Tyfonen i sigte, en turkis bil og en sjov aftensmad

Kobe, som ellers skulle være en fin by, blev ikke til den helt store fornøjelse, eftersom en tyfon netop havde valgt at ramme byen, mens vi skulle være der. Vores planer i Kobe var at besøge det gamle kvarter Kitano-cho, bjerget Mt. Rokko og selvfølgelig skulle vi da også prøve Kobe kød. Heldigvis nåede vi da en af tingene og selvfølgelig var det at spise på en verificeret Kobe køds restaurant i byen. Det var samme aften som vi ankom, hvor regnen allerede havde sat ind og vi ledte forgæves efter en reservation til dagen efter. Men eftersom alle enten var fuldt reserveret eller havde lukket næste dag, så besluttede vi os for at spise samme aften. Heldigvis fandt Kristian et godt sted og vi smagte den ægte vare. Kødet var super lækkert og meget mørt. Det blev tilberedt lige foran os i et privatrum med en kok der kom ind og stegte det sammen med grøntsager. Vi fik flere retter hvor det fleste af dem indholdte Kobe kød. Så efter to flasker vin og fyldte maver gik vi glade igennem tyfonens regn og blæst og lå glade i sengen og søv en sød nats søvn. 

Om natten havde det stormet helt vildt og regnen havde slet ikke lagt sig da vi stod op. Nede i reception sagde de også at man skulle holde sig inden døre, så det gjorde vi og hyggede os en dag på hotellet. Ikke noget vi havde det helt store problem med, da det var dejligt for en gangs skyld at gemme sig fra varmen og få tanket batterierne op igen. Vi gik dog ned og hentede noget at spise hos en lokal bager og senere gik vi ud at spise på en restaurant lige rundt om hjørnet, men mere udendørs aktivitet blev det heller ikke til den dag. Vi hyggede på værelset, hvor vi fik spillet noget Nintendo og så fjernsyn.

Næste dag, var vejret igen blevet bedre, men dog gik der lidt DSB over det japanske tognet og pga. bambus på togskinnerne, kørte Shinkansen togene med kæmpe forsinkelse (vi snakker om flere timer). Og efter vi havde ventet i Kobe station i omkring en time, så valgte vi at tage metroen til en anden station, hvor vi kunne komme med lokale tog, der involverede flere skift, for at komme hen til Okayama, hvor vi kunne hente vores lejebil. Med noget forsinkelse ankommer vi trætte og lidt frustreret over transport vejen, hvor vi stort set stod op hele tiden. Men vi fik hentet bilen, hvilket gik meget godt og så fik vi da også nøglerne til vores turkise lille firkant, som vi blev meget glade for.

Afsted det gik på de japanske veje i venstre side, ned til den mysteriøse Shikoku ø, som bliver anset for at være lidt et udkantsområde. Øen er lidt bagefter i tiden og det moderne Japan, ses kun nogle steder i her i samfundet og det lagde vi da også mærke til. Efter en forrygende køreture, hvor vinduesviskerne kørte rundt, selvom det ikke regnede og hvor højre og venstre sving blev byttet rundt på, så ankom vi da også til byen Mima, ved kun at være kørt over for rødt en gang, (ikke med vilje). Mima er svaret på et lokaltsamfund, hvor der arbejdes om dagen og der bliver drukket nogle procenter om aftenen. Efter vi er ankommet til vores fine AirBnB, som består af en helt etage for os selv, i Mimas gamle distrikt, bevæger vi os ud på de mørke gader for at finde noget aftensmad. Vi lander i en restaurant, der svarer til en lidt snusket pub, der også serverer mad. Vi bliver placeret oppe ved baren, lige foran en stor fisketank, hvori der svømmer levende fisk rundt, der er klar til at blive serveret. Og på højre og venstre side for os sider der ældre mænd, med øl, whiskey og sake, samt nogle sjove japanske retter. Vi bestiller nogle forskellige retter (lidt tapas agtigt koncept), og får to kyllingespyd, en friteret fisk, og nogle dumplings med fermenterede soyabønner. Kyllingespydende og fisken, var meget lækre, men dumplingerne, var ikke de bedste. Kristian, kunne kun lige klemme en ned, hvorefter Bjarne og jeg fik resterne af Mylins dumplings og kæmpede en hård kamp for at sluge dem ned. Ikke nok med det, så får vi fra to mænd, som jeg sidder ved siden af, en friteret fisk, hvor der ikke sidder kød på men kun skind og hoved, sammen med en soyasauce. Han siger vi skal prøve at smage og det gør vi så. Overraskende okay, men hovedet som han ellers sagde vi kunne spise, kunne vi simplethen ikke få os selv til at smage på. Ikke nok med det, så bestilte de to mænd også en skæl med stegt lever til os. Og det bliv ikke til mere en et par stykker til hver før vi gav op. Man kan helt klart snakke om en kulinarisk udfordring og stadig med lidt sultne maver gik vi derfra. 

Efter aftensmaden begav vi os hjemad. På hjemturen gik vi forbi et lille sted og kun fordi der stod to ude foran lagde vi mærke til at der var en restaurant. Vi blev allesammen hurtigt enige om at vi godt kunne bruge en lille snack inden det gik til køjs og vi satte os derind. Indenfor løb der en masse små børn rundt og der var tydeligvis nogle familier på besøg derinde. 

Vi bestilte bare en hurtig gang pomfritter og noget kylling dertil, for at slukke den sidste sult. Efter vi havde bestilt lagde vi mærke til mange blikke fra de lokale der sad derinde og inden længe begyndte tjeneren da også på sit bedste engelsk at spørge ind til hvor vi kom fra. Og sådan fortsatte det lidt, for som hver gang vi svarede hende, løb hun hen til nogle af de besøgende, som nok var hendes veninder og fortalte dem hvad vi havde svaret. Så efter at have fundet ud af hvor gamle vi var og om vi spillede basketball, hvilket vi efterhånden svarer ja til, så havde vi også fået spist vores pomfritter. Som vi gik ud af restauranten kom tjeneren hen til os og spurgte om vi ikke nok ville tage et billede sammen med hende og gæsterne. Det ville vi da gerne og mens vi gjorde klar til billedet, begyndte flere af de lokale at snakke med os. Bjarne blev tiltalt af to kvinder der med tænder skæve som Pisa selv fortalte ham på deres bedste engelsk at han så flot ud, røg Kristian og jeg i snak med en der havde et overbid, så selv Freddie Mercury havde været misundelig på ham. Vi forstod absolut intet af hvad han sagde og alligevel formåede vi at holde en samtale på knap 10 minutter med ham. Da vi endelig fik stillet op til billedet rakte jeg min arm frem og man kunne høre et kor af "ohhhhh" i baggrunden, fordi de var så imponerede over mine lange arme. 

Vi takkede af og sagde farvel og så vendte vi snuden hjemad med et smil på læben og en sjov oplevelse.