Økotraktor og eco-lodge

Dag 23

 

Det var svært at falde i søvn til trods for, at vi havde en skøn seng, et varmt tæppe og ovenikøbet havde fået et langt, varmt bad. Inde på naboværelset, var der flyttet to damer ind, som var en del af et større selskab fra Malaysia og Singapore. Husene her er ikke isolerede, og det er der heller ingen grund til, hvis man tænker på varmen… men det kunne være rart i forhold til lydgener, især når ”naboerne” synes det er passende at tømme deres 30 kg. rullekufferter kl. 22 og adskillige plastposer knitrer og larmer, vådt tøj skal hænges til tørre og der følger selvfølgelig ubestemmelige lyde med i form af samtaler om ja, det må guderne vide, men sandsynligvis om indholdet i kufferterne - måske? På et tidspunkt blev der dog ro. Jeg havde taget ørepropper i og faldt i søvn inden posedamerne var færdige, men da Peter stod op i nat for at gå på toilettet tog jeg dem ud. Det var en fejl. For det viste sig, at imamen i den meget nærliggende moske kaldte til bøn kl. 05.00, og da var det som om, han lige synes, vi skulle have en ekstra omgang for han blev ved og ved… men vi faldt dog i søvn igen lige indtil posedamerne stod op – de tjekkede heldigvis ud i morgen og nu er der flyttet nogle meget rolige naboer ind, så mon ikke det bliver bedre?

 

Vi fik morgenmad kl. 08.00 – en meget fin risret pakket ind i et bananblad og vandmelon. Så var vi også klar til at tage på tur med Harry, som den meget søde pige i receptionen på vores foranledning havde lavet en aftale med. Vi skulle se rismarker, et vandfald og en grotte, hvor fundet af Flores-mennesket i 2003 blev gjort.

 

Harry var præcis og kl. 9 kom han og hentede os og spurgt pænt, om hans kone måtte komme med på turen, det måtte hun selvfølgelig gerne, og de var begge to utrolig taknemmelige, grænsende til at det lige blev lidt for meget alle de gange, de sagde tak. Heldigvis normaliserede det sig i løbet af dagen.

 

Den første seværdighed lå ca. 20 km uden for Ruteng og var de såkaldte ”Edderkoppe-rismarker” – navnet kommer fordi markerne er formet som ét stort edderkoppespind og så bor bønderne ude i kanten af området. På den måde får de fordelt de gode og dårlige stykker ligeligt imellem sig, og set fra et udsigtsplateau var det et fantastisk syn. Peter fortalte at man i Danmark før stavnsbåndets ophævelse havde haft de samme principper for opdeling af markerne.

 

Da vi havde set os mætte i grønne nuancer, kørte vi mod vandfaldet Tenku Lese. På kortet er der ikke langt derud, men køreturen tog lang tid, for I drømmer bare ikke om, hvor dårlige vejene er. Der er kæmpestore huller og nogle steder er vejen så smal, at man må bakke for at finde et vigespor, hvis to biler skal forbi hinanden. Men det gjorde slet ikke noget. Harry kørte godt om end meget defensivt, og vi havde tid nok. Så vi satte os tilbage og nød landskabet og alle de små landsbyer, vi kom forbi, hvor folk vinkede og hilste med store smil. Det var et meget frugtbart område, og der var flere og flere rismarker jo nærmere vi kom på vandfaldet. Harry var god til at stoppe, når han så kameraet blive sat for øjet og således fik vi pletskud af både grisen, der havde sådan et fint bur med en foderskål lavet af et gammelt bildæk – den så glad og tilfreds ud over at bo i en fin ”Eco-lodge” og lidt længere fremme så vi den økologiske traktor i skikkelse af en stor bøffel, der bliver brugt til arbejdet i rismarkerne, når de er for små til at man kan få en maskine til at udføre arbejdet. Vi nående endelig frem til vandfaldet, som vi havde spottet i detfjerne. Bliven blev parkeret i en meget, lille landsby, hvor en mand kom ud i bare tæer og blev præsenteret som vores guide, og så gik han ellers forrest så vi måtte have det lange ben foran for at følge med. Men kors hvor var det dog smukt. Risterasser i grønnenuancer omgivet af små bjerge og grønne palmer. Det er simpelthen så frugtbart her og selvom vandfaldet var flot var det faktisk omgivelserne der var vildest at opleve. Da vi kom tilbage fra turen blev vi tilbudt en kop kaffe, og vi sagde straks ja tak – så blev der fundet et par grønne plasticstole frem, og et lille træbord med en gammel dug blev sat foran os og så samledes landsbyens mænd her for at høre lidt mere om, hvad vi synes om stedet. Imens kom der heldigvis andre turister hertil, og landsbyen livede helt op. En af de lokale bad os om at gøre reklame for stedet, og det vil vi så ment også gerne, men de burde nu gøre noget ved vejen hertil… Inden vi kørte var der kommet tre biler med turister og en lille lastbil som var en kørende tøjbutik, så vi tænkte, at det var tid at komme videre.

 

Næste stop var grotten hvor der i 2003 blev gjort et spektakulært arkæologisk fund. Flores mennesket, hvis lille krop kan ses som figur på Moesgaard museum. Denne type mennesker var kun ca. 1,1 meter høje, og er udtryk for en såkaldt kummerform, der forekommer når arter isoleres på steder, typisk øer, hvor fødegrundlaget er begrænset. Små kroppe har brug for mindre energi end større, så det bliver de små der overlever og kan give deres gener videre når fødegrundlaget er begrænset. Set i lyset af at evolutionens historie fik skrevet et nyt kapitel netop her havde vi forventet noget andet og mere end en vej fra helvede, og et ganske lille museum hvor vi var de eneste gæster. Vi kom også helt ind i grotten, hvor der i alt er fundet dele fra 9 skeletter. Selve stedet var en skuffelse, men det at have været netop DER hvor fundet blev gjort, og set grotten hvor de levede var nu alligevel turen værd. I starten mente man at Flores menneskets rester var ca. 13000 år gamle, men nu mener man at de er omkring 50000 år gamle, hvilket ca. passer med at de er uddøde da homo sapiens gjorde sin entre på Flores. Man mener at Flores mennesket nedstammer fra Homo erectus, en primitiv forfader til vores art.

 

Da vi kom tilbage til vores hotel snakkede vi med den søde, unge pige, der arbejder her. Hun er 23 år og talte er fint engelsk. Hun fortalte at hun havde lært engelsk i skolen, og at hendes onkel, som desværre nu var død, havde undervist hende i engelsk om eftermiddagen, så hun kunne blive bedre. Vi snakkede om, at engelsk er pengenes sprog, hvilket hun var enig i og vi gav hende ideer til, hvad hun kunne gøre for at blive endnu bedre og hvilke ting de kunne tilbyde for turister for eksempel byvandringer, hvor hun fortæller om skikke, traditioner, mad, religion og kultur – samfundet her er så anderledes fra et europæisk, og det vil rejsende som regel gerne vide mere om. Pigen fortalte, at hun kun havde haft jobbet i 3 måneder – hun forsørger sin mor, hendes bror læser på universitetet og hendes far forsvandt efter forældrene blev skilt. Det er ret vildt at tænke på, at hun i den alder har den forpligtelse, det gjorde et temmelig stort indtryk, og sætter endnu engang vores privilegerede liv i perspektiv.