Dårlig søvn men en fantastisk vandretur

 Efter besøget ved Mt. Fuji, tog vi videre til Matsumoto. Byen som er meget kendt for deres flotte borg inde i bymidten, ramte vi om eftermiddagen efter en noget længere togtur, i det lokale tog der forbandt Fujikawaguchiko med Matsumoto. Det første vi gjorde da vi ankom var at stille taskerne op i vores hotel, eftersom vi først kunne checke ind klokken 16. 

I Matsumoto boede vi nemlig på et såkaldt kapselhotel, hvor man har sin egen kapsel, hvor der med meget besvær kunne presses to mennesker ind, mere plads var der altså ikke. (Vi havde en hver). Mere om hotellet senere.

Vi bevæger os ud i varmen igen og busser, mennesker og de overalt stående drikkeautomater møder os på vejen. Da vi ankommer til borgen er der noget overskyet, men ikke noget der slår os ud og vi bevæger os videre igennem billetskranken med billetterne i hånden. Borgen var ligesom man havde forestillet sig en japansk borg. De buede pagodetage ragede op mod himlen og det i 50´erne restaurerede træ udstrålte en mat mørkeblå farve. Inde i borgen var der udstillinger med samuraiudrystninger og gamle våben man havde brugt i sin tid. Vi lærte at det ikke altid har været helt nemt at være samurai og at der var meget der skulle bæres på. Udover det lærte vi også at de havde kæmpet meget med skydevåben og sværd var der ikke mange af. Måske det skyldes at udstillingen tog udgangspunkt i 17 og 18-hundrede tallet, hvor mere moderne våben var opfundet.

Efter vi var kommet ned fra den flotte udsigt i den høje 6 etagers borg, gik det tilbage til hotellet igen, hvor vi nu kunne checke ind.

Da sengetiden nærmede sig, lagde vi os hver i vores kapsel og lukkede øjnene. Det skulle vise sig at der ikke gik mange timer inden det første vækkeur inde fra en af nabokapslerne begyndte at ringe. Det skal siges at vi lå i et rum med ca. 60 kapsler og det fleste var besatte. Efter det første vækkeur begyndte en symfoni af alarmer at runge ud i hele rummet. Nogle af dem magtede ikke engang at slukke det igen og det fortsatte i gode 20 minutter inden det stoppede. I kan nok selv gætte efter at have læst dette, at det ikke var den bedste gang søvn vi fik den nat. 

Men unge og friske stod vi op næste dag, pakkede tasken med et par mysli- og proteinbarer, checkede ud af hotellet og begav os ned til busstoppestedet, som befandt sig lige ved siden af hotellet, som for øvrigt lå på 6. sal mit i et stort indkøbscenter, som kunne minde om det gamle Karstadt i Flensborg. 

Vi tog bussen ud til det der bliver kaldt de japanske alper, retteresagt byen Kamikochi, som er et populært vandrested. Busturen derud tog en halvanden time og så tænkte vi at det ville være en god idee her at finde ud af hvilken vandrerute vi skulle traske henad. Vi besluttede os meget hurtigt for vulkantoppen Yake-Dake, som er den eneste aktive vulkan i de japanske alper. (tror jeg). Efter ankomst, tog vi en hurtig morgenmad bestående af fried chicken og ris og det var her vi realiserede at vores vulkanprojekt måske var lidt for vildt i forhold til at vi skulle med bussen hjem klokken 16:40 og klokken var 12:00 da vi ankom. Hurtigt besluttede vi for at ombestille tilbageturen til den seneste bus der gik klokken 17:30 og afsted det gik. I et meget raskt tempo overhalede vi mange af de japanske og udlandske turister der gik sammme sted. Eftter lidt tid blev der tyndet ud af folk, der kun fokuserede sig på dalen og vi havde stort set vejen for os selv. Efter en god halv times tid begyndte stigningen at tage til og efter lidt tid mødte vi et hold englændere der lige var vendt om fordi projektet om at nå toppen ikke kunne lade sig gøre, da de sagde en lokal havde fortalt dem at man havde brug for hjelme for at nå toppen, samt at der skulle komme en enorm stigning. Med lidt sænkede hoveder og lidt af motavationen tabt, gik vi videre med det formål at gå til klokken 14:30, så vi var sikre på at nå bussen. Senere på vejen mødte vi endnu en gut, der sagde at det ville tage 3 timer for at nå toppen og her var klokken altså 13:30, så vi følte os lidt pressede. Dog gik vi stadig videre og efter kort tid mødte vi den første stige vi skulle klatre op ad. Og sådan forstatte det i lidt tid med stiger og reb, der skulle bruges for at komme opad. Humøret blev lidt bedre efter det, da vi alle syntes at det var sjovt at klatre og blive lidt udfordrede. Indtil vi mødte det nok vildeste sted på turen. To stiger spændt sammen, for at nå opad en klippe. (Bare rolig, det så meget sikkert ud!). Vi kravlede opad stigen og synet af den 2450m høje vulkantop mødte os, samt svovlhuller, der dampede med røg. Nu var klokken nået at blive 14:15 og vi skyndte os op indtil vi mødte en yngre mand, der fortalte os om en lille top vi kunne gå op på, der lå 10 minutters gang væk. Uden meget omtanke traskede vi op til toppen i 2100m højde og svor (Bjarne og jeg ihvertfald), at vi en dag ville vende tilbage og bestige den store top, Yake-Dake). 

Overraskende nok lå der en bjerghytte ved siden af den lille top (Yake Peak). Og vi tankede op med noget vand og vindruechips (ikke særligt gode), inden vi begyndte nedstigningen igen. I et hurtigt tempo uden pauser og stop, ramte vi dalen igen, præcis klokken 16:40, hvor vi stod foran bussen som vi egentlig skulle have været med. Istedet ventede vi 50min på den sidste bus inden vi vendte snuden hjemad. 

Ankommet i Matsumoto om aftenen skyndte vi os op og hente taskerne og ned til stationen igen, hvor vi tog toget til nabobyen Nagano, som skulle være vores nye hjem de næste to dage.