Hvor mange kan der være i en microlet?

Dag 15

Vi havde faktisk ikke sovet så værst i casa Minha, og vi lå og dovnede mens vi alle fire kom til live i det lille værelse med de to køjesenge. Vi snakkede om Eskild og Lones hjemrejse og jeg prøvede at finde ud af, hvad vi kunne få dagen til at gå med i Dili, når vi nu havde fået en ekstra dag her.

Peter og jeg var de første som var ude af fjerene og satte os ud på den overdækkede terrasse og nød hvordan solen allerede varmede – taget i betragtning at det er deres vinter, så er det varmt. Vi har vel omkring 26-29 grader om dagen og kun et par grader koldere om natten. Den søde, unge pige som arbejder på vores hostel kom og spurgte om vi havde sovet godt og hvad vi ønskede til morgenmad – jeg spurgte, hvad de havde og svaret lød: “Æg og brød” -jamen så tager vi detJ Der var også kaffe til, brandvarm og af den slags, hvor man skal lade være med at drikke den sidste mundfuld for så er det ren bundfald a la den tyrkiske variant.

Da vi havde fået sat morgenmaden til livs dukkede Susanna, kvinden som vi mødte på Atauro i går, og som kun med nød og næppe nåede færgen tilbage fordi hun var ude at snorkle) dukkede pludselig op på vores hostel og satte sig ved bordet på terrassen. Hun fortalte, at hun skulle videre med samme fly som Lone og Eskild i dag og så var det da endnu mere fantastisk at hun nåede færgen i går, thi den sejler ikke hver dag… Vi havde en spændende snak med hende om England efter Brexit, og det var temmelig skræmmende at høre, hvordan hun fortalte, at hun som universitetslektor i Bristol faktisk ikke kunne leve af sin løn (40.000 € betror/år) pga inflation og priser på fødevarer, gas og strøm med skyhøje husleje-priser til følge. Hun mente, at før Brexit kunne man kategorisere landet som “cruel and unequal but  competent” men nu ville hun benævne det “cruel and unequal and inkompetent”.

Vi havde lovet Eskild nogle omgange Uno inden vi skulle skilles, så det fik vi også klaret, og heldigvis gik har fra bordet som den med dagens fleste sejre, hvilket passede ham særdeles godt. Spille blev pakket væk, vi blev godt nok tilbudt at tage det med videre, men vi takkede dog nej, da vi ikke synes det passede til os to gamle at sidde med et spil Junior Uno med dyrebillederJ Nu må vi så finde vores eget kortspil frem næste gang vi bliver trængende efter et spil.

Efter den omgang gik Lone og Eskild over i butikken for at finde noget kattemad som Eskild gerne ville give til katten Black, som han var blevet vældig glad for. De fandt kun en dåse tun, men den faldt også i Blacks smag.

Lone havde besluttet sig for at tage en af de blå microletter ud til lufthavnen, og da der var en lille kilometer at gå fra stoppestedet, valgte vi at tage med for at hjælpe hende med at slæbe nogle af alle hendes tasker. Meget kan man sige om Lone, men hun rejser ikke let – hun har en kæmpe rygsæk (65+15 kg) og diverse små tasker, så det kunne være rart med et par ekstra hænder. Susanna tog også med microletten og hun vidste hvor lufthavnen lå, så vi fandt efter en varm tur frem til den. Eskild er blevet vild med microletterne og har fået den tjans at banke med en mønt på den barre, der løber gennem bussen til at holde fast i, når man vil af. Samtlige microletter har kæmpe højtalere og spiller musik for fuld udblæsning, hvilket Eskild mener man godt kunne indføre i metroen i København! Den sidst del frem til terminalen blevtilbagelagt  - fortove gør man ikke så meget iså det foregik dels på vejen dels gennem noget skrald i en baghave inden vi kom frem til udenrigsterminalen. Jeg sagde til Susanna, at jeg ikke troede de havde internationale fly hver dag, men hun vidste bedre, idet de har direkte flyvninger til og fra Darwin i Australien hver dag, hovedsageligt pga. Timorhavets olieindustri. Den flyvning tager kun 1 time. Så vi er tæt på et andet spændende land. Vi fik taget afsked med Lone og Eskild, det har været dejligt at være på tur med dem, og vi har fået en masse spændende oplevelser sammen. Det bliver helt sikkert også en tur Eskild ikke glemmer, og gang på gang imponeres jeg over, hvor robuste børn er samt hvor let de tilpasser sig omgivelserne selvom de er meget anderledes end dem de kender. Hvis bare dem de er sammen med er afslappede og nysgerrige, bliver de det også selv. Nu starter et nyt kapitel snart for den lille mand, når han om 14 dage starter i skole, det er han meget klar til – vi har skullet svare på rigtig mange spørgsmål om, hvordan hvad staves, og han har konstant være på udkig efter de (i hans optik) sejeste bogstaver, så som Q, Z og XJ

Peter og jeg skyllede afskeden ned med en iskold Coca cola og gik tilbage for at finde nr. 9 – den blå microlet på vores rute. Den tog os ind til et marked “Tais Marked” som er et lille u-formet marked, hvor de handlende bor inde bag deres bod. De sælger håndhævede stoffer som bruges til festligheder og til at udsmykke deres hjem med. De bruges også som klædedragt (sari eller sarong) til forskellige ceremonier og har været det gennem generationer. Det tager mellem 5-7 dage at væve et dykke stof som kan bruges som beklædning. 

