Så er Mister ankommet til Ende
Vi klarede uden nogen problemer turen til lufthavnen i Kupang, Solveig har fået styr på GRAB appen, og det sværeste var at komme op til rette tid. Vi ville starte dagen i ro og mag, og vurderede at vækkeuret kunne vente med at bimle til kl.6.45
Desværre havde vi sat det ene forkert så allerede en time inden blev vi vækket, og var noget forvirrede da det stadigt var mørkt udenfor. Da vi fandt ud af fadæsen forsøgte vi at sove igen, men helt godt blev det nu ikke. Vi var derfor lidt foran tidsplanen da vi stod nede ved hovedvejen og ventede på vores grab, og længe skulle vi ikke stå der, indenfor 3 minutter havde vi kastet bagagen i bilen og var på vej mod den lille lufthavn i Kupang. Vi vurderede at vi havde tid nok, så vi hapsede lidt morgenmad på en cafe udenfor det hellige område i lufthavnen. Det beskedne måltid var næsten 3 gange dyrere end aftensmaden, så selvom vi var på den billige side af security var prisen lufthavnsagtig. Vores antagelse var rigtig, vi nærmest fløj igennem formalia såsom bagage aflevering og security check. Ventetiden kaldte dog på endnu mere mad, og heldigvis havde samme kæde som udenfor også en filial indenfor, men præcis de samme priser.
Turen i den lille, halvfyldte propel maskine tog en lille times tid, og da vi nærmede og Ende så de de stejle bjerge, samt de 2 vulkaner syd for Ende by. Den ene spyede store mængder røg ud, og for det utrænede øje virkede det nu lidt bekymrende. Heldigvis lader de vidende lokale til at tage situationen med knusende ro. Vi blev i lufthavnen afhentet af ejeren af Dasi guesthouse, og blev på den måde transporteret til det vildt hyggelige sted. Da vi var ankommet slappede vi lidt af, inden vi besluttede og for at forsøge at nå et lokalt udsigts punkt hvorfra der burde være en super udsigt mod den rygende vulkan. Vi blev næsten med det samme mødt med hi mister hilsener på vejen derop, og flere gange tog vi på opfordring billeder af dem der spurgte os. Mr. Mister fik undervejs hilst på ufattelige mængder af både store og små. Vi fik også købt vand, spist frokost på en lokal warung, inden vi forsøgte at finde stien mod toppen.Vi fandt starten, der var godt lavet, men så startede problemerne inde i en bevoksning. Stien var smal, stejl og meget svær at gå på trods af vores gode fodtøj. Endelig kom vi ud af bevoksningen, og da bedredes forholdene markant. Hurtigt kom vi op på det lille udsigtspunkt, men udsigten var nu lidt skuffende, vi kunne se vulkanerne, men ikke vandet omkring dem. 3 lokale drenge var fulgt i vores fodspor, og det var lidt tankevækkende at se dem forcere stien på bare tæer. De fik taget nogle billeder sammen med os, inden de gik op mod et udsigtspunkt lidt længere oppe. Da de var ankommet råbte de at vi skulle følge efter, og efter en længere tøven besluttede vi os for at følge deres råd. Det var godt vi gjorde det, for udsigten fra det højere punkt var markant bedre. På vej ned ville vi forsøge at ryste dem af, men ak, det endte naturligvis med at vi blev overhalet, og endda måtte have vist den rigtige vej ned.
Efter den oplevelse mente vi det rigtige modsvar måtte være at købe et par Binteng øl, men den første butik havde ingen øl, og den solgte kun nogle gigantiske flasker. Vi valgte dog at købe 2 som vi nu har drukket på Dasi guesthouses dejlige terrasse. Herunder kommer nogle billeder fra Misters interaktion med de lokale.
Kommentarer