd ind, mens Peter, der lige huskede vandet, måtte vente til båd 2. På Padar er der en lille mole, men vi var ikke den eneste både der var på vej i land, så i stedet for at blive sat af med tørre sko ved en mole, måtte vi fluks tage sko og strømper af for at hoppe i ved stranden. Udsigtspunktet ligger i 150 meters højde, og da der kun er 500 meter derop er der tale om en hård stigning. Det medbragte overtøj kom således ikke i brug, varmen kom ganske naturligt som følge af anstrengelserne ved opstigningen. Vi sad på toppen sammen med MANGE andre da solen burde være stået op, udsigten var flot. Padar har en sort og en pink strand liggende meget tæt på hindanden. Strømforhold afgør hvor partikler af forskellig størrelse aflejres, og det er i princippet ikke anderledes end sand og sten strande i Danmark, bare lidt flottere. 

 

Dagens næste programpunkt var en bade og snorkletur ved en af de åbenbart flere lyserøde strande på Padar, Heldigvis blev sejlturen derhen også signalet til vores første morgenmad på båden. Stegt banan var menuen, og der kunne så efter egen smag tilsættes chokolade sovs, hvad Italienerne ombord gjorde flittigt brug af.

 

Den lyserøde strand var lidt af et hit, vi var allerførste både der ankom, og havde altså i lidt tid herlighederne for os selv. Kombinationen af det lyserøde sand, det blå vand samt øerne ude foran var magisk. Desværre var solen endnu ikke brudt igennem, og idyllen var rede ikke ved. I løbet af kort tid anløb der enkelte både, og så var vi ikke mere alene. Vi brugte tiden på at snorkle, også her var der koraller meget tæt på kysten, farverne var flotte, og fisk var ikke en mangelvare. Vi så bl.a. de smukke regnbuefisk, og nød ellers da solen kom i gennem og gav endnu mere farve til omgivelserne. Den lyserøde strand var dog ikke det sidste stop, og derfor måtte vi efter en god times tid videre igen. Det gjorde nu ikke så meget, for vi havde store forventninger til næste programpunkt, vi skulle nemlig anløbe øen Komodo, der jo er kendt for sin bestand af verdens største reptil art, nemlig de frygtindgydende Komodo varaner. Vi blev mødt af en ranger, der gav os lidt oplysninger, og så gik vi ellers ind i parken med et par rangere som sikkerhed. Varanerne lever vildt på øen, der er 1600 af dem, og de deler øen med ca. 2000 mennesker. Bliver man bidt af et af de forhistoriske bæster er man ilde faren. En rift kan behandles med antibiotika, et større sår skal skæres ud, og kan man ikke det må man amputere. I deres spyt er der gift der nedbryder kroppen væv, og efter et bid på et større byttedyr går der ca. en uges tid før det dør. I den tid sidder varanen bare og venter. Det er store, ret langsomme dyr der er tale om, så deres angrebs taktik er naturligvis afpasset efter at de ikke kan løbe et bytte op, de overrasker således deres bytte. Efter kort tid så vi 2 varaner, den ene gik ved at vandhul, og den anden lå og lignede en træstamme. En af vores medrejsende spurgte om den var død, men svaret fra rangeren var at den var på jagt. Kommer det rette dyr tæt på er den således klar til et hurtigt angreb. I alt så vi 4 varaner på øen, hvilket ifølge rangeren gjorde os til en heldig gruppe.2 dage forinden havde udbyttet været anderledes pauvert, da havde der åbenbart ikke været en eneste at se.

Rangeren kunne også fortælle at det pt. Var varanernes parringstid, Hannen er på denne tid kun ude efter at finde hunner, og han har hele 2 penisser, når den ene bliver træt kan den anden så tage over. Hunnerne laver en stor rede, og lægger 20-25 æg. De våger over reden, men forsøger bizart nok at æde så mange som muligt når æggene klægger. Ungerne er på grund af deres lavere vægt langt hurtigere end de voksne varaner, og kan i deres første 3 leve år klatre i træer for at undslippe deres artsfæller!

Sidste punkt på programmet var snorkelig ved Manta point, her er der mulighed, men på ingen måde nogen garanti for at se Manta rokker. Mr. Uno have gjort meget for at dæmpe vores forventninger, men det var alligevel en håbefuld halvdel af gæsterne der gav det en chance på trods af at de første spejdninger fra bådens personale var forløbet med nedslående resultat. Vandet var dybt, og havbunden kun et enkelt sted bevokset af korraller, så det var ikke den helt store oplevelse. Da vi næsten var ved at opgive så en af de snorklende heldigvis en enkelt rokke, som vi så troligt fulgte i noget tid. Da det var tid til at komme videre var Peter den sidste til at komme op i den lille båd. En præstation der ikke var videre elegant udført. Her kunne dagens beretning så være slut, men farvandet fra den sidste ø i Komodo området og hen til Sum

bava mod vest er åbent, og det betyder ofte hård sø, således også på denne overfart. Mr. Uno havde modtaget meldinger om at det ville blive værre, så han havde holdt os ret stramt på tidsplanen, hvilket var godt, for da vi rundede den sidste beskyttende pynt gik det løs med rulninger og skumsprøjt. Hurtigt forlod folk dækket, og klumpede sammen på sovedækket eller i den lille kabys. Adskillige af passagererne blev søsyge og måtte kaste op, men vi klarede den heldigvis begge to. Efter et små 3 timers sejlads passerede vi fyrtårnet på Sumbava, og som Mr. Uno, (og Peter) havde forudsagt lagde havet sig straks. At strabadserne var overstået skabte en nærmest løssluppen stemning ved aftensmaden.