Herefter fik vi frokost og så satte vi kursen mod et museum, der fortæller historien om Øst Timors selvstændighed.

Museet fortalte kort om kolonitiden, der af og til var drabelig, med forskellige oprør mod de portugisiske koloniherrer, men hovedvægten var på periode fra 1975-1999 hvor Timor Leste var under indonesisk herredømme. Indoneserne indvaderede landet kort efter det Portugisiske herredømme var brudt sammen i august 1975 i kølvandet på nellikke revolutionen i Portugal året forinden. I det vakuum der opstod hævdede indoneserne, (nok med rette) at de nye magthavere i Dili var marxister, det fik USA til at give grønt lys for en invasion, så længe den forløb hurtigt (men USA havde også lidt af et imageproblem i Østen pga Vietnamkrigen). Indoneserne angreb med faldskærmstropper, og med landgangskibe, og pågå dage blev hele området omkring hovedstaden besat. Angrebet var dårligt udført, og det kom det udrensninger af civilbefolkningen. I løbet af de kommende måneder blev mere af landet erobret, og i 1978 var de sidde guerilla territorier i bjergene under indonesisk kontrol. Planen var at inkorporere øst-tiomer som den 27 provins i Indonesien, og dette accepterede bl.a. Australien også. I 1992 var der en massakre der blev filmet, og dermed kom Timor Leste atter på den internationale dagsorden, men først efter Suharto regimets fald i1998 kom der for alvor skred i tingene. I 1999 var der en folkeafstemning, De Indonesisk støttede partier ønskede en autonom status under Indonesien, og de andre fuld selvstændighed, på trods af en ensidig valgkamp i Indonesisk favør blev resultatet mere end 75 % for selvstændighed. Det faldt ikke i god jord hos de udstationerede indonesere, og de plyndrede og hærgede landet i nogle dage. Efter en FN styret overgangsperiode frem til 2002 har landet så været selvstændigt.

Efter det meget interessante museumsbesøg satte vi kursen mod den kirkegård, hvor massakren i 1992 fandt sted og hvor civile ( børn, kvinder og unge mænd) var udsat for en brutalitet fra de indonesiske soldater med mange døde til følge. Da dette blev filmet og delt i resten af verden blev det ligesom her resten af verden fandt ud af, hvilke grusomheder Øst Timor var udsat for. Den første kirkegård vi kom til viste sig at være indonesisk og selvfølgelig led de også tab, og de havde en fin velholdt kirkegård for de faldne under besættelsen, vi snakkede dig om, hvilket forhold de lokale mon har til Indonesien i dag? Det er trods alt kun 24 år siden, de var besat! Men heldigvis var der ingen tegn på hærværk.

Lidt længere nede ad vejen fandt vi så den lokale kirkegård. Et rustent skilt fortalte, at man var igang med at renovere og at man ville være færdig i løbet af 2023- den tidsplan holder vist ikke helt. Og sjældent har vi dig set et større rod og organiseringsmangel på en kirkegård. Gravene lå hulter til bulter og vi kiggede lidt på hinanden, det så nogle af arbejderne og de vinkede os fremad og lid os vide at det var helt ok at gå zig zag mellem (og nogle gange på) gravene. Vi så kun en mindetavle for han, som optog filmen under massakren ( man fornemmer også klart på filmen, at han ikke vil overleve efter en indonesisk soldat har fået øje på, at han filmer). Ellers var det bare at gå rundt og læse og ikke mindst undres over de farver og faconer gravene havde - mange af dem var beklædt med fliser, hvor man havde fornemmelsen af, at man lige havde valgt dem, der var til overs fra et badeværelse eller på tilbud. Meget iøjnefaldende var det dog at se alle de børn som ikke havde klaret deres første leveår - et meget tydeligt signal om, at det er et fattigt land.

Efter dagens oplevelser svedte vi som bæster og fandt på hovedvejen en microlet nr. 9 – de små minibusser er godkendt til 10 personer, men det er vist temmelig vejledende, vi blev flere og flere passagerne inklusiv børn og bananer og var på turens max oppe på 19 personer i den lille bus inklusiv chaufføren, men så hang to af passagererne altså også i døren!Vi føler os dog temmelig sikre her og jeg ville ikke have noget imod at leje en bil og selv køre rundt, da de er forholdsvis civiliserede i trafikken – det største problem er nok vejene. Kystvejen mod vesttimor skulle være god, men resten er ifølge Susanna elendigt, da indoneserne efter deres tilbagetrækning bombede stort set samtlige hovedveje, som desværre ikke er blevet reetableret den dag i dag.