Yogyakarta - den gamle kulturhovedstad

 Dag 35

De 13,5 timer i toget og mit maveonde gjorde, at vi faldt nærmest bevidstløse om en sengene. Der var køligt på værelset og jeg fik monteret mine ørepropper, thi man ved jo aldrig, hvor den nærmeste moske befinder sig… Det viste sig nu, at vi ikke var helt så tæt på en, og vi det var kun mig som hørte et par muezziner kaldte til dagens første bøn.

Da vi begge var blevet vågne var klokken halv otte, hvilket må siges at være rigtig godt for det havde givet os i hvert fald 10 timers søvn. Så nu ulmede maverne også og jeg fandt ud af, at “Desia´s” køkkens lå lige skråt overfor vores hotel, på billedet havde de i hvert fald kager, så måske havde de også brød. Det havde de desværre ikke, men vi kom afsted med tre lune (eller rettere lunkne) quiche – med chilisauce som dog virkede lidt malplaceret. Nå men vi tog dem med tilbage til vores lille altan og spiste dem men vi drak en kop Nescafé til. Vi var enige om, at dagen i dag ikke behøvede at indeholde så meget program, og vi ville luske lidt rundt i byen og i hvert fald se fortet fra hollændertiden og sultanens palads. 

Vi startede ud med “Vredenburg” som det hollandske fort hedder og som sjovt nok betyder “fredsborgen”. Dette tidligere militære kompleks fortæller historien om kolonitiden med hollænderne, besættelsen af japanerne og kampen for deres selvstændighed. Et meget fint museum, hvor man også havde forsøgt at lave nogle interaktive læringspil for børn, og flere skoleklasser var  også på besøg denne dag og forsøgte smilende at komme i kontrakt med “Mister”. Vi blev enige om, at det dog er lidt underligt at gå på museum og læse om ting om man ikke har ret meget forhåndsviden om – hånden på hjertet; hvor meget ved du om indonesisk historie?

Efter museumsbesøget, hvor vi havde nydt de afkølede rum, måtte vi ud i den stegende hede (32 grader) igen og det varede da heller ikke længe inden vi måtte tanke op på væskeformen. Atter engang kom vi i kontakt med en lokal, det interesseret spurgte til hvor vi kom fra – “”Germany” er vi begyndt at sige, når vi bevæger os i muslimske byer, og stort set alle ved hvor det er, eller lader i hvert fald som om… Vores “ven” her havde en ven som havde studeret i Hamborg, hvilket må siges at være tæt på os. Han fortalte os, hvor indgangen var til sultanens palads, og at vi skulle passe på med at købe batik (stoftryk) heromkring, da det bliver solgt af snydere, og trykket går af i første vask, hvorfor de billige udgaver har fået navnet “Coca-Cola Batik”J

Vi fandt efter noget søgen Kratonen, som er en hel bydel med mure, hvori også altanens palads ligger. Hvad den sultan præcis laver ud over at bruge en masse penge og leve et luksusliv fandt vi ikke ud af, men vi startede da med at se et museum, hvor man var helt tilbage i 1700-tallet for at finde den første sultan. Herefter var der lidt historisk omkring de forskellige sultaner og en sjov planche om parasoller, som er en særlig sultan ting med mange regler og retningslinjer… og så var der alle hans meget flotte hestevogne, de er jo i dag nok suppleret med fine biler, som dog ikke var udstillet. Det var i hvert fald ikke penge sultanen manglede, men udenfor – lige overfor paladset - stod der grotesk nok en lang kø af mennesker og ventede på en portion gratis mad.

Desværre var paladset lukket på grund af renovering og åbner fest igen i 2024.

Vi gik videre mod en anden del af paladset nemlig Tamar Sari som var der sultanen tidligere tog bad. Der var forholdsvis velholdt i den inderste gård, men alt andet udenom var helt og lades forfaldent og var blevet overtaget af de lokale og brugt som lagerrum eller til scooterparkering. Virkelig en skam at sultanen eller byens politikere ikke gør mere for at bevare disse historiske bygninger, som er sjældne her vi landet. Vi ledte, forgæves efter den underjordiske moske, og fandt den da også til sidst, kun for at konstatere, at den var lukket og misligholdt. Her er der virkelig plads til forbedringer, og da der kommer virkelig mange turister dertil, er det en skam, at man ikke er lidt mere opmærksom på det, man har som er interessant at vise frem.

Vi sluttede vores rundtur af med at gå op på en ødelagt moske, der nu bare var en samling murbrokker, der var fin udsigt over byens tage, men hvor for moskeen var ødelagt, står hen i det uvisse – måske et jordskælv?

På vejen tilbage spiste vi nogle snacks i en god court, hvor vi prøvede lidt forskellige lækkerier, i én af boderne måtte vi vække ekspedienten, der lå og sov op af en fryser…Vi brugte resten af eftermiddagen og aftenen på værelset for at opdatere os lidt på den videre rejse inden vi lagde os til ro for forhåbentlig at få endnu en god nats søvn.