Vores Pippi dag

Dag 41

Efter en nats søvn hvor denstore blæser havde generet rigeligt i vores junglerum kæmpede vi os opad de 120  stejle trappetrin mod restauranten hvor vi indtog vores morgenmad. Til serveringsdamens uddelte fornøjelse valgte vatter det samme, nemlig at go all in på morgenmaden. Dermed var der både kaffe og juice samt noget at spise på bordet. Vi fik snakket om dagens program, og samtidig nærmede klokken sig 9.30, tidspunktet hvor vi kunne få vores 2 lejede motorcykler. Bohol er med sine gode veje og lave trafiktæthed ifølge Lonely planet det ideelle sted at kaste sig ud i at køre på motorcykel, som de små scootere åbenbart hedder. Efter en kort instruktion, der for Peter gjorde det klart hvordan man tænder for sådan en maskine gik det løs. Vejen fra Nuts hits til landevejen er 800 meter lang, og skulle vise sig at være det med afstand ringeste stykke vej vi kom til at køre på denne dag. Vi fik kæmpet os op til hovedvejen, og fik der drejet til venstre med byen Carmen hvor "the Chokolate Hills" ligger. I starten skulle vi lige vende os til scooterne, og farten lå omkring 30 kilometer i timen. Vi tog derfor lidt til omsat nå tilCarmen, men det gjorde nu ikke såmeget. Vejret viste sig fra sin bedste side, med alt for meget sol for vores arme og ben. Vi køre igennem landskaber hvor smuk skov veg for rismarker, og kort før Carmen begyndte de smukke små bjerge at dukke op. 

Selve Chokolade bjergene er Bohols store trækplaster hvis man ser bort fra strand og dykker resortssene der ligger rundt omkring på øen. Turismen er her velorganiseret, man parkerer, køber en billet, og bliver kørt i shuttlebus op til et visitorscenter hvorfra der kun er en kort, men stejl trappe op til en platform hvorfra man i de fleste retninger kan se den smukke natur der præger området. I tørtiden ligner bjergene efter sigende chokolader, brune som de er i det grønne landskab. Selvom det er svært at se på billederne herunder er vi her i regntiden, ogbjergene er derfor ikke helt så brune som de kan være. 

Fra bjergene og Carmen kørte vi mod vest til byen Sagbayan Vejen førte igennem Chokolade hills, men de er nu svære at beundre når man skal have mindst et øje på asfalten, og mindst et halvt i bakspejlet. Vi havde planlagt at spise i Sagbayan, men uden lige at billedet kom vi til at køre igennem byen. I stedet endte vimed at spise ude vej kysten på en såre lokal restaurant. Menuen stod på grise suppe med ris, samt en liter cola til delening. Et velsmagende måltid til 190 Pesos, vi beder selv læseren dividere med 8 for at få prisen i kroner.

Efter måltidet smedede vi nye planer mens vi en halv time for sent spurgte os ind i solcreme. Det er første gang vi har fået forbrændte arme på turen, og Peter har analyseret sig frem til at det må være vinklen solen ramte os i der gjorde forskellen. Planen blev at køre mod syd, mod et sted hvor man kan regne med at se Tarsier, verdens mindste primat art. De lever i det fri, er nat aktive, og derfor meget svære at se om dagen. De bliver ikke fodret ved sanctuariet, men de er territoriale, så efter nattens jagt på insekter vender de tilbage til deres territorie, og rangerne bruger et par timer hver morgen på at finde deres skjul.

Vi var efterhånden blevet noget sikrere på scooterne, og når der var fri fart kom vi op på en march hastighed å 60 kilometer timen. Turen til tarserne gik da også uden problemer, kun en gang kørte vi kortvarigt forkert, men opdagede det efter et par hunderede meter.

Det lykkedes dvores ranger at finde 4 taksier til os, den ene var umulig at få et billede af, og Peter mtte sande at Solveigs Iphone var bedre end kameraet ved 2 af de andre. Først ude på parkeringspladsen efter besøget var endt lykkedes det ham at indstille kameraet så det kun fokuserede på et punkt, og da var det jo for sent. Tarsierne er ret primitive af en primat at være, de spiser ikke planter, og deres øjne kan ikke dreje sig, til gengæld kan deres hovede drejes 360 grader, og deres ører kan drejes så de kan fokusere på hvor eventuelle byttedyr er. Der er ellers ikke noget vejen med øjnene, de fylder 60% af ansigtet, og er større end dyrets hjener.

sidste stop blev stedet hvor vi på gårdsdagens vandretur havde fet en is. Vi snakkede atter med kvinden der havde arbejdet 2 år i Gentofte, hun vil gerne til Europa igen, for her er lønningerne horrible. Som au pair havde hun tjent 4000 kr. om måneden, kost og logi havde jo været gratis. Her lader det til at 50 kr. om dagen er en løn man kan overleve på, og det sætter jo tingene noget i relief. Det er svært at komme til en anden konklusion at vi fra nordeuropa er priviligerede i en het fantastisk grad.

Til aftensmaden snakkede vi med en tysk familie, hvor moderen er halvt filippiner, hun bekræftede de lave lønninger, og kunne fortælle at hendes mor i 1971 var taget til tyskland, og den første måned ghavde sendt hele sin løn på 400 mark hjem til familien. Næste måned havde hun beholdt de 100 mark selv, hun skulle jo dog have noget at spise. På den måde havde hun sørget for at hendes 8 søskende kunne få en uddannelse.

Til slut, overskriften skal forståes således, vi har aldrig prøvet at leje scootere før, men som Pippi siger, dethar jeg ikke prøvet før, det er jeg garanteret god til.Peter kørte trods komplet manglende rutine godt, kunved isbutikken var der problemer med at starte maskinen efter pausen, heldigvis vidste Solveig hvordan en kickstarter skulle bruges, og sådanfik vi liv i dyret igen.