Motor-Mille og Biker-Pete

 Dag  42

 

Noget der er dejligt ved tidsforskellen til vores kære derhjemme er, at man altid ser frem til om morgenen at se på telefonen, om der er kommet nogle hilsener i nattens løb. Og søreme om der ikke var en stor overraskelse i dag... Ingeborg havde sendt et billede til os af Sara (Ingeborgs barndomsveninde), der med det sødeste smil sad på Himmernmoos foran en plæneklipper - hun havde simpelthen  (helt sikker har Ingeborg haft en finger med i spillet) slået den græsplæne, der var blevet alt for lang, mens huset har stået tomt. Hun måtte kapitulere med håndskubberen og havde lånt naboens. Sikke en fantastisk overraskelse - nu har vi lovet Sara at lave asiatisk mad til hende, når vi er tilbage - og det bliver ikke en af retterne fra gadekøkkenet i dag 😅

Vejen gik helt tæt på vandkanten, så når bølgerne sprøjtede ind over den lave kant, efterlod de mine læber med en salt smag. Formiddagsheden bølgede hen over vejen, men i dag havde vi været fornuftige og havde iført os lange bukser og en langærmet skjorte. Friheden føltes stor i dag - måske var det på grund af motorcyklen, hvor ens tanker kunne få frit løb mens landskabet skiftede mellem høje palmer, hvor sollyset kilede sig igennem nogle af de fligede blade, et tyrkisblåt hav, rismarker og halvtomme veje, så man næsten følte, at man havde denne lille plet af verden for sig selv. Det var nu ikke fordi hovedet var fuldt af tanker, altså ikke ud over, hvad dagen skulle gå med Det er som om vi har fundet en rytme, hvor det nu langsomt går op for os, at vi ikke skal tilbage på arbejde lige om lidt, men at orloven faktisk først rigtigt begynder nu, og det sammenholdt med, at vi ”kun” skriver dag 42/100 gør vel, at vi nu for alvor kommer til at mærke hvad den frihed, vi igennem så mange år har sparet op til kommer til at betyde for os. Allerede i aftes blev vi mindet om, at orloven nu begynder for alvor, da vi kiggede på vores lønsedler for september, og kunne konstatere, at der stod et stort rundt 0 på sidste linje. Heldigvis har vi ingen pengeproblemer, det vil også være umådelig svært at få i denne del af verden med vores lønninger. 

 

Vi kørte lidt ud i det blå i dag og kiggede efter en strand, dem var der mange af, og det tyrkisblå hav lokkede. Men da der var højvande og dermed ingen strand og tilmed meget høje bølger, kørte vi videre med en gennemsnitsfart på 45-50 km/t og nød egentlig bare den brise, der omgav os, når vi havde en vis fart. Indimellem stoppede vi op for lige at koordinere tisse- eller vandpause, og da var det, at Peter opdagede, at han havde glemt at sætte sd-kortet i kameraet. Øv, men tænk at det først sker på dag 42! Vi fik vendt situationen til, at det egentlig var meget godt klaret, og vi ville i dag nøjes med at have billederne på nethinden og nogle enkelte fra telefonen.

 

Vi kom faktisk til at køre ret langt inden vi begge mærkede i bagdelen, at det var tid til en frokostpause. Det er altid en spændende sag ude på landet at finde en restaurant – de er altså meget lokale, og med de små lønninger, de har er det ingen gourmet oplevelse. Således heller ikke i dag. Vi fik holdt ind et sted, der var godt besøgt af lokale, og kiggede i gryderne. I en af dem lå der nogle store løgstykker i en brunlig sovs, og servitricen kunne fortælle, at det var ”beef”. Vi bestilte straks to portioner med ris, og to skåle med forskellige grøntsager samt to colaer, der stadig serveres i glasflasker. Vi gik fulde af forventning i gang med kødretten, der desværre viste sig, at være en temmelig stor skuffelse, godt nok smagte sovsen fint, men de store løgstykker var hud fra koen og ikke velsmagende løgstykker… Den ene grøntsagsret smagte okay, den anden derimod smagte meget stærkt af fisk – så vi kom altså til at levne i dag – men sådan måtte det være i dag.

 

Vi kørte videre mod nogle rismarker og en sø, men det var ikke oplagte steder hverken til foto eller pause, så først da vi ankom til den større by ”Carmen” holdt vi ind og fik en is. Her foreslog Peter, at vi kørte ud til et lille vandfald, hvor der også var bademuligheder, men jeg havde ikke rigtig lyst, jeg var ligesom mæt af indtryk og havde fået styret min scooter-lyst, men heldigvis var Peter insisterende. Det takkede jeg ham for, da vi sad i et køligt vandfald og lod vores varme kroppe køle ned og alle indtrykkene fra dagen bundfælde sig. Nu havde vi jo chancen for selv at bestemme, hvor vi ville hen fordi vi havde motorcyklerne, og der var heller ingen pligter, som kaldte. Her er det vi stadig har brug for at lære at huske på, at vi har tiden og at det vi skal nå, langt de fleste dage godt kan vente. Det er sund læring, men det kommer ikke fra den ene dag til den anden selvom vi er blevet meget bedre.

Vi sluttede af med græskarsuppe og en indisk ”Beef-curry” til Peter og en sur-sød ret med gris og mango til mig. I morgen forlader vi Nuts-Huts efter tre rigtig gode dage her – vi håber der kommer nye gæster, for i dag, har vi været de eneste.